Life is a bitch. Ft Marcus og Martinus

Det må ikke være et farvel

Lunas synsvinkel
Min morfar er kommet på hospitalet, og min mormor er taget med. Vi ander er stadig i forsamlingshuset. Stemningen er trykket. Jeg sidder bare og græder. Jeg har et virkelig tæt forhold til min morfar, så hvis han dør, vil jeg blive knyst. Marcus holder om mig. Jeg er glad for at han er der. Han gør så jeg ikke bryder fuldstændig sammen. Min niecer kommer hen til mig. Hun ved heller ikke helt hvad der sker. Hun rækker sine arme frem som hentydning til, at hun vil op til mig. Jeg prøver at smile, og tager hende op til mig. Hun sidder og laver ansigter til Marcus. Det ser ret sjovt ud. Jeg begynder at grine. Marcus smiler til mig.

"Jeg tænkte nok at Alma, vil kunne gøre dig en smule glad", siger han.

"Det har du ret i", smiler jeg.

Vi leger videre med Alma, da min mor kommer bange hen til os. Vi kigger op på hende. Jeg bliver helt vild nervøs, faktisk så meget at jeg ryster. 

"Morfar er blevet indlagt. Lægerne er ikke sikker på, om han overlever", græder min mor.

Jeg begynder at græde igen. Han må bare ikke dø.

"Kan vi besøge han", græder jeg.

"Selvfølgelig, jeg sider det lige til Cecilie", siger min mor.

Hun går hen til Cecilie og Simon for at sige at vi kører. Jeg sætter Alma ned. Marcus tager min hånd, og vi går hen til min søster. Vi siger farvel, og vi kører mod hospitalet.

Hele vejen klemmer jeg Marcus' hånd. Den må være virkelig følelsesløs. Vi går op til skranken. Damen smiler til os. Hvilket hun ikke skulle,

"Hvad kan jeg hjælpe med?", spørg hun venlig.

"Hvor ligger Henrik Kiner?", spørg min mor

"Ja, han ligger på stue 23. Det er den vej", svarer hun og peger den vej Morfar ligger.

Vi takker og går den vej, hun peget. Vi kommer til døren, der fører ind til stuen. Min mormor sidder der inde. Hun græder. Jeg går hen og krammer hende. Jeg kigger hen på min morfar. Han ser så svag ud. Han er ikke den stærke, morsomme og rare mand, jeg kender. Ham ligner en der er ved at dø. Jeg går hen til ham.

"Hvordan har du det morfar? ", spørger jeg på randen til at græde.

"Jeg har det fint Luna, men... men kan jeg måske få lov til, at tale alene med Marcus? ", siger morfar seriøs.

Jeg nikker overrasket, og går ud sammen med de andre. Jeg kigger hurtig tilbage, og ser Marcus sætter sig ved Morfar.

Marcus' synsvinkel 
Jeg kigger nervøs på Henrik. Han ser meget seriøs ud. Jeg bliver næsten bange.

"Marcus, må jeg spørger om noget? Vil du nogensinde knuse Lunas hjerte eller gøre hende ondt?", spørger Henrik svagt.

"Det vil jeg aldrig nogensinde gøre. Jeg elsker Luna højere end du tror. Og jeg vil altid passe på hende, selv når jeg ikke er sammen med hende", siger jeg seriøs.

"Det er jeg glad for at hører. For vil du ikke love mig noget? Pas på Luna. Hun er en diamant, og hun fortjener det bedste. Og det er jeg sikker på at du er for hende. Jeg ved, at jeg ikke har så meget tid tilbage. Jeg vil ikke kunne passe på hende. Det må du klare for mig. Vil du gøre det Marcus?", spørger Henrik med lukket øjne.

"Det vil jeg. Det lover jeg Henrik", svarer jeg med tåre i øjne.

"Tak Marcus, men en ting mere. Når jeg er væk, skal du være der for hende, men sør for at hun er den glade Luna, som vi kender. Kan du ikke kalde Luna her ind?" Siger Henrik.

Jeg nikker, og henter Luna her ind. Vi sætter os begge to ved siden af Henrik.

"Luna, jeg har ikke meget tid tilbage, men du må love mig, at når jeg er væk, skal du ikke ændre dig. Du har så meget at give, og det må du aldrig glemme. Dig og Marcus kærelighed til hinanden er det stærkeste, jeg nogensinde har set, og det skal I kæmpe for. Gå ud i verden og vis hvem I er. Og pas på hinanden. Jeg vil altid være ved din sidde, også selvom at du ikke kan se mig, så er jeg der. Og lov mig en ting. Kæmpe for det I vil", siger Henrik meget svagt.

Imens at Henrik snakket, var Luna begyndt at græde mere og mere. Jeg fældet også et par tårer. Luna tager Henriks hånd.

"Morfar, du må ikke dø. Du er så stræk, du må kæmpe. Det her må ikke være et farvel", græder Luna.

"Nej, det er et på gensyn", siger Henrik.

Og hans hjerte stoppet.

.............................................................................
Så noget der at komme et kapitel i dag. Et meget trist kapitel. Håber I kunne lide det. Jeg tror ikke der kommer et kapitel i morgen, og det er fordi jeg skal noget på min skole, så vil ikke have tid.

Håber at I har haft en god torsdag.

K.H. Kiner