Life is a bitch. Ft Marcus og Martinus

Af hvad??!

Lunas synsvinkel

(6 måneder senere)

I dag er der 3 dage til at vi går ud af skolen. De sidste 6 måneder har været fanatisk. Marcus og mit forhold gør sindsyg godt. Det samme gælder for Lærke og Martinus. Marcus og Martinus'karriere går også godt. De får flere og flere fans. Men jeg kan godt mærke efter episoden i Thailand, har jeg været nervøs når vi har været nogle steder henne. Jeg er også blevet bedre til håndbold. Der var en talentspejder fra verden bedste håndboldskole. Han skulle udvælge to spiller. En dreng og en pige. Jeg ved ikke, om jeg er god nok til at komme på skolen. Det er min drøm, men skolen lægger i Frankrig, og man kan kommer til at fået stipendium på 4 år. Jeg tro bare ikke jeg vil kunne klare at komme væk fra de andre, og især ikke Marcus.  

Jeg sidder og prøver at lave en ny melodi på min guitar, da min mor kommer ind. Hun smiler lykkelig til mig. Jeg griner lidt af hende.¨

"Skat, kom lige med ned. Vi har noget vigtig at fortælle dig", smiler hun.

Jeg rejser mig, og går med hende ned. Imens vi går ned, kommer der en masse tanker gennem mit hovedet. Skal de skilles, Skal vi flytte, Er der nogen der er døde. Vi kommer ned i køkkenet, sidder min far der sammen med min håndboldtræner Kiki. Jeg smiler til dem, og sætter mig ved køkkenbordet. 

"Hej Luna. Jeg har nogle gode nyheder. Dig og Kasper er blevet udvalgt til at komme på Le Meilleur", smiler Kiki.

"Er du seriøs!!", Skriger jeg.

"Ja det mener jeg", griner Kiki.

Jeg springer op og giver hende en krammer. Jeg giver også mine forældre en krammer. Men pludselig bliver jeg i trist humør, for nu skal jeg væk fra Marcus. Jeg har fortalt ham om talentspejderen, og han sagde at det lød som en god ide. Han ved bare ikke at skolen ligger i Frankrig. Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det til ham.

"Du starter på skolen om en uge, da skoledagene er anderledes i Frankrig", siger Kiki.

Jeg nikker forstående. Fuck hvordan skal jeg sige det til Marcus indenfor en uge. Jeg siger farvel til Kiki, og går op for at ringe til Lærke.

(Lærke: Læ. Luna: Lu)      

Læ: "Hvad så Kiner?"

Lu: "Lærke, kan du kommer her over med det samme"

Læ: "Selvfølgelig, jeg kører nu"

Jeg lægger på, og venter bare på at Lærke kommer. Da det endelig banker på døren, løber jeg nærmest der ned, og er ved at vældet min far omkuld. Han griner bare af mig. Jeg åbner døren, og hiver Lærke med op på mit værelse. Hun griner af mig, men stopper hurtig da hun ser mit angsigt udtryk.

"Hvad sker der Kiner?", spørg Lærke bekymret.

"Jeg er kommet ind på Le Meilleur, men Jeg skal flytte om en uge", siger jeg grædefærdig.

"Hvad? Det da mega godt. Har du fortalt det til Marcus?", spørg Lærke hypper.

"Nej, jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle ham det. Jeg skal være væk i 4 år, og skolen lægger i Frankrig", græder jeg.

"Nuhr Lunski, det skal nok gå. Men du er virkelig nød til at sige det til ham inden i næste uge", siger Lærke grædefærdig. 

Vi begynder begge at græde. Vi krammer hinanden. Resten af dagen ser vi film, og vi skriver ikke med Marcus og Martinus hele dagen. Vi vil bare nyde hinanden. Jeg ved ikke hvordan jeg skal få det sagt til Marcus. Jeg finder min Macbook frem. Vi skal finde kostumer til sidste skoledag. Jeg kan ikke vente. Men det betyder stadig, at jeg skal rejse.

Hvordan skal jeg sige det til ham?

...............................................................................................................................Oh, tredje sidste kapitel. Jeg håber I kunne lide den. 

I må sove godt.

K.H. Kiner