Summer Love

29|| Virkelighed?

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, det her er ikke normalt...
Det hele var jo så virkeligt.
Lægerne var på vej ud igen.
Jeg må altså finde Martinus.
Jeg havde en mærkelig spøjse inde i mig, den var sikkert fyldt med vand eller blod.
Jeg tog den af og alle de andre ting der nu sad fast på mig.
Jeg prøvede at sætte mig op men lige pludselig gjorde mit bryst ondt igen.
Det var ligesom inde i mit hjerte.
Som om at et eller andet satte sig fast og trak i hjertet.
Jeg måtte bare hen til Martinus.
Jeg var lidt ligeglad nu.

Jeg satte mig op og satte mine fødder på det kolde hvide gulv.
Det gav lidt kuldegysninger.
Jeg rejste mig helt op og kiggede lidt rundt.
Mit blik faldt Over på den hvide dør der næsten var i et med de hvide vægge.
Jeg gik langsomt hen til døren.
Der var ingen læger i nærheden kunne jeg se ud af det lille vindue i døren.
Jeg åbnede døren og kiggede ud for lige at tjekke for en sikkerheds skyld.
Ingen.
Kun nogle lidt nede af gangen der gik fra rum til rum.
Jeg kunne se at informationen, den var ikke så langt væk.
Jeg skulle bare derhen og spørge efter Martinus Gunnarsen.
Og så ville de nok svare, er du familie?
Og jeg ville sige, ja, jeg er hans søster.
Hvis jeg sagde at jeg var hans kæreste ville jeg nok ikke få lov til at se ham.
Jeg trådte ud på gangen og døren lukkede bag mig.
Jeg kiggede ned af mig selv.
Fuck.

Jeg har en hvid kjole på som dem der er patienter har.
Jeg åbnede døren igen.
Jeg spottede mit tøj på en stol.
Jeg skyndte mig ind igen og tog det på.
Så gik jeg ud af døren igen og med af gangen.
Der var et skilt på væggen hvor der stod -information/reception-
Jeg drejede til højre og der var den.
Jeg gik hen til damen der sad ned bag ved disken.
Hun kiggede på sin computer.
Jessica: "Ahem."
Jeg prøvede at få lidt opmærksomhed fra hende.
Hun kiggede op og vågnede igen fra sine egne tanker.
Damen: "Kan jeg hjælpe?"
Jessica: "Martinus Gunnarsen."
Hun kiggede ned i sin computer igen og skrev.
Damen: "Gang 3, rum 27"
Jeg kiggede lidt undrende, hun spurgte ikke engang hvem jeg var.
Jessica: "Tak...."
Jeg gik hen og tilbage af gangen.
Og hen på gang 3.
Jessica: "21, 23, 25..."
Mumlede jeg.
Jessica: "27."
Jeg åbnede døren forsigtigt.
Det lignede det rum jeg også var i.
Jeg åbnede den helt og kunne se at Marcus sad på en stol.
Han rettede sit blik op fra sin telefon.
Han skyndt sig hen til mig.
Jeg slap døren så den lukkede i.
Han gik hen og krammede mig.
Jessica: "Hvad skete der egentlig?"