Summer Love

36|| Søen

Jeg frøs, jeg kunne ikke røre mig.
Jeg kunne kun stå at kigge på den enste person som stadig betød noget for mig, ligge i sengen med en anden.
Mit liv var officielt ødelagt.
De havde ikke engang lagt mærke til mig.
Det er jo også klart når at jeg bare står og glor.
Jeg begyndte at græde.
Jeg smækkede døren i og løb ned af trappen.
Jeg havde bare ikke lige set hvor jeg løb, jeg røg direkte ind i Marcus.
Marcus: "Jess...."
Jessica: "LAD MIG VÆRE!!"
Jeg skubbede ham væk og løb ud af døren.
Jeg vidste ikke hvor at jeg var på vej hen men, det ville jeg måske finde ud af.
Jeg løb og løb, det samme gjorde mine tåre.
Jeg havde svært ved at trække vejret men jeg blev ved med at løbe.
Jeg havde bare lyst til at forsvinde.
Til sidst kunne jeg ikke holde mig selv oppe mere.
Jeg faldt, ned i det grønne gras.
Jeg klemte min hånd sammen i det grønne gras, der nu var blevet flat der hvor at jeg lå.

Jeg havde måske lægget der i godt 20 minutter og havde været helt ude af rækkevidde fra min krop.
Jeg løftede mit hovede og så en sø lidt tæt på.
Jeg kunne godt genkende den her sø, jeg plejede at kommer her som lille.
Jeg var løbet ret langt for at nå hertil.
Min telefon havde dog ikke været så heldig som mig, skærmen var smadret men, den virkede.
Jeg havde fået 10 opkald fra Martinus og 3 for Marcus.
Og selvfølgelig også lige 4 beskeder fra Martinus og 1 fra Marcus.
'Martinus'
|Kom tilbage!|
|Jeg kan forklare!|
|JESSICA|
|Hvor er du?!|
'Marcus'
|Martinus skal tale med dig om hvad du så, hvor er du?!|
Jeg slukkede min telefon igen og satte mig op og lagde den i min lomme.
Jeg gik over til søen og satte mig på en bænk.
Jeg stirrede bare ud over vandet.

Min telefon brummede igen.
'Martinus ringer....'
Jeg kiggede lidt på den.
Jeg tog mig sammen og trykkede stille på den grønne knap og satte den op til mit øre.
Martinus: "Jess! Hvor er du?!"
Jeg svarede ikke.
Martinus: "Jeg kan forklare det!"
Jessica: "Det er for sent..."
Hviskede jeg meget lavt.
Martinus: "Hvad?"
Jeg trak vejret dybt.
Jessica: "Bare lad mig være."
Martinus: "Lad mig forklare! Hvor er du?"
Jeg tog telefonen væk fra mit øre og lagde på.
Telefonen røg i lommen igen og mit blik ud mod vandet.
Der var ingen mennesker at se.
Jeg rejste mig op da jeg hørte en råbe.
Jeg kiggede til venstre og så Martinus råbe på mig.
Jeg kunne ikke se ham i øjenene mere.
Jeg vendte hurtigt mit blik mod søen.
Og så tilbage på ham.
Han stod måske  15 meter væk.
Martinus: "Jessica..."
Han havde tåre i øjenene.
Jeg tog min chance, jeg havde alligevel ikke noget tilbage at miste.
Jeg løb over mod søen.
Martinus: "Jessica!!!!"
Jeg faldt over en sten og ned i vandet hvor at jeg ramte mit hovede i en sten.
Jeg nåede ikke at se andet end at den sø var ret dyb.....