Summer Love

37|| Såret

Jeg var ikke inde i mig selv lige nu.
Jeg kunne bare forestille mig ryge ned af mod bunden af den overraskende dybe sø.
Bare længere ned i mørket.
Men.
Vent.
Jeg ryger op mod lyset.
Jeg kan mærke en holde om mig.
Jeg troede at det her var enden, men måske ikke alligevel.
Eller måske, mine lunger er fulde af vand oh det bliver der.
Eller måske ikke.
Jeg hostede noget vand op og åbnede mine øjne.
?: "Jessica! Er du skør?!"
Jeg åbnede mine øjne helt og så ind i nogle brune øjne.
Han havde helt vådt lyst hår og han var perfekt.
Undtagen at det var en af de personer der havde såret mig mest.
Martinus: "Jessica?! Kam du høre mig?"
Jeg vendte mit hovede på siden så jeg så hen af græsset.
Jessica: "Mhmm....."
Martinus: "Hvorfor gjorde du det?"
Jeg satte mig op ved siden af ham.
Jeg kiggede ham stadig ikke i øjenene.

Jessica: "Begrund af dig."
Sagde jeg koldt.
Jeg kiggede nu på ham, han havde et ret såret ansigt nu.
Han kiggede ned i jorden.
Martinus: "Jeg kan forklare det hele."
Jeg åbnede mine øjne helt åbent.
Og kiggede sarkastisk på ham.
Jessica: "Du behøver ikke at forklare at du gik i seng med en anden pige. Jeg behøver ikke detaljer."
Jeg rejste mig op.
Jeg blev hevet i hånd så jeg røg ned igen.
Martinus: "Giv mig en chance..."
Jessica: "Ét."
Han smilte lidt og så begyndte han.
Martinus: "Efter det med Marcus troede jeg bare at jeg havde brug for en pause, jeg ved ikke hvorfor..."
Han holdt en pause.
Martinus: "Kunne bare ikke lide at du løg om min bror..."
Han sukkede.
Martinus: "Jeg ved ikke hvad der gik af mig... der var bare en pige der sendte nogen billeder og så kom hun hjem til mig og ja...."
Han havde tåre i øjenene.

Jessica: "Jeg gav dig virkelig en chance Martinus..."
Sagde jeg såret.
Martinus kiggede op med en tåre på vej ned ad hans kind.
Jeg hadede at se ham sådan.
Men hvis jeg sluttede det her ville jeg aldrig se det mere.
Jessica: "Jeg kan ikke det her mere..."
Martinus: "Hvad....."
Jessica: "Jeg kan ikke være sammen med dig og din bror længere. I har ændret mig liv på mange måder, både dårlig og gode..."
Martinus: "Men..."
Jessica: "Undskyld..."
Jeg rejste mig og gik hjemad.
'Ik vend dig om.'
Sagde jeg til mig selv.
'Ik vend dig om.'
'Du går tilbage til ham hvis at du vender dig om.'
Jeg begyndte at græde.
'Bare gå hjem.'
Jeg tog hånden op foran munden og gik hurtigere.
Og der kom det, det jeg helst ville have undgået.
Martinus: "Jessica!!! Vent!"
Martinus: "Please!"
Han lød rigtig såret og ked af det.
Jeg stoppede.
'Du vender dig om og det er tilbage til det hele igen.'
Jeg lukkede øjenene.
'Du går og du kan starte på en frisk.'
'Men du mister, ham.'

Jeg åbnede mine øjne igen.
Jeg tørede min tåre væk.
Og jeg gik videre.
Videre til det nyt liv, uden tvillinger.
Uden Marcus.
Uden..... Martinus.....