It's where my demons hide

TEN

Jeg vågnede op ved at solen irriteret mig. Jeg sukkede og åbnede mine øjne.

Jeg kunne hører dæmonerne snakke udenfor i byen.

Jeg kiggede til siden for at se Seth lægge ved siden af mig. Hans hår er over det hele.

Jeg kunne hører hans stille vejrtrækning der fortalte mig han var i en dyb søvn.

Jeg kan meget bedre lide Seth når han sover.

Jeg satte mig op og strakte mig. Jeg rodet i mit hår og gabte.

"SETH! Hvor fanden er du?" Lød Rex's stemme.

Stakkels Rex, han skal altid holde øje med Seth.

"Du har besøg Seth, så lad Ask sove han er syg fo-" Rex kom ind af døren med to andre dæmoner.

"SETH! Ask er syg og så gør du det der?!" Seth vågnede op og så forvirret ud "Hvad snakker du om?" Brummede Seth og satte sig op.

"Oh leder Andrew og leder Lantson. Velkommen til mit ydmyge hjem" Seth drejede sit hoved mod mig og smilede til mig. "Godmorgen Ask~" Han lænede sig tættere på mig men jeg rejste mig op så han faldt forover.

Rex sukkede "Jeg føler mig pinligt berørt på dine vegne Seth" Mumlede han.

"Wow hvidt hår, det er første gang jeg har set en dæmon med hvidt hår" Sagde Andrew og kom tættere på mig.

Jeg rynkede mine bryn og så skeptisk på ham.

"Andrew opfør dig pænt, Ask er min"

Jeg rullede med mine øjne, fordi jeg er ligesom min egen.

"Det er totalt lige meget, lægen sagde Ask skulle blive i sin seng. Så hop tilbage i sengen, Ask. Seth du skal ud af Ask's seng" "Teknisk set er det min seng" "Ud." Snerrede Rex.

Seth rejste sig hurtigt op "Kom læg dig ned Ask" Han smilede til mig.

"Jeg har det fint, jeg skal træne" Jeg skulle til at gå forbi men Rex tog fat i min arm. "Du kan tro nej"

Tror han at han kan bestemme over mig?

"Du skal i det mindste havde en trøje på. Du har lige været syg" "Oh. Klart"

"Hvad betyder det der mærke?" Lantson pegede på et mærke jeg har ved brystkassen.

Det er min mesters mærke..

"Det er fortid" Mumlede jeg og tog en trøje på.

~~~~~~

Jeg har trænet med alle dem der var villige til at træne med mig. Indtil videre har jeg tæsket dem alle.

"Ask! Du skulle hvile dig!" Jeg kiggede til siden for at se byens læge.

Oh, han ser ikke glad ud.

Jeg åbnede munden for at lukke den igen. "Gå ind med dig" Snerrede han, Jeg nikkede og skyndte mig ind i Seths hus.

Jeg kunne fornemme lægen fulgte efter mig.

"Leder, hvorfor har du givet ham lov til at gå ud af sengen?" "Han sagde han havde det fint" "Jeg er læge, jeg gav ham en diagnose"

"Seth får så meget skæld ud i dag" Sang Lantson.

Jeg satte mig ned ved bordet ved siden af Seth.

"Men Ask-" "Ask har været en krigere for en dæmon konge nede i helvedet!" Lægen bankede en næve hårdt ned i bordet.

Alle fik et chok "Wow, vi burde tag det roligt du sagde Ask var en patient så-" "Hold kæft leder Andrew" Snerrede lægen.

"Ingen af jer ved hvad der sker dernede som kriger. Ingen af jer ved hvad de gør, vi er dæmoner men alle kan knækkes og det er det de gør. De knækker dem, de knækker dem til de ikke har deres egen tanker. Deres følelser tilhører dem ikke mere. De skal bare følge ordre og myrde dem de får besked på. Og aller vigtigst skal de helst ikke tale"

Han har fat i det hele, han tager ikke den mindste smule fejl.

Alle de andre er stille.

"Og må guderne forbyde man bliver sin mesters yndlings, det er altid værste for dem"

Jeg mærkede et gøs i mig.

"Hvis folk ikke er blevet totalt hjernevasket til at være deres maskiner. Så prøver de slår sig selv ihjel. De er til fare for dem selv"

"De er ikke vant til at tænke på sig selv Seth. Derfor skal du ikke tro på når han siger han har det fint fordi han kan holde mere smerte ud end dig. Men hans krop er ikke bedre end din"

Jeg skulle til at protester men han afbrød mig.

"Du har bare at hvile dig, er det forstået?" Jeg nikkede stille. "Godt. Jeg ville gå nu. Fortsæt en god dag"

Han vendte sig om og Rex fulgte ham ud.

"Så du har været kriger?" Jeg nikkede til Andrews spørgsmål. "Var du god?" "Andrew!" Hvæsede Lantson.

Jeg tog et æble for at tag en bid af den da jeg var sulten.

"Hvad? Jeg er nysgerrig" "Det er uhøfligt, hørte du ikke lige lægen" "Undskyld for at prøve holde en samtale i gang" Lantson og Andrew diskuteret videre.

"Tag dig ikke af dem" Mumlede Seth.

"Jeg var den bedste, min mester var den bedste man kunne få. Han havde været den bedste kriger i lang tid. Desværre for ham slog eleven læreren ned af pinden" Svarede jeg ærligt. "Og før du stiller spørgsmålet, så ja. Jeg var min lærer mesters yndling. Hvis I ville havde mig undskyldt ville jeg gå op og hvile mig" Jeg rejste mig op.

"Husk jeg elsker dig!" Råbte Seth efter mig.

Du lader mig ikke glemme det.

Jeg gik ind på gæsteværelset. Og nød stilheden.

Jeg er træt, jeg gik hen til min seng og faldt hurtigt i søvn.

//Så det her kapitel skulle være kommet i går eller sidste år om man vil xD Men der var så meget at se til så I får det nu//