It's where my demons hide

Twenty-Two

"Nej. Ved du hvad Ask? Nej." Galen rejste sig op og jeg så undrende på ham.

"Jeg ville ikke sidde her og vente på nogen kommer og redder mig. Hvis der overhovedet er nogen der prøver at redde os. Vi var yndlings eleverne af en grund, ikke bare fordi vi ikke ville lad ham hjernevaske os. Men fordi vi var stærke, og vi kunne kæmpe" Han havde fået frem og tilbage imens han holdte hans lille tale men stoppede op.

"Lad os komme ud herfra Ask og dræbe mester en gang for alle. Sammen. Ingen hurtig udvej og kun et mål" Han gik hen til mig og sætte sig på hug. Fordi jeg stadig ligger i sengen, der ikke rigtig andet at lave. "Er du med mig?" Spurgte han.

Jeg kiggede på ham, han har ikke sat sit hår op som han ellers plejer. Han ser dog ikke ligeså træt ud som han plejer. Han er klar, han kender hans styrke, han har stadig noget håb. Og hvem er jeg til at dræbe det spinkle håb?

"Jeg er med" Svarede jeg.

Døren gik op brat og der stod Kenzo med en spand vand. Han smilede skævt "Det er tid til et bad, drenge" Før jeg kunne reagere blev jeg mast op af muren. Han havde lavet vandlænker og selvom det lyder nemt at komme fri af så det alt andet end det.

"I små forrædere, I får mad, I får drikke og I har tag over hovedet. Men I respektere stadigvæk ikke mester. I tænker på at slå ham ihjel. Fint, gør det" Jeg blev meget overrasket over det sidste.

Han ville ingen gang kæmpe imod? Nah, jeg stoler ikke på ham.

"Men husk på jeg kan få ham til at genopstå 100 gange hvis det var det jeg ønskede"

Vidste han ikke mente det.

"Du er syg knægt, kan du ikke se hvad han gære mod dig? Mod de andre? Han hjernevasker dig! Han har hjernevasket dig kiddo! Det er ham der taler, det er ikke dig. Kan du ikke se at du ikke er andet end en dukke? Kan du ikke se at han gøre det her til en leg, til et spil!" Hvæsede Galen.

"Hjernevasket mig? Nej. Han har gjort os stærkere, du ville aldrig blive stærk uden at blive straffet når du har gjort noget forkert. Uden det ville du tro du er ustoppelig men det er du i virkeligheden ikke. Det kaldes hård kærlighed og det er den eneste kærlighed vi dæmoner forstår. Hvorfor kan I ikke se det?" Kenzo havde et sindssyg glimt i sine øjne. Han mener det fuldt ud det ved jeg.

Han tror virkelig på det her, og intet kan skifte sin mening. Jeg havde mine håb for ham da han var barn. Men de håb forsvandt så hurtigt, selv dengang så han med beundring på mester.

"Hvad er det han har gjort ved dig?" Spurgte jeg hæst imens jeg prøvede at fjerne vandlænkerne der prøver at kvæle mig.  "Hvad han har gjort?" Kenzo grinede og hans øjne blev mørkere og han smilede skævt. "Han reddet mig, og nu redder jeg ham" Galen begyndte at hoste og jeg kunne også fornemme det blev sværere at trække vejret. 

"KENZO!" Kenzo frosset fast på stedet, "Slip dem" "Men mester de ville-" "JEG SAGDE SÆT DEM!" Lænkerne forsvandt og jeg landet på gulvet med et bump. Jeg kunne hører Galens hæse vejrtrækning og mit eget hurtige åndedræt. "Hvad tror du at du har gang i?" "Jeg ved godt det var forkert mester, men de planlagde et kup mod dig! De ville dræbe dig og je-" "Du røre dem ikke igen er det forstået?" "Men mester-" "KENZO!" Det var som om hele rummet rystede under hans vrede. "Du er kommet højere i rank, knægt men du er stadig under dem og under mig. DU skal udvise dem ligeså meget respekt som du udviser mig. Det sagde jeg til dig fra dag et af, hvor mange gange skal jeg minde dig om det?" Snerrede han. 

Der blev stilhed udover mig og Galen som stadig hev en smule efter vejret. 

"Selvfølgelig mester, du har altid ret. Det steg mig til hovedet" Han vendte sig om mod os og bukkede dybt. "Jeg beklager, helt ned til mit hjerte og samvittighed hvad jeg gjorde mod jer. Jeg fortjener ikke jeres tilgivelse, så jeg ville efterlade jer nu" Han vendte sig om gik ud af døren. Med stifte men raske skridt. 

Mester sukkede dybt "Den lille mide, hvem tror han at han er?" Han tsk'et og rystede på hovedet. "Den lille mide var ham der fik dig til at genopstå" Sagde Galen og rejste sig op "Og du ved han ville gøre det igen 1000 vis af gange, hvem ved hvorfor. For du, du fortjener ikke en chance til" Mester grinede højt "Jeg elsker stadig din attitude Galen" Han kom lige pludselig helt tæt på Galen og trak ham i hans lange hår. "Og dit hår har aldrig set bedre ud" Galen fnyste. 

Jeg rystede på hovedet og sukkede, hvor jeg dog hader ham. "Jeg kan godt føle dit blik Ask, bare rolig jeg skal nok give dig opmærksomhed" 

Jeg ville ønske han var blevet i sin god damn grav.

//Hvordan har I det folkens? Hvad synes I om bogen nu hvor den er på vej til dens slutning?//