Splittet

The Song

Kapitel 13.
<One thing I love: The number 13!>

Jeg tager mig til mine læber, følelsen, som om han har brændt sig fast på mig. Hans læber mod mine.

Hvorfor!
Hvorfor hvad?

Ikke dig igen!
Hvor mange gange skal jeg sige det; JEG ER DIG!

Whatever...!

Jeg må snakke med ham. Jeg kan ikke skjule det mere, jeg kan ikke lyve for ham, holde ham for nar.

Sådan er jeg ikke! - Sådan vil jeg ikke blive! Jeg MÅ snakke med ham og det skal være nu!

Jeg rejser mig målrettet op fra sengen og stormer ud af værelsesdøren og ind mod stuen, hvor jeg kan høre drengenes stemmer kommer fra. Jeg vader bare ind, uden nogen form for situations fornærmelse og med det mener jeg; alle drengene sidder i bar overkrop og fører en 'mande'-samtale omkring... Ja det snakker vi ikke om.

Og så er der mig selv, klundet, uglet, grim, træt og iført en af Harrys mange sorte t-shirts.

Jeg smile akavet til dem
Hvor blev selvtilliden af!?

Jeg ryster usikkerheden af mig og ser rundt på dem, Louis giver mig et smil og nikker til mig. Hvad skal jeg overhovedet sige?

"Ehm... Harry?" jeg får hans opmærksomhed, jeg har alles opmærksomhed. "Må jeg godt snakke med dig?" "Skal det være nu!?" han snærer af mig og jeg føler mig lille, jeg fortjener det. "Harry! Snak med hende!" siger Louis strengt og giver ham 'blikket'

Han rejser sig ufrivilligt op og går modvilligt med mig ind på hans værelse igen.

"Hvad vil du?" "Haz... Plz... Lyt til mig, på en ordenlig måde tak." jeg stiller mig overfor ham og ser op på ham "Jeg er så ked af det, der skete lige før, tidligere. J-jeg ved ik-ke engang hvordan j-jeg skal sige d-det" jeg kan mærke mit syn blive sløret og der går det op for mig at jeg græder "Hvorfor græder du?" spørger han koldt "Hvorfor! Du spørger mig? Jeg ved det ikke engang! Jeg kan ikke engang fortælle dig at jeg elsker dig. At jeg har følelser for dig, at du betyder virkelig meget for mig og jeg ved ikke engang hvorfor! Vi har ikke engang kendt hinanden i særlig lan-" han lukker munden på mig med hans dejlige, bløde læber.

Og gnisten skyder op i mig.

Jeg føler ham, mærker ham, nyder ham, giver mig. Han tager lige så stille fat omkring mine hofter og trækker mig længere ind til ham så vi står helt tætte. Jeg smiler af hans måde at føre mig tæt på ham på, og rykker mine arme op omkring hans bare hals.

Han er bar.

I ført boksers.

Ham.

Mig.

Sammen.

Hvad går der af mig?

"HEY DRENGE ER I HER!?" jeg ignorerer stemmen der råber op i huset og Harry puffer let til mig, mod døren? Han låser den og smiler endnu engang under vores nu udviklet kys.

<><><>

"Så vil du snakke med ham?" jeg ligger mod Harrys krop under dynen, mens han forsigtigt nusser min arm og stiller sine spørgsmål.

Jeg ser op på ham for at svare "Jeg ved det ikke, nej jeg tror ikke jeg vil, han fortjener ikke min opmærksomhed det er der kun en der gør" jeg smiler hentydende til ham "Jeg kunne godt bruge en omgang mere" siger han slesk og læner sig ind over mig for at lade mig mærke hans læber kort.