Splittet

Jeg ved ikke helt.

Kapitel 3.

Jeg så på mit ur for tiende gang inden for en time. Jeg har ikke kunnet sove lige siden jeg lagde mig i min seng klar! til at sove, men i stedet er mine tanker på ham, hans søde smil da han smilte til mig, hans dejlige smukke blå øjne der så på mig som om jeg bare var perfekt og måden hans tøj sad tæt, men løst på ham som var han skabt til bære lige præcis det sæt tøj!

Klokke er kun 03:00 og jeg kan bare ikke sove lige meget hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke!

...

Mit ur vækkede mig præcis på det tidspunkt det var sat til kl.09:00 jeg sprang ud af sengen træt. Faktisk meget træt. Jeg fik spist morgenmad, tog mig et dejligt koldt bad eftersom at varmen dræber en og fik føntørret mit hår, jeg sprang i en sød kort sommerkjole med blomster print og smilte til mit eget spejlbilled, mit hår var løst og hang ned langs min ryg og jeg så faktisk rigtig sød ud.

Jeg fik lagt en let makeup og tog mine balarinaer på som stod utroligt godt til min kjole og fik tjekket mig en ekstra gang i spejlet før min dørklokke ringede, hvem er det nu? Klokken er jo kun halv elleve jeg sprang ud for at åbne og selvfølgelig var det Sarah der stod der med et stort smil på læberne "Hey" jeg smilte og trak hende ind og lukkede døren, hun gav mig kram og undskyldte endnu engang for det i går og tog så et skridt tilbage og studerede mit tøj, hår og makeup engang "Du ligner jo en der er forelsket? Hva, er du det?" jeg grinte over hendes dumme spørgsmål og smilte så fjovet til hende "Nej jeg er, hvordan skulle jeg dog kunne være det?" "Den kjole der har du kun haft på én gang i hele dit liv og det var da du var ude med Brandon på jeres livs date, husker du det?" jeg nikkede kort og smilte så igen "Men Brandon er fortid og denne her dreng er måske fremtid" jeg kunne ikke fatte mine egne ord der kom ud af min mund og tog så min hånd op til munden inden hun begyndte at grine "Nårh jeg kom egentlig for ønske dig held og lykke igen og aflevere det her" hun rekte mig et armbånd af sølv og guld hvor der stod 'Dig & Mig for altid' hun smilte og viste sit eget håndled frem hvor et magen til sad og smilte og krammede hende "Tak"

Hun fulgte mig ned mod Starbucks og forlod mig så klokken var præcis elleve og jeg så på min mobil da et par hænder blev lagt om mine øjne, jeg smilte og roterede rundt og så ind i hans blå øjne der fangede mine hurtigt "Hey" hans stemme var som musik i mine øre og jeg smilte lidt mere "Hey" fik jeg fremstammet, hans smil voksede sig stort og ramte mig hårdt "Du ser..." han stoppede og gav mig elevator blikket en gang til "- super dejlig ud" jeg så lidt væk og så tilbage på ham "Tak og i lige måde jeg kan godt lide din stil" hvad, hvorfor sagde jeg nu det? Ødelæg det nu ikke Tammi han er for sød.

"Skal vi gå?" hans stemme trak mig ud af mine indre tanker "Ja selvfølgelig, hvor hen?" fik jeg sagt og han begyndte at gå, jeg fulgte efter ham og han sagde "Ud på fodboldbanen" fodboldbane? "Og hvorfor skal vi derud?" min stemme lød lidt kritisk, men han smilte bare lidt mere over det og så så på mig "Vi skal spille lidt, det bliver sjovt" "Okay hvis du siger det"

Vi nærmede os fodboldbanen og han så på mig "Du har sparket til en bold før ikke?" okay hvad!? Jeg er jo ikke dum "Tror du jeg dum?" jeg gengældte det smil der havde formet sig på hans læber og gik så videre frem mod banen, da han kom op på siden af mig igen så han bare på mig og tog så en bold med ind på banen, jeg fulgte efter ham og tog så bolden fra ham og satte i løb "Hey" sagde han da han så mig stå med bolden cirka tyve meter fra ham "Giv mig bolden" "Næh" svarede jeg og smilte til ham, han løb mod mig og jeg kastede den så langt som jeg overhovedet kunne, han tog fat i mig svang mig over hans ene skulder så jeg hang med hovedet nedad og tabte bolden "Niall sæt mig ned!" fik jeg fremstammet med lidt råb i min stemme jeg slog mod hans ryg og han slog mig i røven "Av!" han begyndte at grine "Så lad vær med at slå på mig" hans stemme lød sjovt, hans stemme virker ikke 100% engelsk "Hey Niall hvor kommer du egentlig fra, altså dit hjemland?" han løsnede grebet om mig og svarede "Ehm Irland" Irsk! Nurgh! "Så må det jo være derfor at din stemme er så sød og sjov på samme tid" jeg smilte for mig selv over det jeg havde sagt, jeg kunne mærke at han smilte, den dreng smiler jo hele tiden. Jeg tog chancen og prøvede på at komme ned fra hans skulder, han strammede hurtigt grebet om mig igen "Okay så du tror bare du kan hoppe ned?" han slog på min røv igen

"Hey stop det der, det er min røv" sagde jeg, han slog på den igen og jeg tog fat i hans bukser og gled mine hænder ned til hans boksers "Tammi stop det der!" hans stemme var sød, urolig, men alligevel utrolig sjov "Nja..! Du kan bare sætte mig ned" "Nårh så du bruger afpresnings metoden, klogt" jeg grinte og kørte mine hænder under hans boksers "Okay okay!' han satte mig ned og jeg smilte tilfreds "Du var heldig" sagde han.

Jeg så på ham i lidt tid og tog så bolden igen og løb "Det er meningen at man sparker til den ikke løbe med den i hænderne!" råbte han efter mig, mens han løb mod mig "Niall!" blev der råbt og vi så begge mod to drenge, hans venner sikkert. Han så på mig og sagde "Kommer du?" jeg smilte "Givet du et lift derhen?" han gengældte mit smil hurtigt og vendte sig om og stod klar til at jeg skulle springe op på hans ryg "1...2...3 hop" sagde han og jeg hoppede, hans arme fik hurtigt fat om mine ben og jeg tog om hans hals han begyndte at sparke til bolden og gå mod hans to venner.

Niall stoppede foran dem, de havde begge brunt hår den ene længere end den anden og deres tøj var rimelig smart selvom de ikke havde den præcise samme stil overhovedet. De smilte til os og jeg hoppede af ham og gav dem begge hånden "Tammi det her er to ud af mine fire band venner Liam og Louis" jeg smilte "Band?" jeg så på Niall og derefter de to andre "Ja vi er et verdenskendt boyband, men ligemeget med det" lød det fra Niall, ja ligemeget med det tænkte jeg og smilte i stedet for bare "Skal vi spille?" spurgte Louis stemme og vi andre nikkede.