"Bare rolig sweetheart, jeg gør dig ikke noget" sagde Harry lumsk. Jeg trådte nogle skridt bagud. "H-h-harry gå-å med dig!" sagde jeg bange. Han tog sin hånd og lagde den på min kind. "Rolig skat" sagde han. "Hvor er mine forældre?!" sagde jeg højt. "De er et sikkert sted, som du ikke behøver vide" "H-harry?" sagde jeg stammende. "Ja min pige?" "Jeg vil hjem nu!" "Det kommer ikke til at ske" hviskede han, og tog sin hånd rundt om min nakke. "Ha-ha-harry.." Han tog en klud frem, og satte den foran min næse og mund. "Sov godt sweetheart"
Det er, det sidste jeg husker fra den aften. Den aften mine forældre døde.
Jeg blev afbrudt af mine tanker, da døren går op og en pedel kommer ind. "Er du okay?" spørger han mig om og kigger undrende på mig. Jeg nikker og går lige forbi ham.
Jeg havde sprunget de to næste timer over, og det var nu frokost tid. Jeg fik øje på Liam der sad sammen med en lyshåret dreng. Jeg gik over til dem, og på vej derover fik jeg en masse underlige blikke.
"Hej Ems" sagde Liam. "Hej" sagde jeg trist. "Det her er Niall, min nye ven" sagde han glad. "Dejligt at hilse på dig" sagde ham Niall fyren og rakte hånden ud. Jeg tog i mod den og hilste. "I lige mådet"
Vi fik spist og på vej ud af kantinen, falder jeg over et ben. "Av!" siger jeg, og kigger for at se hvem det var. Harry. Det burde jeg havde vist. "Ej, undskyld sweetheart" siger han med en baby stemme og kigger på mig med hundeøjne. Jeg ruller øjne af ham og rejser mig op. Liam tager fat i min arm og siger: "Var det ikke ham Harry fyren din ex?" "Jo" svarer jeg hårdt og går videre ud til mit skab.
Jeg gad ikke være her mere. Jeg ville bare hjem. Nu. Men jeg kunne ikke. Jeg havde heldigvis kun 1 time tilbage, inden jeg har fri.
Jeg gik ind til timen, og så Harry side over i et hjørne med nogle af hans venner. De var omringet af nogle piger, men jeg kunne stadig se Harry. Han kiggede lumsk på mig med et dumt smil. Bare han ville lade mig være.
Klokken ringede, og jeg skyndte at tage mine ting og gå ud af døren. Denne gang ville jeg ikke møde Harry. Jeg skyndte, at lægge mine bøger ind i mit skab og gå ud på p-pladsen. Der havde jeg aftalt at mødes med Liam. Jeg stod og ventede i 5 minutter, da jeg endelig så nogle kom gående. Jeg troede, det var Liam. Men det var det ikke. Det var Harry og hans to venner. Jeg vendte ryggen til dem, og lod som om jeg ikke var her. Men det virkede ikke så godt.
"Hey smukke! Vi har altså set dig" sagde en stemme, jeg vidste ikke, hvem det var. Den ene af Harrys venner tog fat i min arm, og vendte mig om. "Du behøver ikke gemme dig sweetheart" sagde Harry. Hvorfor blev han ved med at kalde mig sweetheart?! "De-det gør jeg heller ikke" sagde jeg lavt. "Snak nu noget højre Emily! Vi kan ikke høre hvad du siger!" råbte Harry mig lige ind i hovedet. "Ja" sagde ja. Han var til at kaste op over.
"Hils på mine venner, Louis og Zayn" sagde han, og pegede først over mod, ham der stod og holdte min arm, og bagefter over mod ham den sort håret. Jeg kunne høre nogle skridt bag dem, og håbede på det var Liam. "Hvad sker der her?" spurgte Liams stemme. "Ikke noget, vi skulle bare se hvordan din søster havde det" sagde Harry over kiggede på mig med et drillende smil. "Kom drenge" sagde han til de andre, og de gik.
Liam så ikke for glad ud.
YOU ARE READING
Does she know? ~ H.S
FanfictionEmily Madison Payne er en pige på 17 år, der er flyttet fra London til Holmes Chapel med hendes bror, Liam. De starter på den samme skole, men det var ikke den bedste start for Emily. Hun bliver mobbet hver dag af ham. Ham der bliver ved med at spa...