Does she know? ~ H.S

Take me instead of him

- Harrys synsvinkel -

Jeg er både glad og vred over, de er her. De er jo mine bedste venner, man kidnapper ikke sine bedste venner.

"Nå endelig er du vågnet" siger Zayn lidt fraværende. Hvor lang tid har jeg endelig været væk? Det er nok dumt at spørger.

"Hvor er jeg?" spørger jeg istedet.

"Hvorfor skulle vi sige det?" siger Zayn koldt.

"I er mine bedste venner!" halvråber jeg. "Eller var.." siger jeg koldt. Det gør ondt, men hvorfor vise det? Jeg har været kold overfor Emily i alle de år.

"Harry..." Mumler Louis. Det er som om, han ikke har fattet, det jeg lige sagde.

"Hvis i var mine bedste venner, havde jeg ikke siddet her nu" Louis ser såret ud, men Zayn er bare kold. Han har måske aldrig været min ven? Sikkert ikke! Han er bare en kæmpe idiot.

"Vi kan jo ikke forhelvede!" flyver det ud af Zayns mund. "Kan i ikke, eller vil i ikke?!" Jeg kigger koldt på dem begge.

"Kan ikke" Mumler Louis.

"Harry du er ikke den eneste, der er blevet mishandlet" siger Louis med en rystende stemme.

Han trækker op i hans ærme, så jeg kan se alle hans blå mærker. Jeg skarer en grimasse, det ser ikke for kønt ud.

"Du skal få Emily her hen, ellers vil det ikke blive godt for dig" siger Zayn, han er stadig total kold.

"Men hvordan?"

"Det ved jeg ikke"

Øjeblikket efter han har sagt det, banker det på døren.

Døren åbnes og ind kommer...

- Emilys synsvinkel -

Efter tre timers kørelse er vi endelig fremme!

Jeg er pænt smadret.

Niall har spurgt, hvorfor jeg skal derhen, men jeg har bare sagt, jeg har glemt nogle vigtige ting. Altså det er jo rigtigt. Harry er en vigtig ting for mig. Meget vigtig.

Niall parkere lidt hen ad vejen, så man skal gå omkring 25 meter, også er man der.

"Er du sikker på, jeg ikke skal gå med?" spørger Niall med hundeøjne.

"Niall du bliver her, jeg er snart tilbage. Okay?"

"Okay" Han smiler skævt, og jeg smiler lidt tilbage.

Jeg går op mod huset. Døren står åbent, så jeg går bare ind. Jason må være gået eller noget?

Jeg kan ikke høre nogle. Jeg kan se nogle trapper, der fører op til nogle døre.

Jeg går stille op af trappen. Der er ingen lyde eller stemmer overhovedet.

Jeg går hen til den første dør og banker på. Jeg åbner døren, men der er ikke nogle.

Jeg går videre til den næste dør og banker på igen. Igen åbner jeg døren og ser ingenting.

Jeg vælger den sidste dør for enden af gangen, banker på og åbner.

Derinde kan jeg se ham, jeg engang var forelsket i, og ham jeg er faldet for. Jason og Harry.

Jason står med et reb i hånden, og Harry ligger skræmt på sengen. De kigger begge mærkeligt på mig.

"Jason hvad har du gang i?!" råber jeg frustreret. "Hej babe, længe siden" Ard! "Skrid med dig Jason, og lad Harry være!"

"Hvad er der galt babe? Er der nogle, er der nogle, der er blevet forelsket igen?" Jeg ved ikke hvorfor, men det spørgsmål ramte plet. Lige midt i hjertet. Der hvor der gør mest ondt. Jeg bryder sammen. Jeg kan ikke klare mere.

"Og nu græder prinsessen også, sødt" siger han kækt. Jeg kunne kvæle ham lige nu. Jeg rejser mig op fra gulvet, jeg var faldet ned på.

"Det er mig, du vil have, så slip Harry fri, og du får mig" Jeg kigger over på Harry. Tårene triller ned af hans kinder, og han ryster på hel hovedet. "Nej Emily!" råber han.

"Undskyld Harry..." Jason tager fat i min arm og placere mig på sengen. Han tager derefter Harry og går ud. "Jeg elsker dig Harry" Når jeg, at råbe inden han er forsvundet.

____________________________________________________________________________________

Hej mennesker!

Undskyld igen igen for ikke at have opdateret!

Det er bare svært, når jeg også har skolen at skulle passe.

Men skal nok prøve!

Tusinde, millioner gange tak for de 1,25k læsere! Det er utroligt!

Elsker jer alle!!!!!

- Emma<3