Does she know? ~ H.S

Not him again

-Emilys synsvinkel-

Jeg vågner af, at jeg kan høre Liam råber, at der er mad. Jeg rejser mig op og går over til mit skab. Jeg vælger at tage et par sorte jeans og en sød hvid top på. Jeg går ind på badeværelset og gør mig klar. Jeg sætter mit hår op i en løs hestehale, og lægger en let make up.

Da jeg kommer ind i køkkenet, har Liam stillet havregryn på bordet, og han er selv begyndt at spise. Jeg sætter mig på stolen og begynder at spise. "Har du sovet godt?" spørger Liam om. "Ja, hvad med dig?" "Jeg har sovet godt" Jeg nikker og spiser videre.

Da vi er færdige, går jeg ind på værelset og pakker min taske. Jeg pakker det, jeg nu tænker, jeg skal have med. "Er du klar Ems?!" råber Liam ude fra gangen. "Jeps" Jeg går ud til Liam, der allerede står klar. "Skal vi kører?" spørger jeg da han bare står og kigger på mig. Han går ud af døren uden at svare. Jeg går efter ham og sætter mig ind i bilen.

Der er endelig ikke særlig langt derhen, men vi magter ikke gå.

Da vi stiger ud af bilen, kan jeg se, at alle stirrer på os, det er ret creppy. Liam lader bare som ingenting, og begynder gå ind på skolen. Jeg går med ham ind og kan hører, der er nogle der griner af mig. Jeg lader det ligge og går med Liam ind på rektors kontor.

Vi har fået vores bøger, skemaer og skabs numre og går hver for sig, da Liam skal have idræt, og jeg skal have engelsk.

Jeg går hen til mit skab og lægger nogle af mine bøger ind. Der er, en der smækker mit skab lige i hovedet på mig, jamen tak! Jeg kigger op i nogle smukke grønne øjne, jeg synes, jeg kan genkende dem. "Savnet mig babe?" siger han. Jeg træder et skridt tilbage, og ser hvem det er. Åh nej ikke ham. Jeg troede, jeg var sluppet væk fra ham. Jeg vender mig om og løber, men inden jeg når særlig langt, har han allerede taget fat i mit håndled. "Vil du svare babe?" siger han. Jeg ryster på hovedet, det måtte ikke være sandt. "Svar mig!" lød hans stemme hårdt. "N-n-nej" stammede jeg. Hvorfor stammede jeg? "Det tror jeg du har" sagde han med et lusket smil på læben. Klokken ringede. Der var jeg heldig. Han gav slip på mig og sagde: "Vi ses senere sweetheart"

Jeg skyndte at tage mine bøger og ind til time.

Jeg åbnede døren og gik ind i klassen, alle kiggede på mig. Mon han havde fortalt dét. Jeg satte mig på en stol bagest i klassen.

Læren havde begyndt at snakke, og præsenterede mig for resten af klasse. Døren gik hårdt op og ind kom han. Harry Edwards Styles. Jeg kunne ikke klare ham.

"Mr. Styles du kommer forsent" sagde vores lærer Mrs. Stone.

"Og?" sagde han bare helt koldt. Han kiggede rundt i klassen og så en plads ved siden af mig. Han måtte bare ikke sætte sig ved mig. Men det var forsent nu, han havde allerede sat sig, og Mrs. Stone havde begyndt at undervise igen.

Heldigvis gik de to timer hurtigt, og jeg skyndte mig ud. Jeg kiggede bagud, og så han ikke var langt fra mig. Jeg begyndte at gå hurtigere. Der var en der holdt mig for munden, og tog mig med ind i et skab. "Savnet mig sweatheart?" lød en hæs stemme. Harry. "Mmm..mm" sagde jeg. Jeg kunne jo ikke sige noget, hans hånd var foran min mund. Han tog den væk. "N-nej.." sagde jeg stammende. Hvorfor blev jeg ved med at stamme?! "Sikker?" sagde han, og gik et skridt tættere på mig, så jeg stod helt op ad væggen. "Ja" hviskede jeg stille. Han tog sin hånd op og gav mig en lussing. "SVAR MIG!" "Ja" svarede jeg. "Det var bedre" jeg kunne se et lusket og dumt smil på hans læber. "Jeg lader dig slippe denne gang, men næste gang bliver det værre" hviskede han i mit øre. Han gik ud og smækkede døren.

Jeg gled ned ad væggen og begyndte at græde. Hvorfor skulle han også være her? Efter dét skete har jeg aldrig kunne lide ham.