Kapitel 1

3.1K 46 6
                                    

Flytningen

Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.

Flytningen

Jeg smyger mig igennem de stakke af papkasser som fylder hele gangen - og resten af huset.

sparker irriteret til en af papkasserne.

"søde skat. pas nu på det kunne være momors kaffestel der var i" råber min mor fra køkkenet.

Jeg vælger at ignorere det og tramper så op af trappen.

Jeg åbner døren til mit nye værelse.

Det er tomt, bortset fra min seng og et par papkasser som står i hjørnet.

Jeg smider mig i sengen og graver mit hovede så langt ned i madrassen som muligt.

"JEG VIL HAVE MIT GAMLE LIV TILBAGE!" råber jeg ned i madrassen.

Jeg hører min mor sige noget til min far.

Jeg kan se deres bekymrede blikke for mig.

De er bekymrede for mig.

Det har de også god grund til at være.

Det er deres skyld, vi er havnet her.

Jeg er rasende.

men inderst inde ved jeg godt, at det ikke nytter noget.

Jeg må jo bare acceptere det.

Jeg sætter mig op i sengen og kigger ud af det store vindue for enden af mit værelse.

Beslutter mig for bare at gøre mig lidt klar.

Jeg går ud på toilettet og vasker mit ansigt.

Kigger mig selv i spejlet.

Jeg er en helt anden pige end jeg var for bare 2 uger siden.

Mit ellers fine blonde hår sidder helt uglet og jeg har store render under øjnene efter alle de nætter jeg har grædt.

"Nu må du altså tage dig sammen" siger jeg til mig selv.

jeg gentager det flere gange.

"Du kan godt klare det her"

Jeg sætter mit hår op i en knold og går ind på mit værelse igen.

Jeg beslutter mig for at pakke ud.

Da jeg har fået alle tingene ud af papkasserne, henter jeg min far.

Han hjælper mig med at sætte mit nye skrivebord op, mit makeup bord og mit klæde skab op.

Det begynder faktisk at ligne et værelse.

Jeg orgniserer mit makeup og mine skrivebords ting.

Min mor hjælper mig med at finde blomster ude i haven som jeg stiller på mit natbord.

For første gang i 2 uger griner jeg faktisk, ikke bare sådan en lille grin, jeg skrald griner med min mor til vi får helt ondt i maven.

Jeg føler skyldfølelser for hvor hård jeg har været mod mine forældre.

Forfatters note:
Jeg håber i kunne lide starten på min bog Ellen og vil følge med.

Knus Lou<33

EllenWhere stories live. Discover now