Ellen

Kapitel 32

The party

Jeg sender Elliot et undskyldende blik og rejser mig fra barstolen.

Emma står med hænderne i siden da jeg kommer hen mod hende.

Jeg kan mærke mine hænder blive lidt svedige og jeg bider mig nervøst i læben.

"Hey" forsøger jeg mig i håbet om at hendes vrede skyldes en anden end mig.

"Hvad har du gang i?" Spørger hun og ser på mig med et nedladende blik.

Jeg krymper mig.

"Emma jeg snakkede bare med Elliot" siger jeg og bliver selv en smule irriteret over hendes jalousi.

"Og du kan ikke engang selv se hvad du gør forkert" siger hun.

"Emma, jeg er ked af hvis jeg har gjort noget" siger jeg i et forsøg på at berolige situationen.

"Nej du er jo ikke. Du kører bare rundt i din egen lille verden. Hvor er du ynkelig" siger hun.

Det føles som om festen er gået i stå og alles opmærksomhed er på os.

"Først leger du med min brors følelser og udnytter ham når din egen kæreste ikke lige gider dig og nu prøver du på den eneste dreng jeg har sagt var sød"

Hendes ord rammer mig som en mavepuster og jeg føler mig blottet blandt de mange mennesker.

Ville ønske jeg bare kunne forsvinde.

"men ved du hvad? Nej du har intet gjort galt" siger hun ironisk.

"Bare hold dig fra min familie" siger hun og vender om på hælene.

Jeg står måbende tilbage mens hun forlader lokalet.

Lisa følger med hende men vender sig lige om i døren og sender mig et medfølende blik.

Jeg er til grin.

Tårerne triller ned af mine kinder og jeg vender mig om for at skynde mig ud.

Og der midt i det hele.

Står David.

Han viger mig ikke engang et blik men vender sig bare om.

"David" får jeg fremstammet og tager forsigtigt fat i hans arm.

Han vender sig mod mig med et skuffet blik.

"Ellen, jeg kan slet ikke kende dig mere"

Det føles som om alt luften bliver suget ud af mig ved hans ord.

"Men" fremstammer jeg stille.

Jeg tager mig sammen.

Bider mig nervøst i læben.

"Det er en stor misforståelse" siger jeg.

"Ellen hvad er der at misforstå" siger han.

Hans mistillid til mig føles som et slag i maven.

"Fint. Hvis du ikke stoler på mig så kan det vel være ligemeget" siger jeg og går.

Hiver min jakke ned fra knagen og skynder mig ud i den kolde natteluft.

Jeg når kun lidt vaklende ned af indkørslen før tårerne strømmer ned af mine kinder og jeg må støtte hænderne mod mine knæ.

To drenge står lidt længere ned og ryger.

Deres samtale stopper da de pludselig får øje på mig.

Det er mørkt og jeg får først sent set at den ene er Lau.

Han ser bekymret på mig.

"Ellen" siger han og skynder sig hen til mig.

Men jeg afviger ham.

Emmas ord hænger stadig i luften.

"Lau nej det er ikke nogen god idé" siger jeg næsten halvkvalt i gråd.

"Hold nu op. Du har brug for hjælp" siger han.

"Jeg ringer efter en taxi" siger den anden dreng og tager sin mobil frem.

"Undskyld Lau" siger jeg.

Han ser forvirret på mig.
"Hvad mener du?"

"det er Emma, hun sagde, at jeg skulle holde mig fra jeres familie" siger jeg mens tårerne strømmer ned af mine kinder.

-"Hun hader mig"

"Selvfølgelig gør hun ikke det. Hun mente ikke hvad hun sagde" siger han beroligende.

Taxien triller ind til siden.

"Kom" siger han og hjælper mig ind i taxien.

De sætter sig på hver sin side af mig.

"Hvad er din adresse?" Spørger Lau.

"Jeg kan ikke komme hjem sådan her" siger jeg og bliver pludselig nervøs.

Pis.

Min mor flipper ud.

Lau sender den anden dreng et blik.

Han sukker og giver så en adresse til taxichaufføren.

Forfatters note:

Hey søde læsere.
Undskyld for, at jeg har været lidt fraværende her for tiden. Jeg har bare haft meget travlt med skole og en masse andet.
Håber det går og, at i selvfølgelig stadig vil følge med. Hvis i kunne lide kapitlet så husk at give en stemme og en kommentar.

Er på vej til fødselsdag, hvad skal i lave Idag?? - og hvad synes i egentlig om Lau??

Knus Lou<33