Ellen

Kapitel 34

Let's talk

Jeg sidder i hjørnet af sofaen med fødderne trukket op under mig.

Erindringerne om igår aftes florerer rundt i mine tanker.

Jeg tror først, at det er nu, det egentlig er gået op for mig hvad der skete.

I morges føltes alting bare som en ubetydelig drøm.

David

Først nu har jeg fundet ud af, at folk taler sandt når de siger, at du først virkelig ved hvad nogen betyder for dig når du har mistet dem.

"Hey" siger Elias og smider sig dovent ved siden af mig i sofaen.

Jeg forsøger mig med et smil.

Men jeg er elendig til at skjule mine følelser.

David sagde på et tidspunkt, at mine øjne røber alt.

Han ser indtrængende på mig.

Der er noget ved hans mørke øjne der får mig til at ville røbe det hele.

"Det er bare alt det der skete igår" siger jeg piller lidt ved en løs tråd i t-shirten.

"Måske skulle du snakke med David" siger han.

Og jeg ved det godt.

Men frygten for, at han vil afvise mig endnu en gang afholder mig fra at gøre det.

"Ellen han mente helt sikkert ikke de ting han sagde" siger han beroligende.

Men selvfølgelig gjorde han det..

Han havde ret.

Jeg har ændret mig.

Jeg har bare ikke ville indse det.

"Jo. Jo han gjorde" næsten hvisker jeg og begraver mit ansigt i mine hænder.

"Jeg nød den opmærksomhed jeg endelig fik fra alle drengene. Den opmærksomhed jeg aldrig nogensinde før har fået og det fik mig til blindt at handle som jeg gjorde" siger jeg og en salt tåre triller ned af min kind.

Han ser nervøst på mig, som om han ikke lige havde regnet med at jeg ville begynde at græde.

Lidt akavet lægger han forsigtigt armene om mig og trækker mig ind i et varmt kram.

Jeg kommer en smule til at smile ved hans søde og lidt akavede gestus.

"Alle laver fejl Ellen. Det kan måske godt føles som verdens undergang lige nu, men bare rolig det er snart ovre" siger han og aer mig forsigtigt henover håret.

"Jeg elsker jo David og jeg var ikke interesseret i Lau eller Elliot" får jeg fremstammet med en grødet stemme.

"Det er jeg sikker på, at han godt ved og hvis ikke han kan stole på det så er han bare ikke det værd" siger han trøstende.

Lau kommer frem i døren og jeg ser op på ham.

Hans blik røber ligesom mit, at han er såret.

Jeg ser forvirret på ham og sætter mig op i sofaen.

"Lau" forsøger jeg og tørrer mine øjne.

"Alle de gange vi har snakket. Alle de gange jeg har hjulpet dig når David er smuttet, som f.eks. i sommerhuset og da vi sov sammen? Betyder det ingenting" siger han pludseligt.

Ordene rammer mig og jeg får en klump i halsen.

"Selvfølgelig betyder det da noget Lau" siger jeg forundret.

"Du er min bedste ven"

"Ven" siger han i en næsten hånende tone.

-"Det er alt hvad jeg nogensinde bliver ikke?"

"Hvad?" Siger jeg og Emmas ord kører rundt i mit hoved.

"Først leger du med min brors følelser og udnytter ham"

"Ellen kan du ikke se det? Jeg er forhelvede forelsket i dig" siger han og ser mig direkte i øjnene.

Sandheden rammer mig og jeg sidder mundlam.

"Lau jeg er så taknemmelig for alle de gange du har været der for mig og jeg elsker dig så højt, men kun som min bedste ven" siger jeg og krymper mig en smule.

Men jeg bliver nød til at være ærlig.

Han knytter sin hånd og sender mig et såret blik inden han vender om og forlader rummet.

"Lau" forsøger jeg.

Men Elliot stopper mig.

"Bare giv ham lidt tid" siger han.

Jeg trækker mine ben tættere ind til mig og lukker øjnene i et kort øjeblik i håbet om måske at forsvinde.

Hvorfor sker alt det her?

Hele min verden braser bare sammen omkring mig.

Forfatters note:

Heyy sødeste og dejligste læsere.
Uhh sikke en masse drama vi har fået os her.
Håber i kunne lide det? Hvis i kunne så husk at give det en stemme og måske skrive en lille kommentar. Har i set mit nye cover?? - forresten så TUSIND TUSIND TAK for 10k læsninger???? Er såå gladd.

Ønsker i at David og Ellen finder sammen?

Kys Lou<33