Ellen

Kapitel 8

David

Mrs. Laurent er min nye fransklærer.

Hun forklarer om verber.

mine tanker er et andet sted.

jeg kan ikke koncentrere mig om andet end Davids arm som ligger om af min.

Hvordan kan han ikke bemærke det??

"I skal arbejde sammen med jeres sidemakker to og to om den her opgave" siger Mrs. Laurent.

jeg kommer tilbage til virkeligheden.

ser fovirret på David.

"Hvilken opgave?" spørger jeg.

han smiler.

"Hører du aldrig efter?" spørger han drillende og puffer let til mig.

"Jo. Jeg har bare haft meget at tænke på her de sidste par dage" siger jeg og smiler undskyldende.

"Fair nok. Bare sig til hvis det er noget du har brug for at snakke om" siger han.

jeg smiler taknemmeligt.

Mrs. Laurent banker en hånd ned i bordet.

David og jeg ser forskrækket op.

"Nu ikke mere snak!" siger hun skrapt.

"Undskyld Mrs. Laurent, min fejl" Siger David.

Hun går videre til de andre borde.

"Opgaven går på, at vi skal se filmen "de urørlige"og så bagefter skal vi analysere den osv..." Siger David.

"Okay super, tak" siger jeg og smiler.

"Jeg tænkte på om du så ville komme hjem til mig på fredag og så kunne vi se filmen?" spørger han.

mit hjerte stopper.

mener han det??

inviterer han mig lige hjem til sig?

"Ja selvfølgelig vil jeg det" siger jeg.

han smiler kækt.

(( RIIING)) ((RIING))

klokken ringer og jeg begynder at pakke mine ting sammen.

tager taske over skulderen og  følges med David ud.

Vi standser op ude foran skolen.

jeg misser med øjnene mod solen.

den varmer.

fortryder mine lange bukser.

"Hey vil du med hen og købe is?" spørger han.

"Jaa selvfølgelig, men er det i orden hvis vi lige tager hjem til mig først? Jeg skal lige have skiftet til en nederdel" siger jeg.

Han smiler.

"Helt i orden" Siger han.

Vi går og små snakker hele vejen hjem til mig.

det føles som om jeg har kendt ham altid.

ingenting er akavet mellem os.

Jeg låser mig ind og han følger efter mig op af trappen til mit værelse.

åbner døren.

"Det her er så mit værelse" siger jeg og små griner lidt.

Han smiler og begynder at gå rundt i værelset for at studere mine ting.

Jeg går hen til skabet for at finde en nederdel.

Hans mobil ringer.

han hiver den op af lommen.

"Hallo det er David" Siger han.

Jeg leder videre mens jeg lader som om jeg ikke lytter.

"Jamen jeg troede vi havde en aftale der?" siger han irriteret.

....

"Nej selvfølgelig synes jeg ikke det er okay, at du bliver ved med at aflyse alle aftaler" Snerrer han.

Der er noget sårbart ved hans stemme.

jeg hiver en mønstret nederdel i rød, ud af skabet.

går ud på toilettet for at skifte.

døren står på klem.

jeg kan høre ham skændes over telefonen.

jeg stiller mig i dørkarmen.

ser bekymret på ham.

"Farvel" råber han nærmest og smider telefonen i sengen.

han sætter sig på sengen og gemmer ansigtet i hænderne.

Jeg sætter mig ved siden af.

"Hvem var det?" spørger jeg.

"Nora" muler han irriteret.

"Undskyld det var ikke for at ribbe op i noget, men du skal vide du bare kan snakke med mig" siger jeg og lægger min hånd på hans arm.

"Nejnej det er okay. Jeg er bare træt af Nora" siger han og ser på mig.

Han kigger mig dybt i øjnene.

jeg kan se hans sårbarhed.

"Det skal nok gå" siger jeg trøstende.

"NEJ det skal ikke det. Jeg er træt af alle folk siger, at det nok skal gå. Jeg gider ikke finde mig i hvordan Nora behandler mig!" råber han pludselig op.

Jeg ser forskrækket på ham.

"Undskyld" piber jeg.

"Jeg tager hen og slutter det med Nora nu" siger han og rejser sig.

Han ser mit forfærdede udtryk og hans ansigt går fra hårdt til blødt.

"Undskyld Ellen, det skulle ikke gå ud over dig. Jeg må bare have afsluttet noget" SIger han og giver mig et let kram.

jeg holder ham fast.

vil ikke give slip.

"Jeg ringer senere" siger han.

og så er han væk.

...

Klokken er 02:47.

Han har stadig ikke ringet.

jeg ligger i min seng.

helt ude af den.

HVORFOR RINGER HAN IKKE??

Jeg kigger hen på væggen.

følger de lysstråler fra de biler, der kører forbi ude på vejen.

kan ikke sove.