Uddrag: Hans berøring giver et sæt i mig og det føles som om mine ben forsvinder under mig. Jeg forstår ikke hvordan han stadig kan have den virkning på mig. Det føles som om der går flere minutter mens vi bare ser på hinanden. Den måde han ser på m...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
The look you gave
Jeg slipper med det samme Laus hånd.
Ingen grund til misforståelser.
Han hjalp mig jo bare op.
Ikke?
David ser på mig.
I et kort øjeblik synes jeg at ane noget i hans blik.
Han.
Virkede såret.
Men jeg kunne have taget fejl.
Han sender både Lau og jeg et smil.
Jeg piller en smule nervøst i min neglelak.
"Nårh men ehmm" - Lau klør sig lidt akavet i håret.
"jeg må hellere til time" siger han og vender rundt.
Han sender mig et vink mens han går ned ad gangen.
"Vi ses" råber jeg efter ham.
Jeg vender rundt og møder Davids mørkebrune øjne.
Hans blik er forvirret.
"Ellen?" Siger han.
Der er noget ved hans tilstedeværelse der gør, at jeg ikke kan formå at tænke klart.
Det eneste jeg kan fokusere på er mine læber mod hans.
Trangen.
"Hvad skete der?" Spørger han og tager forsigtigt min hånd.
"Jeg.." -
"Jeg føler bare.. at jeg ikke passer helt ind" ordene forlader mine læber som en hvisken.
Han lægger forsigtigt en finger under min hage og løfte mit hoved lidt så jeg kigger direkte ind i hans øjne.
"Ellen" begynder han.
"Det føles bare.. jeg er bare ikke den populære pige og jeg føler ikke, at jeg passer ind med dine populære venner" siger jeg og ser ned i gulvet.
Piller ved kanten af min trøje.
"Hold nu op Ellen" siger han og vender øjne af mig.
Jeg vidste det.
Han forstår det ikke.
Han ved ikke hvordan det føles, ikke at være populær.
"Du forstår det ikke" siger jeg og trækker min hånd til mig.
Han ser ned med et såret blik.
"Det var jo ikke ment sådan" siger han.
"Du ved ikke hvordan det føles, ikke at passe ind" siger jeg.
"Selvfølgelig gør jeg det. Jeg har ikke altid haft venner og slet ikke da jeg lige var startet her" siger han.
Jeg føler dårlig samvittighed over mine hårde ord.
"Havde du det ligesom mig?" Spørger jeg.
"Ja det havde jeg. I flere uger gad jeg slet ikke i skole fordi jeg ingen venner havde. Men Ellen du har mig og jeg tvinger dig ikke til at blive en del af noget du ikke føler, at du passer ind i" siger han.
Jeg tager forsigtigt hans hånd og sender ham et taknemmeligt smil.
Men hans ord.
Du har mig.
Har jeg det?
Eller kan det slutte lige så hurtigt som det startede??
Ifølge Nora har det her kun en ende.
Er jeg bare for forblændet af kærlighed, til at se tegnene?
"Hey.." siger han og aer forsigtigt min hånd.
"Har jeg dig?" Spørger jeg pludselig.
Efter ordene har forladt min mund går det op for mig, at jeg har tænkt højt.
Pis.
"Hvad?" Spørger han en smule forvirret.
Jeg står lidt tavs.
"Nora kom" siger jeg lavt.
"Hvad har hun sagt?" Spørger han en smule irriteret.
Forfatter note: Tusind tak til alle der læser min historie. Det betyder helt vildt meget for mig. Knus og rigtig god vinterferie. - Lou
- synes i at Ellen skal være ærlig overfor David omkring hvad Nora sagde??
