Ellen

Kapitel 35

Without you

Davids p.o.v

En uge senere..

Jeg skæver hen mod hende i fransk timen.

Hun er rykket fra pladsen ved siden af mig til en plads i den anden ende af klassen.

Hendes lyse hår skinner gyldent mod solens stråler mens hun nonchalant sidder med hagen hvilet mod hånden og ser drømmende ud af vinduet.

Det føles som om der er en intensitet i luften hver gang vi er i det samme rum og jeg er sikker på det ikke kun er mig der kan mærke det.

Jeg har flere gange taget hende i at se på mig i fransktimerne eller på gangen, men hver gang skynder hun sig at se væk.

"Må jeg lige låne dit hviskelæder?" Spørger Nora, som har overtaget pladsen ved siden af.

Jeg svarer hende fraværende og bider mig i læben, da jeg ser Ellen grine af noget hendes siddemakker Andreas sagde.

Ellens p.o.v

Jeg kan mærke hans blik hvile på mig i fransktimen og det får mig svagt til at få varme kinder.

Det føles som om jeg ser ham overalt og det eneste jeg vil er bare at glemme ham.

Jeg vil ikke give mig selv lov til at savne ham.

Jeg vender mig om mod ham da jeg hører Noras stemme.

Hun har overtaget min plads ved siden af ham og det piner mig at se hende stille og roligt overtage det jeg havde.

Hun læner sig ind over bordet mod ham og sørger for at han har godt udsyn til hendes kavalergang.

Hun hvisker noget til ham og læner sig endnu tættere på ham da hun ser at jeg kigger.

Jeg ser hurtigt væk og hører noget min siddemakker sagde, som jeg hurtigt griner med på.

Men jeg kan stadig mærke Davids brændende blik.

Jeg forstår det bare ikke.

Han valgte at det skulle være forbi?

"Glæder du dig ikke bare?" Spørger Lisa mig i dansktimen.

"Til hvad?" Spørger jeg lidt fraværende.

"Ja til Studieturen på fredag? Det er jo det vi er i gang med at planlægge i den her time" siger hun lidt irriteret.

Jeg havde fuldstændig glemt alt om den studietur de sidste bare uger.

"Nårh jo det havde jeg helt glemt" siger jeg.

"Ellen du har været så fraværende her på det sidste og jeg ved godt det er hårdt for dig med David men.." siger hun.

"Jeg ved det godt. Undskyld" siger jeg og sender hende et undskyldende blik som jeg ved hun ikke kan stå for.

"Kom dog her" siger hun og omfavner mig.

"Vi kommer til at få det så sjovt på turen" siger jeg.

Hun nikker og griner.

——

Da jeg efter timen går ned mod mit skab får jeg pludselig øje på David.

Han står lænet op af skabet ved siden af mit.

Jeg tager en dyb indåndning og prøver at få styr på mine rødmende kinder.

Han ser op da jeg nærmer mig.

"Hej" siger han forsigtigt.

Bare lyden af hans stemme får mig til at skælve.

Jeg låser mit skab op med rystende fingre.

"Hej" får jeg fremstammet.

Jeg havde næsten glemt hvor meget hans tilstedeværelse påvirkede mig.

Det føles som en rus der kommer indover mig hver gang han er i nærheden..

Jeg vender mig mod ham og ser direkte ind i hans mørke øjne.

Varmen fra mine kinder fylder hele min krop.

Jeg pakker hurtigt mine bøger sammen og smækker skabet inden jeg vender mig om og skynder mig ned ad gangen.

Han løber efter mig og tager fat i min arm.

Hans berøring giver et sæt i mig og det føles som om mine ben forsvinder under mig.

Jeg forstår ikke hvordan han stadig kan have den virkning på mig.

Det føles som om der går flere minutter mens vi bare ser på hinanden.

Den måde han ser på mig får mig til at føle mig nøgen, som om han på en eller anden måde kan se alt det jeg prøver at skjule.

Han læner sig forsigtigt frem mod mig og jeg kan mærke hans varme åndedrag mod mine læber.

Hans venner kommer pludselig gående og hiver ham med sig.

Han vender sig om og ser efter mig mens jeg står som forstenet tilbage.

Hele min krop føles pludselig ude af stand til at bevæge sig og jeg må støtte mig mod nogle skabe inden jeg kan gå videre.

Forfatters note:
Hey sødeste læsere.
Håber at i kunne lide kapitlet hvis i kunne så husk at give en stemme og måske skrive en lille kommentar.

Hvad synes i så om hele situationen??

Knus Lou<34