Kapitel 3

1.7K 33 1
                                    

Gymnasiet

Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.

Gymnasiet

Jeg gnider mine øjne.

putter mig længere ned under dynen.

og gaber.

Jeg skæver til væggeuret.

6:30.

man skulle tro det var mishandling.

Jeg rejser mig modvilligt fra sengen.

trasker søvnigt ud på badeværelset.

vasker mit ansigt, i et forsøg på at se mere frisk ud.

mislykkedes.

stadig lige så træt.

jeg går tilbage til mit værelse og begynder at lægge lidt makeup.

lidt mascara, blush og bronzer.

nu ser jeg lidt mere levende ud.

Jeg tager den rosa nederdel og sweatshirten på.

snupper min taske og går ned i køkkenet.

der dufter af havregrød.

"godmorgen skat" siger min mor som står ved komfuret.

"godmorgen" siger jeg og dumper ned på en stol.

min mor sætter en skål med havregrød pyntet med bær og nødder foran mig.

"hvornår har hun sidst lavet morgenmad til mig?" tænker jeg ved mig selv.

"tak" siger jeg forundret og smiler til hende.

Hun nynner med på sangen fra radioen.

det beroliger faktisk min nervøsitet lidt.

da jeg har spist morgenmaden snupper jeg min taske, tager mine hvide sneaks på og giver både min mor og far et farvelkys på kinden.

jeg cykler af stier hen til gymnasiet.

den kolde morgen vind bider lidt i kinderne.

jeg bliver overrasket over hvor mange mennesker der er ved gymnasiet.

søger hen over mængden af cykler for at se om der er en ledig plads.

Det er der heldigvis.

jeg parkerer min cykel og begiver mig gennem mængden af mennsker mod indgangen.

bliver skubbet af en og er lige ved at få overbalance.

skynder mig ind på gangen.

der er lidt mere roligt.

men der er stadig en del mennesker.

parpir ligger spredt ud op gulvet og det er helt uoverskueligt.

men jeg kan godt lide det.

"hvor er 1.E mon?" tænker jeg.

jeg beslutter mig for at gå ned af gangen til højre for at finde nogen jeg kan spørger om hjælp.

samtidig med, jeg drejer om hjørnet, kommer en dreng gående og vi støder ind i hinanden.

han ser op fra mobilen, chokeret og sender mig et undskyldende blik.

"ej det må du altså undskyld" siger han.

jeg er selv lige så chokeret og kan ikke helt få kontrol over situationen.

da jeg ikke svarer går han videre.

jeg vender mig om efter ham.

hans hår er mørkebrunt, lidt pjusket,  så han har nogle ret søde briller på og en mørkegrøn hoodie.

EllenWhere stories live. Discover now