Ellen

Kapitel 21

Uncomfortable

Dagen snegler sig afsted.

Mens jeg sidder bagerst i klassen og døser hen.

Jeg plejer ellers altid at sidde forrest og følge med, men det er som om, at mine tanker er et helt andet sted.

Det er noget helt andet der har min fokus.

David.

Han sidder henslængt på en af bænkene udenfor vinduet.

På bænken sidder også en masse drenge, nogle af dem genkender jeg, andre ikke.

Han bryder ud i latter, da en af de andre drenge siger noget.

Jeg ser beundrende på ham.

Betaget.

Hans mørkebrune hår blæser blidt i vinden og et smil er plantet på hans læber.

Lad mig sige det sådan.

David er populær, på den der nonchalant og ligeglade måde.

Han higer ikke efter popularitet, det kommer bare til ham.

Han er den type, som alle bare elsker. Den type der får enhver person til at føle sig speciel i hans selvskab.

Og han har fanget mig i sit spind.

Jeg er solgt.

Men hvorfor mig?

Den generte nye pige.

Jeg vender tilbage til virkeligheden ved lyden af klokken, der ringer.

Tager min taske over skulderen og møver mig ud af døren.

Gangen er fyldt med mennesker.

Og jeg er alene.

Lisa er til tandlæge, så jeg må klare mig her til frokost.

Jeg leder med øjnene rundt i mylderet og får øje på et par velkendte mørkebrune krøller.

Han står lænet op af skabet og snakker med et par andre drenge.

"David" råber jeg.

Han vender sig om og et smil breder sig på hans læber.

En følelse af varme fylder min krop ved synet af det smil og det får mine ben til at virke mindre holdbare.

Jeg rødmer let.

Han omfavner mig da jeg endelig har mast mig igennem menneskemængden.

"Hey" hvisker han ind i mit øre og giver mig et let kys på næsen.

"Stop det kilder" griner jeg og puffer let til ham.

"Jeg tror, at jeg brækker mig" siger en af drengene med et kækt smil.

"Fuck dig" siger David grinende og skubber til hans skulder.

"Årh hold op vi skal have frokost" siger en af de andre.

David lægger en arm om mig og så går vi mod kantinen.

Da vi har fået vores mad sætter vi os alle sammen ved et stort bord.

Et par piger kommer også og sætter sig.

De smiler og hilser imødekommende på mig

Alle Davids venner er så søde.

Men.

Jeg passer bare ikke ind.

De er alt det, som jeg ikke er.

Jeg føler mig så lille mens jeg sidder der.

Jeg føler, at jeg skal være en anden.

Ikke den generte, stille nye pige.

Alt opmærksomheden gør min nervøs.

Utilpas.

David ser spørgende på mig.

Jeg sender ham et undskyldende blik.

"Jeg har det ikke så godt. Undskyld" mumler jeg mens jeg fumlende skynder mig at forlade kantinen.

Da jeg kommer ud af kantinen glider jeg ned langs væggen.

Begraver mit hovede i hænderne.

Og prøver at slå koldt vand i blodet.

Hvad skete der lige?