Pludselig imens jeg går på en sti i skoven, kommer Marcus og hans venner til syne. Martinus går bag dem alle sammen og kigger ned i jorden. Jeg skynder mig at gå ud til siden på stien, så der er plads til dem. Istedet for at de går forbi mig, stopper de op foran mig. Jeg kigger op på dem, med frygt i øjnene. Jeg er bange.
Marcus tager pludselig fat om mig. Jeg kæmper ikke imod, da jeg ved at han vil vinde. Marcus trækker i mig, og jeg følger bare med. Han slipper mig igen. "Hvorfor kæmper du ikke imod?" Siger Marcus. "Du vil alligvel vinde, så jeg kan ligeså godt lade vær med at prøve." Siger jeg stille. "Og hvorfor ryster du så meget?" Siger Marcus. Jeg kigger ned på mine hænder. De ryster sygt meget. Jeg prøver at holde min hånd stille, men det mislykkedes. "Det gør jeg bare." Siger jeg og kigger igen op på dem. "Hvorfor skære du i dig selv?" Spørg Oliver og kigger utroligt nok, bekymret på mig. De spørger meget. "Noget derhjemme." Lyver jeg. Martinus kigger hurtigt op. Han kigger mig i øjnene. "Madison, fortæl dem det rigtige." Siger Martinus, uden at bryde øjenkontakten. Første gang han siger mit navn, uden fede eller luder foran. De kigger forvirret på Martinus og derefter på mig. Jeg ryster på hovedet og vender mig hurtigt om. Jeg går hurtigt.
Der er en hånd der river fat i min arm og vender mig om. Jeg kigger direkte op på Marcus. Hans øjne borer sig lige ind i mine. "Fortæl det rigtige." Siger han roligt. "I er grunden." Siger jeg hurtigt og sætter i løb.
Jeg kan hører nogle der løber lige bag mig. Jeg mærker nogle hænder om min mave som stopper mig. Jeg kæmper ikke imod. Personen vender mig om. Jeg kigger direkte op i Martinus dejlige brune øjne. "Du skal ikke løbe mere." Siger han roligt. Jeg kigger bange på ham. Han trækker mig ind i et kram. Fordi mit hovede lægger på hans skulder, kan jeg se bag ved ham. De andre drenge står der. Marcus står forrest. Jeg giver et ryk fra mig. "Rolig Madison." Hvisker Martinus. Jeg lægger mit hovede ned på hans skulder, så jeg ikke kan se dem. Jeg lukker hårdt øjnene sammen. Jeg er bange.
"Martinus hvem krammer du med?" Råber en person. Jeg kigger hurtigt op. Nogle andre drenge, som også mobber mig engang imellem, står lidt længere henne. "Ignorer dem." Hvisker Martinus. Jeg ryster på hovedet og trækker mig. Jeg vender mig om og sætter i løb igen.
Jeg sidder inde i min seng i hytten. Hele klassen er nede i den store hytte og spiser frokost. Jeg sidder selv og spiser et æble. Jeg skal jo holde min vælg, så jeg skal ikke spise noget usundt.
Pludselig åbner døren tik hytten. Martinus kommer frem i døren. Han lukker døren efter sig og går hen mod mig. Jeg rykker op mod væggen. Martinus sætter sig på sengekanten. Han tager en dyb indånding. "Er du med på at vi glemmer alt det der er sket idag?" Siger han, uden at fjerne blikket fra sine hænder, som lægger i hans skød. "Ja.." siger jeg stille.
Døren bliver skubbet op og Marcus, Jake og Oliver kommer ind. De kigger alle tre herover. "Ad Martinus, hvorfor sidder du ved luder Madison?" Griner Jake hånligt. Martinus kigger hurtigt op. "Jeg skulle fortælle hende hvor fed hun er." Siger Martinus og rejser sig op. De tager hårdt på mig at de alle lader som om intet er sket. Jeg troede lige de ville stoppe med at mobbe mig, men jeg tog fejl.
•••
Håber i kunne lide kapitlet:) Kunne i godt tænke jer et Marathon? Skriv i kommentaren!
