~Næste morgen~
Jeg har fundet ud af at mine forældre har det godt, så det dejligt. Klokken er omkring tolv lige nu.
Det ringer pludselig på. Hvem kan det være? Jeg rejser mig fra sofaen og går ud i gangen. Jeg åbner døren og der står Martinus? "Hej." Smiler jeg. "Hey." Siger han. "Ehh er dine forældre kommet hjem?" Spørg han. "Ikke endnu, de var med i en trafikulykke, men de har det fint nu." Siger jeg. Han nikker. Vi står i lidt stilhed.
"Øh.." Martinus trækker et eller andet op af sin lomme. Det en lille æske? Han åbner den og en halskæde kommer til syne? Wow den er pæn. Og idet sekund Martinus siger noget, bliver jeg stum. "Madison, vil du være min kæreste?" Hvad? Mener han det helt seriøst? Så det var det de snakkede om? En masse tanker kører rundt i mit hovede. "Mener du det helt seriøst?" Ryger det ud af mig. Han nikker og smiler stort imens. Hvad skal jeg svarer? "Det vil jeg virkelig gerne." Jeg smiler stort til Martinus og han overfalder mig nærmest i et kram. "Jeg elsker dig." Hvisker Martinus i mit øre. Jeg trækker mig fra krammet og kysser Martinus på munden. Han er lidt overrasket i starten, men kysser derefter med.
Martinus trækker sig og tager halskæden op af æsken. Jeg vender mig om og han sætter den på mig. Det er en sølvhalskæde med et lille sølv vedhæng, som er formet som et hjerte. "Tusind tak." Siger jeg og trækker Martinus ind i et kram. Han trykker mig ind til sig og sådan står vi i noget tid.
Pludselig ringer Martinus mobil. Han tager den op af lommen og tager den. Jeg står bare lænet op af ham. "Jaja, jeg kommer nu." Siger Martinus og lægger på. Han kigger ned på mig. "Vi får gæster lige om lidt, så mine forældre siger jeg skal hjem." Siger han. Jeg nikker. Martinus giver mig et kys og slipper mig derefter. Han går ned af trappe stenen. "Ring hvis der er noget!" Råber han og smiler til mig. "Må jeg så få dit nummer først?" Råber jeg tilbage og griner lidt. Han kommer op til mig igen. Han tager sin mobil op af lommen og går ind på den så jeg kan taste mit nummer ind. Han rækker mig sin mobil og jeg taster mit nummer ind.
Imens han taster dit nummer ind på min mobil, kan jeg se der kører en bil ind i Martinus' indkørsel. "Jeres gæster er kommet." Siger jeg. Han kigger over på sit hus. "Jaja, men du er stadig vigtigere." Siger han og giver mig min mobil tilbage. Jeg smiler til ham. "Martinus, kommer du?!" Er der en der råber. Vi begge kigger hen mod hans hus. Marcus står i døren. Han vender sig derefter mod mig og trækker mig ind i et kys. Jeg trækker mig. "Vi ses, søde." Siger Martinus. Jeg kan mærke jeg rødmer. Martinus giver mig et til kys, inden han går hen mod hans hus. Jeg går ind i mit eget hus igen. Tænk at jeg har fået en kæreste.. Jeg troede aldrig det ville ske. Eller jo da jeg var omkring tretten, men der begyndte jeg at blive mobbet også mistede jeg håbet. Og nu er jeg så blevet kærester med den person der var med til at mobbe mig. Utroligt nok.
~Martinus synsvinkel~
Jeg træder ind i gangen med Marcus. Jeg kan seriøst ikke være mere glad end jeg er nu. "Undskyld for det igår.. Øhm og tillykke med hende." Siger Marcus og vi træder ind i køkkenet. "Tak." Siger jeg og smiler. Jeg kan seriøst ikke lade vær med at smile. Tænk hvis nu hun sagde nej? Der er intet hvis, for hun sagde ja!
Lige nu sidder vi og spiser aftensmad. Mine forældres gæster, har nogle børn på min alder. Eller vores alder. De har en pige, Anastasia, som sådan 14? Og en dreng, Luke, der er 16 ligesom Marcus og jeg.
"Martinus, hvem var den pige du stod ved da vi kom?" Spørg damen, som hedder Heidi. "Det er..-" jeg afbryder Marcus. "Du siger det ikke!" Jeg kigger hen på ham med et blik som siger han ikke skal sige det. For hvis han siger det, skal jeg have en lang snak med mine forældre om det og det magter jeg ikke. "-Hans kæreste." Afslutter Marcus. "Årh du så død." Siger jeg og giver ham dræberblikket. Hende der Anastasia kigger på mig med et uretfærdigt blik? Sært ahah. "Nå Martinus, det har vi ikke hørt noget om?" Siger min far. "Det var også meningen, men Marcus skulle åbenbart sige det." Siger jeg. "Amen så kan i lade vær med at stå og kysse ude på gaden." Siger Marcus. Jeg sparker til hans ben under bordet. "Hvem er det så?" Spørg min mor. Altså nu kan jeg ligeså godt sige det. "Madison." Siger jeg og tager noget salat ind i munden. "Årh hende. Hun virkede sød." Siger min far. "Og mega pæn." Siger Emma, min lillesøster. "Mhm meget." Siger jeg. Og efter det, spiser vi bare videre.
"Martinus kan du ikke lige ringe til hende der Madison?" Spørg Luke. Vi alle fire sidder lige nu i sofaen. Altså Marcus, Luke, Anastasia og jeg. Jeg trykker ind på Madisons nummer og ringer til hende på FaceTime. Hun tager den hurtigt. Verdens smukkeste Madison kommer frem op skærmen. Hun sidder og spiser et eller andet. "Hey Maddie." Siger jeg. "Halløj." Smiler hun. "Hvad spiser du?" Spørg Marcus. "Slik." Svarer hun. "Heyy det snyd." Siger Marcus. Madison griner. Luke kigger på mig med åben mund. "Shit hendes grin er smukt." Siger Luke. Madison kigger på sin mobil med et mærkeligt blik. "Det var bare Luke, ham skal du ikke tage dig af." Siger jeg. Hun nikker.
