~Martinus synsvinkel~
Jeg går hurtigt ud fra mit værelse. Hentydede Madison til at hun gerne vil være sammen med mig? Men altså, jeg vil også gerne være sammen med hende, men hvis jeg skal spørger hende må jeg finde en ting til hende. Som en ring eller en halskæde.
Jeg åbner døren til Marcus værelse og lukker den efter mig da jeg er gået ind. Marcus lægger i sin seng med sin mobil. Han kigger op på mig. "Du skal hjælpe mig." Siger jeg og sætter mig ned på hans skrivebords stol. Jeg begynder at forklarer ham det hele.
"Så du har tænkt dig at spørge hende om kærester?" Siger Marcus overrasket. Jeg nikker. "Så du skal derfor hjælpe mig med at finde en ting til hende." Siger jeg. "Tror du det er en god idé?" Siger Marcus. "Hvad mener du?" Siger jeg. Hvad mener han dog? "For det første, Jake og Oliver vil ikke blive særlig glade for det og..-" jeg afbryder ham. "Marcus jeg er fuldstændig ligeglad med hvad de synes, og desuden skal jeg nok få dem til at kunne lide hende." Siger jeg. "Martinus det kan du jo ikke. De hader hende jo. Og det plejede du også at gøre. Hvad er der sket med dig?" Siger Marcus. Og nu skifter han bare emne? Jeg rejser mig hurtigt fra stolen jeg sad på. "Jeg har faktisk bare opdaget hvor dejlig en person hun er." Jeg går ud af døren og smækker den efter mig.
Jeg går mod mit værelse igen og går ind på det. Madison lægger sødt og sover. Jeg lægger mig forsigtigt ned ved siden af hende og tager noget dyne på.
~Næste morgen, Madisons synsvinkel~
Jeg vågner, da jeg hører nogle snakke. "Martinus hvad er det der har fået dig til at ændre dig så meget?" Det lyder som.. Marcus? Hvad laver han her inde? "Jeg har faktisk indset hvor stor en nar jeg har været, og rent faktisk begyndt at bekymre mig om nogen." Siger Martinus. Jeg rykker stille på mig og lægger mit hovede på Martinus brystkasse. Han lægger sin arm om mig. "Forresten vi skal noget klokken et, så Madison skal nok gå der."
Siger Marcus og han lukker døren efter sig.
"Hvad er det i snakkede om?" Jeg åbner øjnene og kigger op på Martinus. Han kigger ned på mig. "Det kan være ligemeget. Lad vær med at bekymre dig om det." Siger han og smiler til mig. Jeg nikker.
Jeg står lige nu foran min hovededør eller sidder faktisk. Mine forældre er ikke kommet hjem endnu og jeg har heller ikke hørt noget fra dem.
Klokken er nu halv syv og mine forældre er ikke kommet hjem endnu, og det bekymre mig. Hvad nu hvis der er sket en ulykke? Nej nej, der er sikkert bare meget trafik igen idag. Jeg trykker ind på min mors nummer og ringer hende op, men den går direkte på telefon svarer. Det gør den også ved min far. Så må jeg vel bare vente til de ser at jeg har ringet.
Pludselig ringer min mobil. Jeg kigger ned på den. Det er min mor?! Jeg tager den hurtigt. "Hej mor, hvor er i?" Siger jeg hurtigt. "Det er ikke din mor. Dine forældre er desværre kommet med i et biluheld og lægger pt lige nu på hospitalet i Oslo. Har du andet familie du kan være hos?" Siger en damestemme. Er mine forældre kommet med i et biluheld? Det kan bare ikke være rigtigt! "Uhm kan jeg komme og besøge dem?" Spørg jeg. "De er i meget kritisk tilstand, så nej." Siger damen. "Oh okay, jeg finder nogen at sove hos. Farvel." Jeg lægger på.
Yes! Badeværelses vinduet er åbent, så hvis jeg kan, kan jeg vel komme ind af det? Jeg prøver! Jeg åbner vinduet helt og skubber min taske ind af det. Bagefter løfter jeg mig op på kanten og kravler ind af vinduet. Jeg lukker vinduet efter mig. Jeg går ud i gangen og tager mine sko og jakke af. Bagefter går jeg ind og sætter mig i sofaen i stuen. Jeg fik lov til at låne Martinus hoodie, sååå.
