Moving - Marcus og Martinus (afsluttet/retter fejl i den)

KP 2

Jeg var lige vågnet, og klokken var ca 9:30.
Mit værelse var koldt. Jeg orkede ikke rejse mig. Så kom jeg i tanke om at jeg skulle spille koncert kl 14. Når jeg skal noget  vigtigt, så plejer det atletisk at motiver mig til at stå op. Fx. En ferie. Så har jeg det meget nemmere med at stå op.

Jeg tog et par sorte skinny jeans på. Og en stribet sort og hvid langærmet. Mit hår var som sædvanligt bare løst, det er omkring skulder længden.

Jeg tog min telefon og tændte nogle af de sange som jeg skulle øve. Den første hedder Grenade. Mens jeg hørte den gik jeg ned og spiste noget morgenmad. Efter det børstede jeg tænder, redte hår og pakkede nogle ting som jeg skulle have med. Min mor kørte mig der hen.

Jeg blev sat af, og min mor kørte væk igen. Fordi jeg ikke gad at hun skulle se på. Hun var selfølgelig ret fornærmet, men jeg var ligeglad.

De to små tvillinger piger kom løbende mod mig. De er ret søde. Da de vare kommet hen til mig krammede vi. Lidt efter kom deres mor ud, hun var den der ligesom styrede det hele.

Hun hedder Elena. Og tvillingerne hedder Sanne og Anna. De er omkring 9 år. Vi trak os fra krammet. " Glæder du dig Line ?" Spurgte Elena. Mens vi var på vej hen til scenen. " Jeg er sygt spændt og en smule nervøs." Svarede jeg lidt skræmt. Hun kiggede hurigt på mig. Og sagde så "hvorfor nervøs, du synger da godt" hun gik hen og lagde en arm rundt om min skulder.

Vi stod foran scenen. Stille svarede jeg " Jeg har ikke stået på en scene i flere år." Hun kiggede lidt trist " Tjaa, det godt du kom tilbage". Jeg har går til den her slags musik før, og så fik jeg det lidt svært med at stå på en scene, men jeg tænker at det er fint igen. " Så, nu er det på tide at overvinde din sceneskræk" sagde Sanne. Jeg grinende nervøst . Hun smilte. " Det er bare at synge, faktisk er det næsten som at snakke." sagde Elena.
Jeg svarede ikke.
 
Karla kom løbende fra backstage. " What's up" sagde hun. " Ikke så meget sagde jeg." Jeg 
gik hen for at kramme hende. Hun spurgte om vi ikke snart skulle lave general prøve.

" Jo, vi venter lige og ser om Malikka kommer" sagde Jack. Som er en der sørger for musik.
Mallikka er en der kommer meget sjældent. Kl var nu 11:30 og vi gik igang med general prøve.
Malikka kom som sædvanligt ikke.

Alt gik perfekt! Karla og jeg havde lavet vores egen dans. Tvillingerne lavede noget gymnastik i baggrunden. Da vi var færdige med general prøve, sad vi bare med telefoner, og spiste slik.  Kl. blev 12, både børn og voksne kom, for at se vores show. Efter et par numre, skulle jeg spille solo. Det vil sige jeg skulle stå helt selv på scenen og synge. Mindst 100 var kommet for at se det. " Tag godt i mod Line, med sin helt egen sang Like us" sagde Nanna. Hun var  ligesom en  vært.

Rystende gik jeg ud. Mine hænder svedte, så jeg næsten tabte mikrofonen. Musikken gik i gang. Stille sang jeg første vers, ligesom til general prøven.

Pludselig, lagde jeg mærke til  at den person, som jeg hadet mest af alt i hele verden, hun var blandt publikum.  GRHH! Sarah ..! Og hendes tåbelige veninder, Marie og Katrina.

De sad på den helt sidste række. Og gav mig det der onde smil, og det  blik  der bare for at få en til at flippe helt ud.

Jeg tog mikrofonen i den anden hånd. Mens jeg tørrede svedet af i mine bukser. Og så  gav jeg den alt, hvad jeg havde. Sangen sluttede. Og næsten hele salen stod  oppe og klappede. " Tudsen tak" sagde jeg stille. Og gik om backstage. Hvor de også klappede.
Karla kom hen med åbne arme, og vi krammede. Nu var det den sidste sang, og alle omme fra backstage kom ud. Mens jeg stod og sang midt på scene. Så jeg at Sarha og hendes veninder var gået.  Koncerten var nu færdig.

Karla og jeg fulgtes hjem. " Du sang helt vildt godt!" Jublede Karla. Jeg var en smule genert, og kigge ned i fortovet. Efter lidt tid kunne jeg ikke længere høre klaras skridt. Jeg vendte mig om, men hun var der ikke. Jeg kigge rundt og klara var ikke til at se nogen steder. Kl var ca 16, så det begyndt at blive mørkt.
Det var bare endte svære at finde hende, når det blev mørkt. Et par gade lamper var tændt.
"Klara, er det her en Prank!!" Råbte jeg forvirret, og i skræk om at noget var sket hende.

Jeg mærkede plusligt en kæmpe smerte i hovedet. Og jeg faldt ned på jorden. Mens jeg prøvede at komme op, blev jeg sparker over det hele. Nogle slår mig!
Alt blev helt sort.