Moving - Marcus og Martinus (afsluttet/retter fejl i den)

KP 30

Lines synsvinkel

Det var nat og jeg kunne ikke sove, så mange tanker fløj rundt i mit hovede. Tænk hvis Martinus og jeg ville være sammen i så lang tid, at vi en dag ville blive gift. Og have  børn osv?!

Jeg havde været fan af M&M siden jeg var 12 og nu var jeg 15. Og så enda kærester med Martinus. Jeg overdrev nok, altså engang i fremtiden blev vi sikkert uvenner, så ville vi slå op.

Nej! Sådan skulle jeg ikke tænke. Alt for meget godt og dårligt pressede sig på. Jeg ville ud og have noget frisk luft. Så jeg tog min jakke på.
Og mine sko, de var  hvide, samtidig  en smule brune af skidt. For jeg ikke var speciel god til at passe på med sådan noget.

Stille låste jeg døren op. Jeg løb ned af trapperne, ned i lobbyen.  En mand i uniform bag check ind stedet sagde en masse vrøvl. "Donde van a extrañar?" sagde han, med et undren blik. "What?" Sagde jeg. "Were are you going miss?" Sagde han med en sjov accent. Jeg hørte nogle stemmer, det lød som Martinus. Jeg ville ikke forklare ham hvad jeg lavede her, så jeg løb.

Hvor skulle jeg hen? Den spanske nat, var som en dejlig sommernat i Danmark. Månen lyste, men ingen stjerne var at se. Med ingen ide hvor jeg skulle løb hen, kunne jeg høre en råbe mit navn. "Line ! " det var Martinus. Jeg skyndte mig videre gennem de små gader. Jeg hørte ikke længere Martinus, hverken hans skridt eller hans stemme. Jeg var nået ned til stranden.

Hvad havde jeg  dog gang i?! Altså jeg elskede Martinus, men frygten om der nu engang skulle ske i fremtiden, var voldsom. Jeg satte mig for enden af en badebro. Måneskinnet spejlede sig i vandet. Ligesom den gang han tog mig til Fyn, på vores aller første date.

"Er du okay ?" Sagde en, og nogle skridt kunne høres. Martinus havde fundet mig. Han satte sig forpustet ved siden af mig. "Hvad sker der?" Spurgte han nervøst. "Det ved jeg ikke" svarede jeg, og tårne kom trillen ned af mine kinder. Hvorfor kun jeg ikke bare  acceptere, at jeg var med den sødeste, sjoveste, og den aller mest betænksommest fyr nogensinde ?

Han tog sin hånd rundt om min skuldre. "Der kommer altid en dag hvor man tænker, er det nu det rigtigt. " Hviskede  han i mit øre. Vinden susede og havets bølgende brusede. Der lugtede af fisk, og tang. Jeg følte at alt var godt igen. Måske i fremtiden ville jeg giftes med ham? Det var jo min drøm siden jeg var 11. Det var nok også det der ville ske engang.
Hvem ved...

Martinus's synsvinkel

Jeg vågner ved at døren bliver låst op, det er Line. Hvad har hun gang i? Kl. er ca 1. Om natten ! Jeg skynder mig at tage jakke og sko på. Så ringer jeg til lobbyen.
Hvis de så Line, kunne de måske forsinke hende.  Jeg kunne hør Line snakke. Så jeg lagde på. Hvad hvis Line ville stikke af ?! Altså sådan løbe væk fra mig? Havde jeg gjort noget, som havde forvirret hende ?!

Jeg så kun et lille stykke jakke, svinge ud af hovededøren. Lobby manden plejede på døren.
Jeg nikkede. Da jeg kom ud, kunne jeg næsten ikke se. Der var så mørkt og en smule varmt.
Et lille skær fra en gadelygte afslørede Line, hun løb mod havnene. Hvad havde hun gang i?
"Line!" Råbte jeg. Hun løb bare videre. Hvad sker der for hende?

Jeg kommer hen til stranden, der sider hun. For enden af en badebro. Jeg lister hen til hende. Jeg tror ikke hun har det særligt godt, der er noget der gør hende ked af det. Er det mig? Tænkte jeg.