Moving - Marcus og Martinus (afsluttet/retter fejl i den)

KP 3

~Karlas synsvinkel.~
Koncerten gik vildt godt. Jeg så nogle piger fra parallel klassen. Det var Sarah, hun er en rigtig bitch! Efter koncerten spørg Line om vi skal følges. Jeg tænker bare ( why not ). Mens vi går kan jeg se at Line er lidt trist. Eller hun kigger næsten ikke på mig. Så det går jeg ud fra. Vi går gennem en del af byen, hvor der sjældent er nogen. Og det begynder at bliver mørket. Pludselig er der en  som river fat i min hånd. Det er Katrina! Jeg prøver at rive mig fra men, hun slår mit lige i hovedet. Så jeg bliver en smule  svimmel. Jeg prøver at råbe "pas på!" Men det bliver ikke til noget. Eftersom Katrina  holder for min mund. Jeg forstår ikke hvorfor de gør det. Jeg ved Line har haft det dårligt førhen. Og de er grunde.

Men kunne de ikke bare lade hende værre! Line blevet slået med et jern rør. Af Sarah  og Marie. Hun flader ned på jorden. Jeg  kan se hun græder. De sparker hende. En bil holder ind til siden. Og Elena kommer ud.
Så pigerne  løber væk. De glemmer helt
Katrina. Sikke nogle gode veninder.
(Sarkastisk ment)

Elena riger efter nogen. Jeg  prøver at rive mig fra Katrina. Hun holder godt fast. Jeg vrider mig lidt fra, og giver hende en mave pumper. Hun tager sig til maven. Og jeg sparker hende i hovedet. Mens jeg hiver efter vejret. Hun kvælte mig næsten! Jeg løber stille hen mod Line. Hun ser helt død ud. Så jeg begynder at græde. Elena ser meget nervøs ud.

Lines synsvinkel.

Jeg våger i et hvidt rum. Jep sygehuset.
En sygeplejersker åbner døren.  " Hej jeg hedder Amalie, du fik et jern rør i hovedet.
Siger hun. Jeg svare ikke.
Politiet vil genre stille dig et par spørgsmål.
Er det okay?" Spørg hun " Jeg kigger forvirret rundt. Der hænger et ur på vægen. Kl er ca 1 om natten. " Ehh, det vel fint" siger jeg forvirret. To politi betjent  kommer ind.
De er omkring 30 år. De stiller nogle spørgsmål, som fx. Så du nogen? Hvem var du med? Osv. Jeg svarede at min veninde Karla var med mig. Og jeg forklarede så godt jeg kunne hvad der var sket. Jeg huskede ikke specielt meget. Efter lidt tid sagde de, god bedring. Og gik.

sygeplejerske kom igen, da de var gået. Hun gav mig noget at spise. Jeg havde  jo ikke fået mad siden i morgens. Og så lidt slik. Men slik tæller ikke som mad.  Hun sagde at mine forældre ville komme i morgen. Jeg fladt hurtigt i søvn.

Næste dag kl ca 10 om morgen.
Min mor og far  kommer ind. Jeg  rejser mig stille op. De smiler. Jeg hvade allerede tøj på og var klar til at tage hjem. De kommer hen og kramme mig. Jeg stod der bare. Uden at kramme igen. Det var akavet.
Vi forlod sygehuset. Og jeg kom hjem. Dagen gik som  normalt. Det enste anderledes var at jeg ikke måtte bruge min telefon, computer, tv osv. Der var okay kedeligt.
Jeg var hjemme i en hel uge. Fordi jeg hvade hjernerystelse. Søndag aften glæder jeg  mig for sygt til at komme i skole.

Det var Mandag morgen var jeg helt frisk. Og min hjernerystelse var væk.

I skole var der en helt masse som kom over og krammede mig. Karla var mere glad en de andre for at se mig. Men hun havde jo også set havd der skete. Jeg kunne knap nok huske den aften. Og havde lige brug for at høre det fra Karlas synsvinkel.  Hun måtte ikke sige til nogen hvad hun havde set. Eller jo hun måtte gerne snakke om det med mig. Men ikke med de andre.

Eftersom der var ulovligt det som Sarah og hendes veninder gjorde. Det dummeste ved det hele var, at de ikke rigtigt havde en grund til hvorfor de slå os. Min lære smilte og sagde " velkommen til bage Line" jeg sagde "tak" på en lidt genert måde.  Nogle af drengene i klasse spurgte også om jeg var okay. Og det var jo jeg enligt. Det enste der skræmte mig var, om de 3 piger ville gøre noget lignede igen.

I frikvartererne kom mange fra de andre klasser og så til mig. Det var virkligt underligt.
Og resten af skoledagen gik med det normale.

Vi fik fri. Og jeg skulle køre i samme bus, som Sarah. Det mærkelige  var at der  ikke kom en enste  bemærkninger  fra nogen. Eller jeg er lidt vant til at der ikke blev snakket til mig i skolebussen. Men stadig væk, jeg havde troet at de ville give en trussel eller noget. Men nej. Intet skete. Heldigvis!

Jeg skyndte  mig ud af bussen.  Jeg gik så hurtigt som muligt, eftersom at jeg skulle af det samme sted som dem. Og ikke gad være for tæt på dem. Da jeg kom hen til den vej hvor jeg boede . Gik jeg i mit eget stille tempo. Jeg tændte noget musik på min telefon. Og satte høre telefoner i. For den vej jeg bor på et sygt lang. Eller det følges den. Den er nok 3 km lang. Men jeg skal kun gå ca 1,3. Jeg gik forbi mine naboer. Og så at der var to kæmpe flytte biler. Hmm, flytter mine naboer?
Nej! Der bliver slæbt ting ud. Jeg stoppede op, og kigge nysgerrigt. Hvorfor havde mine forældre ikke fortalt at vores naboer var flytte? Og kan vide hvem de nye naboer de er?

Jaaaa, kan vide hvem de er.
Læs med i det næste kapitel. For at få svaret. Jeg tror allerede du ved det.😏
Håber du kan lide det❤️