Moving - Marcus og Martinus (afsluttet/retter fejl i den)

KP 14

En underlig lyd ringede, det var mit vække ur. godt der snart er juleferie. Jeg sætter mig op i sengen, og slukker for vække uret på min telefon. Den er mega spastisk. Iritret kaster jeg den ned i sengen. Den bliver bare ved med at ringe. "Ej hvorfor er du dog så lort!" Råber jeg nærmest. Der er lyst og alligevel mørkt. Altså det er morgen, men der er mørke skyer over hele himmelen. Så der er helt gråt udenfor og det er også virkligt tåget.

Min telefon stopper enligt med at bibbe. Jeg rejser mig op og gør det sædvanlige. Min madpakke var mega klam, og på vej ud af døren havde jeg skændes med min mor om, at jeg ikke ville spise den. Det var simpelhen for klamt.

Min mor skulle på arbejde, Så det var meningen at vi skumme køre sammen idag, men fordi vi havde skændes gad jeg alligevel ikke at køre med hende. Jeg løb gennem busken. Hen til Marcus og Martinus. Jeg håbede på at de ikke var kørt endnu.

Bilen var stadig i garagen. Pyhaa, så kunne jeg køre som normalt med dem. Plusligt stod
Kell Erik der. " Hei med deg Line, bør du ikke kjøre med din mamma idag? " jeg fik et chok.
"Nej, hun blev nød til at tage en anden vej. Fordi hun skal skynde sig" løj jeg.

Det var begyndt at regne. Min mor var lige kørt ud af indkørslen, og vinkede til Kjell. Og han vinkede til hende. Jeg syndes det var akavet. Og gav hende et dræber blik.
Martinus kom løbene med skoletaske på ryggen og regnjakke. Hans arme var strakte, så jeg tænkte st han ville løben hen og kramme. Og det gjorde ham. Så stod vi mindt under et lille tag og krammede, mens det øsede ned. Kjell havde sat sig ind i bilen. Vi trak og stille fra krammet. Så satte vi os også i bilen. Marcus kom luntende ud, og satte sig i bilen. Mens vi kørte, spurgte deres far om jeg havde lyst til at synge Martinus's og jeg's sang til alle deres andre koncerter. Altså om jeg havde lyst til at rejse med rundt på på turne. Det viste jeg selfølgelig ikke. For jeg elsker jo at synge, men for meget opmærksomhed bryder jeg mig ikke om, og så bliver jeg altså super nervøs.

Det var noget jeg havde brug for at tænke læge over. Bilen holde ind til siden. Og vi løb gennem regnen sø hurtigt som muligt.
På gangen var det helt vildt. Jeg havde aldrig set så mange øjne glo på mig før. Ikke bare syvende klasserne var på gangen. Men også nogle fra ottende stod langs gangen. De så glade ud, og samtidige chokeret. Jeg kigge ned i gulvet og tog tunge skridt. Jeg viste ikke hvordan jeg skulle reager. Martinus havde lagt mærke til min lille frygt for dem. Jeg havde også fortalt hvordan det var når Sarah var i nærheden. Jeg fin det altid så dårligt. Og følger bare jeg ville forsvinde ned i et lille huld, så jeg kunne gemme mig. Han havde taget fat i min hånd og flettet sine fingre med mine. Så smilte han sødt til mig, hans øjne funklede, jeg kiggede dybt i dem. Jeg var så meget forsvundet ind i hans dybe chokolade brune øjne, at jeg næsten gik ind i en. For enden af gangen, var vores klassen. Marcus var løbet hen til Ninna som havde ventet på ham, ved en bænk. De snakkede og kyssede lidt.
Lige da vi trådte ind i klassen, var der helt stille. Der blev bare gloet på os.
Vi slap hinandens hænder og jeg gik hen til mine veninder. Martinus gik hen til hans venner. " hvad, æhh hvorfor har du ikke fortalt at du skulle synge med Martinus?" Spurgte Luna. Hun så forvirret ud. Jeg gav et skævt smilt " jeg har ikke planlagt det, han spurgte bare om vi skulle synge vorese sang og" mere nåede jeg ikke siger før Karla "Sååå, du havde ikke tænkt dig at sige noget til os, om en sang dig og Martinus havde skrevet?
Spurgte hun nysgerrigt. Jeg smilte dumt. " Jo selfølgelig" svarede jeg hende. De smilte. Vores lære kom ind og timen begyndte. Skolen gik lige så langsomt, og kedeligt som altid.

Efter skolen tog jeg bussen hjem. Jeg nærmeste løb fra Sarah. Det ville sige at jeg gik mega mega hurtigt. På min egen vej, gik jeg i mit stille og rolige tempo. Jeg valget ikke at tage musik i ørnen, eftersom at der var helt tåget, fordi ellers ville jeg ikke kunne høre bilerne. Jeg kunne ikke se mere en ca. 10 meter frem. Så lagde jeg mærke til at nogen komme imod mig. Men der var for meget tåget, til at jeg kunne se hvem det var. I vært fald var det en på min egen højde. Personen kom tættere og tættere på. Så kom der et slag bagfra og.....
MØRKE! stilhed og MØRKE