Moving - Marcus og Martinus (afsluttet/retter fejl i den)

KP 21

Der var matematik, vi sad i grupper. Martinus, Julius, Luna og jeg var en gruppe. Vores lære havde sat os sammen. Vi sad på gangen. Sarah kom forbi. Hun smilte, og sagde "hej, hvad laver i?" Luna og Martinus så surt på hende. "Vi laver matematik " sagde Julius koncentreret. Hun så med et uskyldigt smil på mig. Hun drejede rundt på hælen, og var på vej videre. Da hun var halvvejens hen af gangen, kigge hun tilbage. Vi fik øjenkontakt. Hendes øjne var fyldt med vrede, og hun gav mig et dræber blik. Jeg skyndte mig videre med en opg.

Efter skole
Jeg var lige kommet hjem, og jeg tog mine høretelefoner ud af mine telefon. Jeg havde en besked på min telefon. Det var fra Sarah. Hvordan havde hun fået mit nummer?

'Glæder mig til at være med dig næsten 24/7 '
Stod der. Hvad fuck skulle det betyde?! Jeg gik ind på mine kontakter og ringe til Ninna.

L: Line N: Ninna.

L: "Hun har mit nummer" sagde jeg.

N: "hvem?' En lille pause 'Mener du Sarah !"

L: Ja , og hun har lige skrevet , "Glæder mig til at være med dig næsten 24/7 "

N: Ej hvor  underligt, hvorfor har du  enligt hendes nummer?

L: 'det har jeg heller ikke!' Lille pause, 'hun har åbenbart mit'

N: 'bare blokere hende'

L: okay, men hvad tror du hun mener?

N: det ved jeg ikke rigtigt. Vi finder ud af det.
jeg skal nemligt gå nu, Altså jeg passer Mia.

L: Nårh ja, vi ses!

N: hej hej!
Mia er Ninnas lille søster, hun er 2 år.

En uge senere
Jeg kom ind i klassen. Alt er næsten som altid.  Undtaget mig, jeg følger mig ikke tilpas. Jeg følger jeg græder hvert gang jeg lukker øjne. Hvert sekund jeg blinker, følges det som om der er tåre de glider ned langs kinderne. Jeg prøver at tørre det væk, men der er slet ingenting. Nogen gange  har jeg ligesom, lyst til at ligge mig på gulvet og sove. Ja faktisk sove hele dagen væk. Eller ugen. Måske  enda hele skoleåret. Jeg følte mig ikke længere glad, eller tilpas. Flere gange  havde jeg snakker med AKT. om mine problemer. Denne gange kendte  jeg ikke årsagen, til hvad der gjorde mig nedtrykt.

I timen
Martinus kigge nervøst på mig, han kunne se at jeg var ked af det. " Hva er galt?" Spurgte han. Han så bekymret ud. "Ikke noget " sagde jeg Med er fake  Smil. Jeg kunne ikke forstå hvad der forgik med mig.

Der var frikvarter,
Jeg gik ind til Ninna. Alt smerte var plusligt væk. Jeg grinte uden det var falsk. Jeg kunne ikke længer følge tårne, men mere noget af en fornemmelse der ligesom sagde, nu kan du slappe af! Og trække  vejret. Her er der ikke fare.

Klokken ringede

Efter  jeg havde krammet Ninna farvel.  begyndte jeg at gå hen til døren. Lige foran klassen kom følelsen tilbage.  Så  begyndte jeg at græde. Det var ikke specielt synligt, fordi hvert gang en tåre næsten gled, tørrede jeg øjnene. Det var næsten umuligt, ikke at græde. Min lære kom. Hele timen gik med  kedelig matematik. Martinus sendte hele tiden blikke, som ligesom var en hentydning til ( hvad er der  galt). Så jeg kigge hele tiden ned i boret, og prøvede at ignorer ham. Der var ret svært. For jeg vidste jo at, han kiggede på mig.

Næste dag (weekend)

Jeg havde forstået jeg ikke kunne være i min klasse. Igår  aftes ( Fredag ) havde jeg tænk over alle de ting, der gjorde mig utilpas. Jeg havd enligt bare ignorer det hele, og levet med det. Ihvertfald Indtil nu.  Med tiden var der en masse smerte og  tristhed. Som jeg bare havde lukket ude. For hvert sekund der gik, blev jeg mere og mere utilpas. Meget lidt af gangen.
Jeg havde forstået, at jeg ikke kunne blive ved sådan. Hele aften tænkte  jeg i meget lang tid, på om jeg vrikligt ville  tage såden en ændring i mit liv. Jeg overvejede nemligt at flytte klasse.

Grunden var både det med at Sarah, hun  er hele tiden i nærheden, men  sammen med Ninna  det hele ligegyldigt. Der var også andre grunde til jeg ville flytte, men det  var ubeskrivelige ting. Hvis jeg kunne for lov til at komme ind til Ninna, ville  jeg blive befriet. Jeg følte så meget smerte, og tristhed. At jeg ville  grave mig ned i er dybt huld, og gemme mig i mørket. Intet føltes rigtigt mere, som om mine veninder ikke længer lyttede, som om det hele var ændret. Jeg skulle bare væk fra alt.

Nogle andre  tanker dukkede op,
og lagde mærke til, at  jeg havde tåre langs mine kinder.  Jeg tørrede dem væk, så satte jeg min serie på. Efter et par episoder, tjekkede jeg et  par snaps. Jeg skulle snakke med Ninna om mit problem, men det skulle være face to face. For hvad nu hvis hun ikke ville have mig i sin klasse, og igen kom en masse tanker.
Hvad hvis Ninna og jeg blev "trætte" af hinanden? Det skulle ikke ske. Mig og hende er så tætte, og vi holder meget af hinden. Måske holder vi så meget af hinden, fordi der også er lidt afstand mellem os. Jeg huskede tilbage til starten af 7.

På det tidspunkt  frygtede jeg, at Ninna og jeg ville gilde fra hinanden. For vi ikke længere gik i kasse sammen. Derfor gik jeg til noget AKT. En mad sagde at jeg bare skulle være som normalt. Og måske inv. Hende til et eller andet. For ligesom at for den fornemmelse væk.  Efter 1-2 uger var det som normalt. Jeg har aldrig været så tæt på en som Ninna før. Først startede  vi ud med et fjendskab i 5 klasse, og nu har vi det tætteste venskab. Hun er mit et og alt.❤️ Hvem skulle have troet det?