Connigan (Afsluttet)

1

Da jeg trådte ind i receptionen, blev jeg mødt af receptionisten, der altid sendte mig en tand for kærlige og drømmende øjne.

"Jeg går bare op, jeg har møde med den gamle!" Smilede jeg venligt til ham, mens han vinkede og blinkede på samme tid.

Elevatoren stoppede på øverste etage, mens mit hjerte sad i halsen på mig. Jeg vidste aldrig hvad min far ville når han kaldte mig ind, hvilket altid gjorde mig nervøs. Hans høje forventinger til mig, gav mig konstante svedige håndflader ved familie sammenkomster og andre arrangementer hvor min tilstedeværelse var krævet.

Martha sad ude foran min fars kontor og smilede i det jeg kom hen til hende.

"Hej Manse!" Smilede hun og tog brillerne af for bedre at kunne se mig. Martha havde, siden jeg var helt lille, siddet troligt på sin plads ude foran min fars kontor, og det var også på dage hvor jeg var med. Så udover at være en glimrende sekretær, gjorde hun også et udemærket job som barnepige. "Hvordan har du det, skat?"

"Udemærket.. Lidt nervøs. Har du nogen ide om hvad han vil?" Hun trak på skuldrene.

"Af hvad jeg ved, er det noget godt."

"Så du ved hvad det er, men har fået strenge ordre om ikke at sige noget?" Hun nikkede med et sammenpresset smil.

"Hvordan har din skønne kæreste det?"

"Isabella?"

"Ja, du har vel kun én?" Grinede hun, mens det gik op for mig at jeg nok ikke helt fulgte med i samtalen.

"Tjoooh.. Hun har det fint nok, vil jeg tro.."

"Der er måske røre i mosen?" Hun satte sine briller op i hendes højt opsatte, uglede grå hår og sendte mig samtidig et par urolige øjne.

"Neej.. Hun har bare meget travlt i øjeblikket, og det samme har jeg jo.. såå.."

"Men du er stadig glad for hende ikke?" Jeg smilede.

"Jo, meget." Vi blev afbrudt af min far der bippede Martha over samtaleanlægget.

"Er Andrew kommet?" Martha smilede til mig, mens hun trykkede for at svare.

"Han står lige her."

"Send ham ind!"

"Du hørte manden.." Smilede hun "Held og lykke Manse."

Jeg åbnede de todelte mahognidøre, og fik med det samme øje på min far, over ved hans globusbar. Han løftede et tomt glas over imod mig, som en gestus til om jeg også ville have en lille én. Jeg takkede nej ved at løfte hånden og betragtede kortvarigt udsigten fra de store panoramavinduer.

"Udsøgt! Ikke sandt?" Min far stoppede op ved siden af mig med et glas Cognac. Jeg var højere end han var, en del mere veltrænet og havde stadig hår på hovedet. Mens han kunne præstere en begyndende øldunk og en velfriseret grå halvmåne. Men selvom han var blevet små tyk på hans ældre dage, bar han stadig et pænt nålestribet jakkesæt, nydelige nypudsede sko og et rødt slips, der matchede til servietten i hans jakkelomme.

"Når!" Sagde han og tog en tår, og gik over til sit skrivebord og satte glasset. Jeg fulgte efter, og tog plads i chesterfield stolen overfor hans skrivebord. Efter at have sat sig, fortsatte han: "Jeg ved ikke om Martha kunne holde sig fra, at fortælle dig hvorfor du skulle komme i dag?"

"Hun har ikke sagt et pip." Konstaterede jeg og så ham nikke.

"Du har jo netop endt din uddannelse, og jeg er overbevist om at du har tænkt dig, at bruge dine evner godt i vores familieforhavende. Jeg kunne derfor godt tænke mig at tilbyde dig, et job som under direktør. Hvad siger du så?" Han smilede selvsikkert, foldede hænderne på hans tykke mave og lænede sig veltilpas tilbage i sin kontorstol.

"Det er et meget flot tilbud far, men er der ikke andre her i firmat der fortjener stillingen mere end jeg gør? Som for eksempel Jensen?"

"Visse Vasse!" Han viftede ligegyldigt med hånden, mens han med den anden søgte efter en cigar i sin cigarkasse. Efter at have klippet den, stak han den ind i mundvigen og fortsatte: "Du skal alligevel arve hele molevitten når jeg går på pension! Så om Jensen får den forfremmelse eller ej, kan skisme være ligegyldigt! Skide være med det! Hvis han ikke kan lide lugten i bageriet, må han sku finde sig en anden tjans!" Jeg betragtede ham mens han tændte cigaren med få babbende tag. Jeg kunne ikke undgå at føle en indre vrede over den måde min far brugte sin magt på, også selvom det var mig til gavn. Jeg vidste hvor hårdt Jensen havde arbejdet, for at blive forfremmet. Han lagde åbenbart mærke til min betænksomhed og fortsatte, mens han lænede sig ind over bordet, med cigaren imellem et par fingre. "Hør! Jensen ville aldrig få stillingen som under direktør.. desuden er du vigtigere for mig." Han tog et par hiv og betragtede mig stolt med sine øjne et øjeblik. "Hvad siger du så knægt?"

"Må jeg have lov at tænke over det?" Han gjorde store øjne og begyndte at hoste voldsomt.

"Prøver du at tage livet af mig?" Hostede han, mens han holdt krampagtigt fast i bordkanten. Da hans hosteri tog en ende rømmede han sig. "Hvad faen skal du bruge betænkningstid til? Her fremlægger jeg dig en strålende fremtid med alt hvad livet har at tilbyde, og så vil du lige tænke over det?" Han rystede på hovedet og kørte sin hånd hurtigt ind over munden. Så pegede han på mig med cigaren: "er du klar over hvor mange nyuddannede, der ville give deres højre arm for at sidde hvor du sidder lige nu? Du ryger lige til tops med det samme uden skubben og masen!"

"Det er jeg klar over, far. Jeg er også meget taknemmelig. Det er bare en meget stor livsbeslutning, og jeg trænger til tid til at træffe det rette valg." Han så på mig et øjeblik uden at sige noget. For et øjeblik lignede han en mafiaboss, som han sad der med sit overskæg og sin cigar.

"Andrew, du er og har altid været en kvik knægt. Men lad mig gøre det enkelt for dig, sig ja til tilbuddet!" Jeg sukkede. Jeg hadet at jeg stadig i en alder af 27 skulle ligge under for min fars pressen og skubben. Jeg rejste mig derfor op, med svedige håndflader og svarede: "som sagt, har jeg brug for betænkningstid."

"Meget vel!" Han rejste sig op og kom over til mig og klappede mig på skulderen. "Giv mig dit svar på lørdag ved din uddannelsesfest!"