Connigan (Afsluttet)

18

Da vi senere gik ned til plantagen, følte jeg mig stadig svimmel, træt og taget ved næsen. Det var gået galt fra første færd, og blev kun værre og værre. Ikke nok med at jeg selv, havde været dum nok til at tage med en pige hjem, men også det med at jeg intet sted havde at bo, og jeg tilmed nu skulle bo sammen med en kvinde, der ikke virkede til at give tre kolde potter pis om hvem jeg i virkeligheden var.

Mine forventninger til Congo, var langt fra den virkelighed jeg så. Rapporterne havde skrevet om gode boligforhold for arbjedere, men det var ikke hvad der udspillede sig for øjne af mig, da vi gik igennem den lille by, hvor i plantagen lå, og hvor de fleste af dem der arbejdede i plantagen boede.

"Hvad var det for noget med, at der var problemer i plantagen?" Spurgte jeg i det vi gik imod en bygning med veranda, der tydeligt havde en anden standard, end den beboerne i byen var vandt til.

"Arbejderne klager over forsinkelse i løn, og i går blev de virkelig vrede. Jeg forstår dem godt. De har familier at brødføde, og nogen af dem har ikke en gang et tag over hovedet.." Hun gik op af et par trin til en dør med myggenet og jeg fulgte efter.

Det var ikke et særlig stort hus, med højst 3 små værelser. Da man kom ind kunne man på sin højre side kigge ind i, hvad jeg ville kalde en stue. Mest fordi der stod en gammel radio, en slidt sofa og et lige så slidt sofa bord. Til den anden side var en væg, flettet af piletræ og bagved stod en gammel sag af en computer. Alice skubbede irriteret til musen, og med det samme kunne man tydeligt høre hvor meget besvær, den havde med bare at tænde skærmen igen.

"Gamle lort.." Vrissede hun og fortsatte ud i et meget lille te køkken. Det var enormt primitivt. Der var ikke engang nogen håndvask. Det eneste der rent faktisk var, var en lille kogeplade, der kørte ved hjælp af et selvdrevent batteri, som man godt nok skulle trække op en gang imellem for at få til at virke. Vandet måtte man hente udenfor ved vanpumpen.

"Hvor fifi er du på fingrende?" sagde hun mens hun satte sig op på den smule køkkenbord der var.

"Jeg kan da banke et søm i et bræt."

"Godt!" Sagde hun og hoppede ned fra bordet igen. "Vi mangler nemlig en mand til den slags her omkring.."

"Okay.." Hun smilede ind over skulderen, hvorefter hun gik hen og satte sig i den lassede sofa.

"Den sidste fyr vi havde til at gå rundt hernede og ordne ting, valgte at.." Hun kiggede ud gennem et beskidt vindue og videre ud på arbejderne i plantagen. Hendes hår var sat op i en roddet knold på hovedet, hvor flere totter snuede sig langs hendes tending og nakke. Hun vendte sig igen imod mig. "Han pillede ved en af kvinderne.. Så jeg fyrerede ham og skød ham i foden.." Jeg gjorde store øjne.

"Hvad?" Jeg kunne ikke tro hvad jeg hørte. Hvordan kunne denne, ikke ret høje kvinde, med den lille nuttede firkantede næse finde på det?

"Jeg skød ham i foden.." Gentog hun.

"Det kan ikke være dit alvor?" Hun nikkede og så på mig med øjne så seriøse som en bedemands.

"Hvad ville du ellers have jeg skulle have gjort? Lade skiderikken slippe afsted med det, uden selv at få mén? Synes du det er fair, taget i betragtning af at pigen nu skal leve med skammen resten af sit liv, og nu kan risikere at hun aldrig kan blive gift?" Jeg var lamslået. Hun havde sagt det hele med sådan en ro og fattet udstråling, at jeg ville være direkte dum at stille mig op på bagben overfor hende. Det hun havde gjort var så retfærdigt som noget kunne blive, og jeg stod fuldstændigt på hendes side hvad det angik.

"Nej.. Jeg er bare imponeret.."

"Jeg er bare min fars datter, så er den ikke længere.." Hun rejste sig og gik forbi mig endnu engang. "Kom med.."

Kort efter stod vi midt i plantagen. Jeg undrede mig over at der ikke, var ret mange igang med arbejdet.

"Har de pause?" Hun grinede til mig.

"Altså.. Du høre da vist lidt til den naive type.." Jeg så uforstående på hende. Så hun fortsatte. "De har ikke pauser som sådan.. Grunden til at der ikke er så mange her i dag, er fordi de fleste strejker.." Jeg kiggede rundt og fik øje på en gravid kvinde der havde et lille barn på maks 3 år gående ved sin side. "I det tilfælde kan vi gøre to ting.." Hun løftede to fingre og fortsatte. "ét: Vi kan vente på at de kommer tilbage om et par dage, eller to: finde nye arbejdere.."

"Og den gravide dér?" Jeg nikkede imod hende jeg havde set og så derefter på Alice. "Hvor langt henne er hun?" Alice sank.

"ca. 4 måneder.."

"Hvorfor arbjeder hun så?"

"Fordi Andrew!" Hun vendte sig imod mig med krydsede arme. "Hernede er der andre regler der gælder. Her er det den stærkeste der overlever. Vi har ikke en fagforening, der kommer ind og siger 'Fy! Det må i ikke!' Her må vi klare os selv!" Jeg sank og gjorde alt hvad jeg kunne for ikke at flytte blikket fra hendes.

"Hvor er hendes mand?" Hun flyttede blikket.

"Han skred fra hende.. Det er ikke usædvanligt hernede."

"Det er heller ikke usædvanligt derhjemme.." Mumlede jeg, højt nok til at hun kunne høre det. Hun smilede forsigtigt.

"Jeg håber du har en plan, for hvordan det her skal blive bedre.. Jeg ved ikke hvor meget længere jeg kan holde det ud.." Hun vendte sig for igen at gå imod hytten, og jeg fulgte pligtskyldigt med hende. "Jeg hader at vores arbjedere ingen løn får eller ikke får nok i løn. Jeg hader at de dårligt kan få mad på bordet og jeg hader at arbjedet hernede ikke længere er en glæde." Hun stoppede et par trin oppe, så hun var i ansigtshøjde med mig.

"Jeg finder på noget.." Forsikrede jeg hende, selvom jeg overhovedet ikke anede hvordan jeg skulle håndtere det.

"Jeg håber det virkelig, Andrew.." Jeg nikkede og fulgte efter hende ind i hytten.

"Det håber jeg virkelig også.." sukkede jeg og satte hænderne i siden. Jeg var både skuffet og vred over min fars besparelser. Jeg havde selv siddet med regnskabet, så jeg vidste hvor meget der gik til plantagen her i Congo. Det værste var at jeg selv havde fået så mange goder derhjemme, mens at staklerne hernede dårligt kunne få det til at køre rundt. Det kunne ikke passe at den slags skulle finde sted, for ikke at tale om hvor meget min far skød sig selv i foden ved ikke at give flere penge til det.

"Vi har en stor sendning i morgen, men vi har ikke folk nok til at kunne klare opgaven.." Begyndte Alice igen. "Jeg ved ikke helt hvordan vi klare den, men vi må bare i marken igen." Hun smilede forsikrende til mig. "Så får du også prøvet det, Prettyboy!"