Connigan (Afsluttet)

12

Jeg var blevet sendt på en forretningsrejse i London, og følte lidt den kom på et enormt dumt tidspunkt. Men min far insisterede på, at det var mig der tog afsted. Som den nye underdirektør måtte jeg vise, at jeg også kunne tage beslutninger på firmaets vegne. Hvilket jeg var sikker på bare var en vag undskyldning og enemandstale for at slippe for at rejse til London, og i stedet tage ud og mødes på golfbanen med en af topcheferne for et større firma der solgte chokolade.

Min opgave var at tage på kaffekonference og spotte konkurrenter, samt at udveksle så mange visitkort som muligt med potentielle kunder. Jeg stod netop og snakkede med en mulig samarbejdspartner, da min mobil ringede. Da jeg så at der stod "Mor" på displayet, undskyldte jeg mig selv og tog telefonen.

"Andrew min skat, det er Martha! Hun har haft et hjertestop på arbejdet. Jeg ved ikke hvor længe vi har hende endnu."

"Hvad siger lægerne?"

"At hun nær var død af det.. jeg er bange for at vi mister hende." Hun holdt en kort pause og fortsatte: "Jeg ville blot informere dig om det, så du selv kunne træffe en beslutning. Jeg ved jo hvor tætte i to altid har været og hvor meget hun betyder for dig."

"Tak, jeg er glad for du ringede, mor.." Det var underligt at kalde hende mor, når hun egentlig aldrig rigtig havde været én for mig. Hendes største glæde var at vimse rundt derhjemme og hunse på de stakkels stuepiger og brokke sig over støv. Det var hendes største fjende. Støv. Ikke fordi hun nogensinde havde været allergisk, eller at der for den sags skyld var nogle af os andre der var det. Det var bare sådan en lille ting, der kunne får hendes hår i nakken til at rejse sig. Og det gik selvfølgelig udover alle andre. Jeg var i virkeligheden forundret over, at hun ikke fortsatte samtalen og brokkede sig over sine stuepiger til mig, måske havde det med Martha også påvirket hende på en måde, som gjorde at hun pludselig fik øjne op for ting der var langt vigtigere end ophobninger af støv.

"Går det ellers godt, derovre?" Sagde hun tøvende.

"Det går fint, jeg bliver desværre nød til at løbe, jeg stod lige og talte med en mulig samarbejdspartner.." Hun grinede underligt nervøst, over at jeg ville afslutte samtalen så hurtigt og sagde så:
"Du lyder nøjagtig som din far.." Jeg stivnede i kroppen og mærkede hvordan jeg nærmest døde ved tanken om at lyde som ham, mens hun fortsatte. "Håber vi ses snart, min skat. Hej hej." Hvorefter hun lagde på.

Selvom jeg vidste hun ikke mente noget ondt med det, havde hun alligevel ramt der hvor det gjorde mest ondt. For et øjeblik tog jeg mig selv i at spekulere i, om jeg i virkeligheden var ved at blive min fars dobbeltgænger, og om Martha mon ville klare den. Efter at have overvejet situationen nøje, vendte jeg mig imod ham jeg ellers havde talt med.

"Det må du undskylde." Smilede jeg professionelt. "Hvor kom vi fra?"

Den aften pakkede jeg mine ting, og tog den første flyver hjem. Min tanke var den, at hvis det havde været min far, der havde fået sådan en besked om en af sine kære, havde han ikke afbrudt rejsen og rejst tidligere hjem.

"Det er hvad man har læger til!" Var altid hans undskyldning for, at blive på sine mange forretningsrejser. Men jeg ville ikke være sådan! Martha havde altid været der for mig, så jeg kunne ikke se hvorfor, jeg ikke skulle være der for hende også. Desuden, kunne jeg godt bruge et par ekstra fridage i selskab med Isabella. Hun ville helt sikkert blive glad for at jeg kom tidligere hjem og nu havde tid til hende. Jeg ringede hende derfor ikke op og fortalte hende om det, for jeg syntes det skulle være en overraskelse.

Den følgende dag stod jeg på hospitalet, og spurgte om vej til Marthas stue. Da jeg endelig nåede til hendes syggrønne dør, bankede jeg forsigtigt på og listede ind. Hun lå i en seng med en masse ledninger og deslige på brystet, mens hun lå og hvilede sig. Jeg smilede ved synet af hendes elskede strikketøj på bordet ved siden af hende, og satte mig derfor i en lænestol for at vente til hun vågnede. Men i samme nu som jeg satte mig, kiggede hun i min retning.

"Andrew?" Hun lyste nærmest op, da jeg rejste mig og kom over for at tage hendes hånd.

"Hvad er det med dig?" Smilede jeg kærligt drillende og modtog et udmattet smil.

"åårh.. det er bare mig og mit fjollede hjerte." Skød hun det væk og smilede modigt. "ikke noget at være bekymret for.."

"Mor sagde ellers noget andet.."

"Din mor har altid været typen der elskede drama lidt for meget.." Hun klemte min hånd kærligt, mens jeg bemærkede hvor blød hendes gamle hud føltes imod min. "Hvordan gik turen til London?"

"Udemærket.." Hun smilede.

"Du hadet det." Grinede hun, mens jeg vippede hovedet overvejende frem og tilbage.

"Måske lidt.." jeg lod et grin sive ud mellem mine læber, så det kom mere til at lyde som et suk end et reelt grin.

"Hvad vil du overhovedet med dit liv, Andrew?" Jeg trak på skuldrene.

"Det ved jeg ikke.. Jeg havde overvejet at tage til Congo.. Men det skød Isabella ned den anden dag.." Jeg så ned i gulvet og mærkede atter hvor irriteret jeg var blevet.

"Nu siger jeg noget.. Som du sikkert bliver sur på mig over.."

"Nårh da da?" Det var ikke første gang hun havde sagt sådan, så jeg var ikke chokeret over at hun skulle til at blande sig. I virkeligheden var hun den eneste der blandede sig, for at få mig til at se tingene fra en anden vinkel.

"Lad hver at gifte dig med hende.." Jeg så forbløffet på hende.

"Hvad?"

"Du hørte mig.. Du fortjener bedre end hende.. Hun er ikke god nok til dig.."

"Martha.. Jeg skal giftes med hende lige om lidt.." Hun satte sig op og stirrede bestemt på mig.

"Har du tænkt dig, at leve et liv, der ikke er dit eget?"

Jeg var blevet vred på Martha, for at blande sig. Ikke nok med at hun angreb Isabella, men hun angreb også mig. Desværre kunne jeg godt se, at det hun sagde var sandt. Jeg havde virkelig ikke lyst til at leve et liv, der ikke var mit eget. I alt for lang tid havde jeg gjort det andre havde besluttet jeg skulle, nu var det min tur til at bestemme lidt. Jeg ringede derfor Isabella op, for at tale med hende om det. Jeg var sikker på at hun ville forstå det. Men hun svarede ikke. Så i stedet besluttede jeg at tage over til hendes lejlighed og overraske hende...