Connigan (Afsluttet)

24

Der nåede at gå 5 måneder mere, før skolen var helt oppe og køre og alle papirerne var på plads. Jeg glædet mig til at komme på arbejde hver dag, fordi følelsen af at lære fra mig, gav mig et boost af et eller andet ukendt, men rart. Det boblede i mig hver gang jeg skulle undervise alle børne fra landsbyen. Jeg kom så langt med mine tanker, at hvis jeg nogensinde kom hjem fra Afrika, så skulle jeg undervise. Jeg ville simpelthen opsige mit arbejde og gå direkte efter at blive lære på en skole et sted. Jeg havde tilmed også undersøgt, hvad der skulle til for at blive for eksempel, professor, hvilket kun var omkring en 3,5 år ekstra på skolebænken, oven i det jeg i forvejen havde.

Jeg var ved at undervise en dag, da Alice kom forbi. Hun smilede sødt til mig, hvilket hylede mig helt ud af den, og derved fik børne til at grine af min fjogede facon. Da timen var slut, smuttede alle børne, og jeg gik ud og mødtes med Alice.

"Hvad så?" Smilede jeg og mødte hendes glade øjne.

"De er helt vilde med dig.." hun nikkede i retning af børne, der var på vej ud.

"Arh, tror du?.."

"Helt sikkert." Hun krammede sig selv og blev stille, mens hun så efter de sidste.

"Er der sket noget?" Smilede jeg. Hun plejede ikke at være her på det her tidspunkt, så jeg undrede mig en del.

"Jeg har gode nyheder.." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe. Jeg løftede øjenbryne og smilede.

"Nårh?"

"Vi er blevet godkendt af Fairtrade!" Grinede hun og hoppede på stedet.

"Virkelig!?" Udbrød jeg glad og tog mig selv i at danse rundt, i det tomme lokale med hende. Der var ingen større lykke, end at vide at man rent faktisk havde gjort en forskel.

Rapporten om det nye tiltag, blev skrevet ind over et glas rødvin i køkkenet, sammen med Alice. Efter at jeg havde trykket sendt, bemærkede jeg at Alice stod over ved vinduet. Hun vendte sig og smilede, og uden et ord, kom hun over og greb om mit håndled.

"Kom med!" Smilede hun og jeg fulgte pligttro efter hende. Kort efter sad  vi oppe på det flade tag og betragtede månens storhed. Der var helt stille, bortset fra frøer der kvækkede og græshopper der spillede på deres ben. Efter lang tid i relativ stilhed, vendte hun hovedet imod mig og smilede.

"Jeg er sikker på min far vidste nøjagtig hvad han satte igang, da han fortalte dig om Congo.." hun smilede mens jeg ikke kunne lade hver at grine. Efter at have betragtet mig lidt fortsatte hun i en mere alvorlig tone: "Tak.. Tak fordi du kom til Afrika og fik løst det hele.." Jeg trak på skuldrene.

"Jeg føler ikke jeg kan tage hele æren, dit slæb har været lige så fantastisk, hvis ikke mere."

"Vi er et godt team." Hun skubbede til mig med sin skulder. "Men jeg havde ikke kunne gøre det uden dig." Jeg mødte hendes øjne, og med det samme fik jeg endnu en gang lyst til at kysse hende.

"Alice.." hviskede jeg, og lagde en hånd på hendes kind, som hun lænede sig ind imod. Det var tydeligt at hun trængte til berøring. Jeg lænede mig derfor ind for at ville kysse hende. Men med det samme stak hun en finger i næsen og smilede undskyldende.

"Undskyld.. No can do!"

"Hvorfor?"

"Fordi.." begyndte hun, men jeg følte ikke at hun ville færdiggøre det uden hjælp.

"Hvem har såret dig?" Hun vendte blikket imod mig, og med det samme kunne jeg se, at jeg havde ramt plet. Der var nogle der havde såret hende, men hvem? Hun var bare sådan en person, der ikke tillod sig selv at have ondt af sig selv, og det gjorde hele forskellen.
Hun sukkede og sank.

"Bobby.. Min ekskæreste.." Hun så ned på sine hænder. "Vi havde været sammen i rigtig lang tid.. tror det var omkring 5 år, vi boede i lejligheden sammen." Hun smilede kejtet til mig, nærmest for at undskylde. "Vi var begyndt at snakke om at få et barn sammen, og var også begyndt at indrette babyværelse til den lille.. Derfor havde jeg et ekstra værelse til sådan en tosse som dig.." hun puffede til mig, og jeg nikkede. "Men som du sikkert kan regne ud, er der ikke nogen Bobby mere, og der kom aldrig en baby.." Endnu en gang flyttede hun blikket til sine hænder, hvor hun lige nu var godt i gang med at rense sine negle, for snavs der ikke var der.

"Hvad skete der?"

"Han gik i seng med Cathy.. Flere gange.."

"Det er derfor dig og Cathy ikke er på bølgelængde.."

"yeah.. det kan man vist godt sige.. Cathy plejede ellers at arbejde for Kenton, men sagde jobbet op da far flyttede hjem igen.."

"Det er jeg ked af at høre.."

"Det er okay.." Hun holdt en pause og sukkede før hun fortsatte: "Jeg besluttede mig bare for at jeg ikke ville have en fyr igen som Cathy havde haft eller som muligvis ikke ville blive.. Derfor.." Hun gjorde fagter med hænderne "gør jeg alt det her.. Ulækre.." Jeg nikkede forstående.

"Den slags sætter sine spor.." Smilede jeg, og fortalte hende derefter alt om mit bryllup, om Isabella, om Evan og ikke mindst, at jeg var ked af, hvis hun følte at jeg havde prøvet på noget, uden at hun var klar, hvortil hun bare grinede.

"Årh Andrew.. Du er altid så sød og betænksom.." Hun hold forsigtigt om min arm og lagde sit hoved på min skulder. "Vi er en gang hjerteknuste tåber.." sukkede hun, mens jeg smilede.

"Det har du ret i.." Sådan sad vi lidt, før jeg kunne fornemme på hende at hun var faldet i søvn. Endnu en gang, samlede jeg hende op, og bar hende ned til hendes seng. Her puttede jeg hende under hendes tæppe, slukkede lyset og gik ind til mig selv.

Om jeg ville det eller ej, holdt jeg endnu mere af hende nu, for at have forklaret sit væsen, end jeg havde gjort før. Vores venskab var nøjagtig hvad jeg havde haft brug for hele vejen igennem. Udover det, følte jeg mig dum, at have prøvet på noget. Hun havde hele tiden været min ven, og uanset hvad så ville et forhold med hende aldrig fungere. Det var vi for forskellige til. Måske var det bare mine følelser der var forvirrede. Jeg havde så længe været i et forhold med Isabella, at jeg følte mig helt lost uden nogen at komme hjem til. Alice havde givet mig det, uden alt det følelsesmæssige, så jeg havde tid til at hele. Hvilket, jeg var utroligt glad for. Hun var virkelig en sand ven i rette tid.