Connigan (Afsluttet)

2

Da jeg kom ud fra min fars kontor, mødte jeg Jensen på gangen. Jensen var den medarbejder, der arbejdede hårdest, aldrig var syg og som havde viet hele sit liv, til at arbjede for vores familiefirma. Alligevel var det ham, min far mente skulle finde et andet job, hvis han ikke kunne lide lugten i bageriet.

Han kom slæbene på mapper, papirer og en laptop, da jeg mødte ham.

"Hej Andrew.." Sagde han noget anstregt da han kom forbi mig, jeg stoppede op.

"Hej.. Skal jeg ikke hjæpe dig med det der?"

"Aaah.. det går.. Er sikker på Martha vil hjælpe når jeg kommer så langt."

"Skal du have møde med min far?" Han nikkede og sank.

"Ja.. Jeg håbede på at min præsentation kunne give mig en forfremmelse af en eller anden art.. Jeg er ved at blive desperat.." I samme nu tabte han alt han havde i armene på gulvet. Jeg skyndte mig at sætte mig på hug og hjælpe ham med at samle det op, mens han bandede af sig selv.

"For helvede! Tag dig nu sammen.." Jeg ignorede hans tydelige foragt for sig selv og fortsatte:

"Hvorfor er du desperat?" Han mødte mine øjne forvirret og kørte stresset en hånd i panden.

"Mit boliglån er steget.. og udgifterne bliver flere og flere.. Hvis jeg ikke snart får en forfremmelse, går jeg bankerot og så tager banken huset.. Min hustru kan snart ikke holde til mere..." Han stoppede sig selv og rejste sig. "Men øhm.. det behøver du ikke bekymre dig om Andrew.." Jeg smilede forsikrende til ham.

"Er du sikker på, at der ikke er noget, jeg kan gøre." Sagde jeg og rækkede ham hans mappe. "Måske tale den gamle lidt til fornuft?" Jensen trak på skuldrene.

"Det er meget pænt af dig, Andrew. Men det er ikke alle der er lige heldige i denne uretfærdige verden.." Han skævede ned af gangen, til hvor Martha sad ude foran min fars kontor. "Jeg må nok.. hellere.." Jeg nikkede og lagde en hånd på hans skulder.

"Det skal nok gå, bare vent og se."

"Det håber jeg.." Smilede han modigt. "Vi ses."

"Og held og lykke med det, Jensen."

Da jeg kom hjem til min lejlighed, kunne jeg se at Isabella var der. Jeg smilede ned imod hendes sko, og hang mit tøj i gangen, før jeg fortsatte ind i lejligheden. Med et kom hun ud fra køkkenet, med en høj hestehale og en skål med udskårende frugter.

"Uh!" Udbrød hun i det hun fik øje på mig. "Jeg hørte ikke du var kommet hjem!" Jeg kyssede hende, og betragtede hende valse over til sofaen i sine hvide yoga pants. "Hvordan gik mødet med din far?" Smilede hun i det hun puttede et stykke æble i munden og samtidig satte sig i skrædderstilling på sofaen.

"Udemærket.." sukkede jeg.

"Var det så slemt?" Grinede hun og smaskede på et stykke melon.

"Neeej.. Det var vel egentlig godt nok.." Sagde jeg og smed mig i sofaen ved siden af hende.

"Æble?" Smilede hun og dumpede et stykke ned i min mund.

"Han tilbød mig et job."

"Uh! Spændene.. Som hvad?"

"Under direktør.." Hun sendte mig et overrasket blik.

"Hvad? Det sagde du vel forhåbentligt ja til?"

"Jeg sagde jeg ville tænke over det." Hun grinede, men ikke hjertligt, nærmere sarkastisk.

"Du ville tænke over det? Hvad er der at tænke over?"

"Om det er hvad jeg vil bruge resten af mit liv på, om der var andet jeg gerne ville." Hun snerpede munden sammen til en tynd hidsig streg, og så vidste jeg at der ville komme endnu et skænderi.

"Så du vil ikke have et ubekymret liv sammen med mig.. vi SKAL åbenbart sutte på lappen!" Hun rejste sig surt fra sofaen og trampede ud i køkkenet med skålen der nu var tom. Jeg kunne høre hvordan hun flåede opvaskemaskinen op, nærmest tyrede skålen ind i den og smækkede lågen hårdt bagefter. Jeg sukkede og rullede med øjne. Jeg havde ikke tænkt mig at blive vred igen. Ikke denne gang. Jeg satte mig derfor op og afventede hendes magttale.

Kort efter trampede hun ud og stod midt på stuegulvet, med spredte ben og brystet højt. Det var hendes måde at virke større og derved mere truende, på. I mine øjne, lignede hun mest af alt en kær lille hvalp, der bjæffede lidt for højt. Jeg skulle anstrenge mig for ikke at smile af det billede og løsnede i stedet mit slips.

"Jeg fatter ikke hvorfor du ikke bare tager det job! Det er vores fremtid der er tale om! VORES fremtid. En fremtid bestående af både mig og dig!"

"Jeg har forklaret dig hvorfor, og jeg har brug for at tænke mig om.. Jeg har ikke lyst til at leve et liv som en fange."

"En fange? Ååh! Er det det med din far igen? Hvorfor kan du ikke bare lade det ligge??"

"Fordi sådan har han været hele mit liv, og jeg har ikke tænkt mig, at han skal blive ved på den måde.." forklarede jeg hende roligt. At blive vred var en selvvisk handling, det var i hvert fald altid det Martha havde sagt. Derfor styrede jeg altid mit temperament, for at kunne tænke klart.

"Du er altså for meget nogen gange.." Hun travede ud i gangen, og jeg rejste mig og fulgte stille efter. Hun stod og var ved at tage sko på, da jeg fortsatte: "Jeg har sagt til ham at jeg vil give ham mit svar på lørdag ved festen.." hun rettede sig op og så bestemt på mig.

"Hvad kan jeg gøre for at overtale dig til at tage det?"

"Jeg har ikke besluttet mig for noget endnu.."

"Nej! Men hvordan får jeg dig overtalt til at sige ja?" jeg trak på skuldrene, men løftede så kort efter det ene øjenbryn og smilede til hende.

"Jeg kan komme i tanke om flere ting, der kunne få mig overtalt til næsten alt.." Hun skævede surt til mig.

"Du er en gris, Andrew." Grinede hun derefter og skubbede til mig.