Connigan (Afsluttet)

3

Mine forældre forstod at blæse tingene op til det helt store, og samtidig gøre det drøn kedeligt. Når jeg hørte ordet fest, tænkte jeg på dans, grin, og ikke mindst dem jeg holde allermest af. Men det var langt fra hvad mine forældre forstod ved ordet fest. De havde nemlig sørgert for at leje en af museets store halls, og derefter kastet invitationener ud til alle deres venner, bekendte og arbejdsrealationer. Størstedelen af dem der var tilstede, anede ikke engang at jeg eksisterede, før de fik invitationen til min, eller skulle jeg sige, forældres store overdådige uddannelsesfest, alt til ære for deres søn, hvem de havde aaaalt for høje forventninger til.

Men jeg var slet ikke en del af alt hullumhejet, med pindemader og champange, for jeg stod ude på toilettet og kastede koldt vand i ansigtet, og prøvede ihærdigt at fjerne følelsen af kvalme, der lige nu klumpede sig sammen i brystet på mig. Det var i aften jeg skulle give min far min endelige beslutning om, om jeg ville have jobbet eller ej. Jeg vidste hvad der forventedes af mig og hvilket svar jeg skulle give for at gøre det rigtige.

Jeg tørrede mit ansigt i serviethåndklæder og fik øje på mig selv i spejlet. For et øjeblik stod jeg og stirrede på en mand, jeg dårligt kendte. Var det at arbjede i min fars firma virkelig min drøm? Havde jeg overhovedet gjort mig nogen tanker om hvad jeg gerne ville, eller havde jeg bare kastet mig ud i alt hvad andre havde lagt foran mig?
Jeg var i virkeligheden ikke andet end en marionet dukke, der bare gjorde alt, hvad alle andre sagde den skulle.
Bare det at have bedt min far om betænkningstid, havde krævet al min kraft og styrke, for jeg vidste at han havde forventet at jeg tog imod jobbet med det samme. Han kendte mig overhovedet ikke. Ikke nok med det, havde Isabella ikke snakket om andet end det job hele ugen, og hvor vigtigt det var at jeg tog det. Alle jeg havde mødt, og som kendte til mit jobtilbud, var kommet med kommentare som:
"Du har ingen ide om, hvor heldig du er!" Eller "Ikke mange unge mænd får en chance som den her!" Eller min favorit: "Hvad havde du ellers tænkt dig at lave?" Hver gang jobbet kom på tale, mærkede jeg en snert af noget jeg ikke brød mig om. Det føltes mest af alt som at kvæle et skrig. Desto mere jeg tænkte på at det var sådan det føltes, desto mere desperat blev jeg for at slippe væk og ud af mit sorte jakkesæt.
Pludseligt vibredede min mobil en besked ind, jeg skævede til den og kunne se den var fra Isabella:

Hvor bliver du af? Er alt som det skal være? Jeg sank. Nej, alt var ikke som det skulle være, men hvis jeg sagde det, ville jeg får et frygteligt palaver med hende. Og det var nok det sidste jeg orkede.

Alt er fint. Jeg kommer om lidt. Skrev jeg tilbage og mødte endnu engang mine øjne i spejlet. Jeg ville gøre alt for hende. ALT! Så jeg havde allerede sagt til hende, at jeg nok skulle tage jobbet, hvilket havde udløst jubel, og selvfølgelig en tur i lagnerne.

Efter endnu en gang at sukke dybt, gik jeg ud i salen med alle mine forældres gæster. En tjener stoppede op ved min side, med en sølvbakke med champangefløjter. Jeg snuppede to glas, et blev bundet og sat hurtigt tilbage på bakken, mens det andet var til for at man så sofistikeret ud. Med det samme fik jeg øje på Isabella, hvis øjne strålede mere end den enorme lysekrone der hang i loftet.

"Der er du!" Smilede hun, og kom over og kyssede min kind. "Dine forældre har spurgt efter dig, har du slet ikke hilst på dem?" Jeg tog et sip, og smilede påtaget.

"Nej, det har jeg ikke haft mulighed for." Selvom jeg havde undgået dem, og nu vidste at det var slut med det. For Isabella skyndte sig at trække mig over til mine forældre, som frygtede hun at jeg havde skiftet mening angående arbejdet.

"Andrew!" Udbrød min mor glad da hun så mig, og skyndte sig hen for at give mig forfinede kindkys.

"Hvor har du gået og gemt dig, knægt?" Smilede min far i det han gav mig et venskabeligt kram og et ordentligt klap på ryggen. "Isabella! Skøn som altid!" Smilede han og tog hendes hånd og førte den op til munden. Jeg skævede til min mor, der med det samme så væk fra sin mands mange tåbeligheder.

"Er du nået frem til en beslutning?"

"Om hvad?"

"Lad nu hver at spille dum, knægt! Arbejdet! Jobbet som under direktør?!" Jeg kunne mærke Isabella nive mig i armen, så jeg skævede til hende, mens hun sendte mig et par strenge øjne.

"Nårh det.." Grinede jeg nervøst og så min mors urolige øjne. Det var som om hun frygtede jeg ville blive som ham. Min far. Og lige nu lyste det ud af hende som en sol på en skyfri sommerdag.

"Hvad er dit svar så?"

"Mit svar er.." Endnu en gang kom kvalmen op i mig. Det her er selvmord! Det her er selvmord! Sig nej! Løb! Det er det rene selvmord!! Jeg så min fars forventningsfulde øjne. "..ja... ja tak.." Min far lyste op.

"Alletiders, knægt! Velkommen i firmaet!"