Connigan (Afsluttet)

20

Jeg rasede over min fars uretfærdighed. Hvilket så bestemt ikke var den første gang det var sket. Jeg hadede at han altid havde overhånden, og opførte sig som den rene puppetmaster. I stedet for at rase ude i det åbne, tog jeg hjem til mit værelse og forsøgte at sluge min frustration, mens jeg endnu en gang forsøgte at tjekke regnskaberne igennem, for hvad vi kunne gøre for at få mere ud af høsten og ikke mindst finde til lønninger, så vi ikke længere skulle leve med den del af bønderne der strejkede.

Da aften faldt på, kunne jeg høre at Alice kom hjem. Jeg blev på mit værelse, jeg havde ikke lyst til at hun skulle se mit sure fjæs. Med et bankede det på døren og hun åbnede forsigtigt ind til mig.

"Hey.." Sagde hun og smilede tilbageholdende til mig, som lå så lang jeg var på min madress på gulvet og så opgivende op i loftet. "Hvor blev du af i dag?" Jeg rynkede på næsen og sukkede.

"Jeg ringede til min far.." Jeg bemærkede at hun krydsede armene og lænede sig op af dørkarmen.

"og hvad sagde han?.." Det var tydeligt hun forsøgte at bevare roen og forblive fattet.

"I korte træk? Nej, dum ide. Jeg har ikke brug for at bruge flere penge på det.. Bla bla bla.. Det er alt for meget.. Det kan vi ikke.." Jeg løftede hovedet og så på hende. "Men sagen er den, at jeg har set regnskabsrapporterne. Der er en hel pulje med penge, som bare går til goder og tomhed, frem for det her projekt, som rent faktisk kan få firmaet til at blomstre.." Jeg lagde hovedet irriteret ned igen og gemte mit ansigt bag en arm. "Jeg hader det.." Sukkede jeg. "Jeg hader at han skal gøre det så besværligt at rive sig løs fra ham.." Hun kom ind i rummet og satte sig på madressen.

"Og du tror ikke at det er hans måde, at få dig overbevist om, at Afrika var en dum ide, så du til sidst giver op og tager hjem? Hvad lavede du egentlig før du kom her? Regnskab?" jeg nikkede og lagde mig op på albuerne.

"Regnskab for det meste.. Men havde titlen underdirektør.."

"Hold da op.." Smilede hun. "Der blev smurt tykt på for junior.." Jeg trak på skuldrene.

"Tjah.. Han gjorde alt hvad han kunne, for at få mig til at tage det job.. Jeg gad det egentlig ikke. Så det kunne ligne ham at forsøge, at gøre det rigtig surt for mig hernede, så jeg får hjemve og tager hjem igen.." Hun smilede roligt. Jeg blev for et øjeblik overrasket over at hun kunne tage det hele med sådan en ro.

"Hvad så med at vise det gamle røvhul, at du ikke er sådan at slå ud?" Jeg kunne ikke lade hver at grine.

"Du har nok ret.. det ville være det bedste.." Hvor var jeg dog træt af, at han altid skulle stå i vejen for det jeg gerne ville. Måske skulle jeg helt stoppe i firmaet for at slippe for den irriterende påvirkning han havde konstant. Han hang over mig, som en hovedpine der ikke ville forsvinde, hvilket gjorde mig træt. Jeg følte ikke jeg kunne gøre noget, i en alder af 27 år, uden hans godkendelse. Han skulle se hvad jeg kunne! Så let ville jeg ikke give op! Det her, var nu blevet en magtkamp, endnu en gang. Og jeg lagde mig ikke ned igen!

"Hvad var det egentlig du lavede i dag med børne? De blev helt elektriske.." afbrød hun min tanker og lagde hovedet på skrå, så man kunne se et par vildfarene krøller i nakken på hende. En tanke om hvor sødt det så ud, kom ind over mig.

"Jeg viste dem hvordan de skulle regne.. Jeg fik faktisk en ide med det.." Smilede jeg, og så hende løfte øjenbryne.

"Når?"

"Hvad med at undervise børne? Det er landsbyens fremtid.. hvis de får mulighed for uddannelse, følger der som regel andre ting med, som for eksemple kan vi hæve priserne på vores kaffebønner." Hun så overrasket på mig.

"Så det er ikke kun neglepleje og billige tøser der fare igennem dit kønne hoved." Grinede hun, mens jeg skubbede til hende. "Så hvornår skulle vi kunne få presset det ind?" Fortsatte hun.

"Jeg tænkte i middagstimerne, hvor solen står højest.. Der kunne de komme ind i hytten og blive undervist."

"Og hvem skulle undervise dem?"

"Mig selvfølgelig.." Hun fnøs og smilede mens hun rystede på hovedet, før hun igen så på mig.

"Fint - Vi giver det en måned eller to. Hvad med forældrene?"

"Dem kunne vi også undervise." Trak jeg på skuldrene. "Vi bliver nød til at gøre det vi kan, for at få prisen op.. Vi skal mindst ligge på 100-200 dollars per læs for at det kan køre rundt, og hvis vi kunne få dem oplært i effektivitet og ikke mindst tal og styring af plantagen, ville vi se langt flere lastbiler end den ene der kommer 2 gange om ugen." Hun smilede til mig, mens hun fastholdt mit blik for en stund uden at sige noget.

"Okay Prettyboy.. Det kan ikke skade at prøve. Hvornår begynder vi?"

"Hurtigst muligt!"