Connigan (Afsluttet)

15

Mit hjerte bankede voldsomt, i det jeg slog slag på min fars todelte mahognidøre, ind til hans overdådige kontor. Martha smilede forsikrende til mig, hvilket lige nøjagtig var alt jeg havde brug for, netop i dette øjeblik.

"Ja?" Sagde han højt, før jeg trådte ind på kontoret. "Andrew! Hvilken overraskelse!" Sagde han forbløffet og rejste sig for at komme mig imøde. Hans håndtryk og klap på skulderen var det samme jeg havde fået fra ham, den gang vores hund, Anton var død. Jeg var næsten sikker på hvordan vores samtale ville forløbe, hvilket jeg vidste ville tage mig væk fra mit mål. Congo!

"Vil du have en drink?" Han slap grebet i min hånd og gjorde gestus hen imod globusbaren.

"Whiskey!" Sagde jeg bestemt, mens jeg åbnede knapperne i min blazer og samtidig satte mig i chesterfield stolen overfor hans kontorbord.

"Hvad er det jeg høre om, at din forlovelse er ophævet?" Han rækkede mig glasset og med det samme var jeg klar over at Isabella, havde været herinde for at græde sine øjne ud, og trygle min far til at han måtte gøre noget, for at få mig til at tage hende tilbage. Jeg forsøgte at virke rolig og fattet, skønt mine hænder begyndte at ryste ved de ubehagelige billeder der endnu engang, spillede ind over min nethinde. "Kan det virkelig passe? I var ellers så søde sammen." Jeg tog en god tår, mens jeg mærkede mit hjerte slå hårdt. Jeg nikkede mens jeg sank.

"Ja.. Det er hvad der sker når man er utro." Sagde jeg så koldt og affejende, som jeg kunne. Min far løftede øjenbrynene kort, ligesom for at vise at min kommentar ikke faldt i god jord, mens han tog en tår af sit glas.

"Jaså.." Han lænede sig tilbage, og pludselig fik jeg følelsen af, at han endnu engang havde kontrollen over vores samtale. "Andrew.. Lad mig fortælle dig en lille hemmelighed.." Han holdt en pause og lænede sig ind over bordet. "Alle i denne branche er utro. Selv jeg har været utro et par gange.. Og herre gud.. Din mor også.. Men der er ingen skade sket, vi er jo stadig sammen, ikke?" han satte sig endnu engang tilbage i stolen, og virkede ligefrem stolt. Jeg fik kvalme. "Så at hun har været utro en enkelt gang, kan vel ikke skade.. Så går du bare ud og knalder en smuk pige, og så er der ligesom slået streg over det.. Så står i lige.. hvis du forstår?"

"Så du forslår, at jeg tager hende tilbage?"

"Ja, det synes jeg du skulle.. For gammelt venskabs skyld. Vi har altid været gode venner med familien Lafet, og det ville da slå lidt skår i glæden, hvis du nu skulle gå hen og blive stædig." Han tog en rolig tår af sit glas, som om han havde vundet diskussionen. Under ingen omstændigheder skulle han tro, at jeg ville ligge under for det. Jeg sukkede derfor afklaret, tømte mit glas og satte det bestemt på hans bord.

"Ikke tale om!" Jeg lænede mig selvsikkert tilbage i stolen og lagde benene over kors. "Jeg skal ikke leve sådan.. Så vil jeg hellere være alene!"

"Andrew, hver nu lidt fornuftig.." Lød det fra ham i et forsøg på at genvinde balancen. Jeg rystede på hovedet.

"Jeg har ikke tid til det kæresteri.. For jeg skal til Congo!" I samme nu rejste jeg mig op og smilede stort til ham.

"Hvad faen skal du? Gu skal du ej en skid til Congo knægt, du har din plads her."

"Det er jo lige det, far." Jeg knappede min blazer og mærkede hvordan han blev usikker. "Hvis ikke du sender mig til Congo, afslører jeg alle firmaets hemmeligheder. Du ved.. Opskrifter, leverandøre, priser.. Ja, jeg kunne blive ved."

"Knægt! Du ville være godt dum, hvis du vælger at styrte det, jeg og din bedstefar har bygget op, i grus! Det er sku da din fremtid!"

"Nej.. Sagen er den, at jeg sagtens kan finde et andet job hos en af konkurrenterne, men det kan du ikke, for du vil være på forsiderne af alle landets aviser.." Han blev ligbleg, mens jeg mærkede triumfen boble i mit indre. "Såå.. Jeg går udfra at jeg skal til Congo. Jeg kan allerede starte mandag!" Smilede jeg, mens han nikkede og satte sig forbløffet ned i sin stol.

"Jamen.. så må jeg finde en anden til dit arbejde.."

"Hvad med praktikanten?" Smilede jeg, mens jeg for første gang i lang tid, så noget i hans øjne der virkede som stolthed.

"Du er fandme ikke så lidt fræk, knægt!" Jeg smilede skævt. 

"Jeg har det ikke fra fremmede, din gamle rotte!" Han fnøs af mine ord og så på mig tænkende. 

"Fint! Tag til Congo.. Men hvis du kommer hjem med en lille sort én..." Jeg kiggede ud af panorama vinduerne, mens jeg selvsikkert stod med hænderne i lommerne. 

"Lad nu hver også at blive rasist.. Det klær dig ikke." Jeg skævede til ham og så ham kæmpe   med et grin. Men han svarede mig ikke. Istedet smilede jeg selvsikkert til ham, og gik ud til Martha, som jeg herefter jublede med ud i gangen.