Connigan (Afsluttet)

25

Solen var ved at gå ned over plantagen. Vi havde netop sendt det sidste læs kaffebønner afsted og nu skulle den stå på afslapning sammen med børne. Så mens Alice ordnede det sidste inde på kontoret, spillede jeg fodbold med dem udenfor. Jeg elskede at bruge tid sammen med børne fra landsbyen, for mange af dem var langt kvikkere end man lige gik og troede. Alice kom ud og satte sig på trappen op til verandaen og grinede og jublede med os, når vi fik mål. Jeg fangede hendes blik og hun grinede til mig. Hun lignede slet ikke den trætte udslidte kvinde, jeg første dag havde mødt. Hende der var træt af det hele og som havde opgivet alt håb. Hvilket gjorde mig glad. Hendes øjne skinnede altid når hun var igang med arbejdet, og selv om hun måske ikke selv ville stå ved det, fandt hun nu endnu større glæde ved sit arbejde og de mennesker der omgav hende. Det var tydeligt for enhver.

Pludselig rejste hun sig og forsvandt ind i hytten. Jeg tænkte at det nok ikke var noget, og spillede videre med børne. Snart efter kom hun ud igen.

"Andrew..?" Jeg stoppede og så på hende, der var noget over hendes øjne, som sagde mig at der var sket et eller andet, så jeg skyndte mig hen til hende.

"Hvad er der sket?"

"Der er telefon.. Til dig.. Det er din mor.." Derefter gik jeg ind og tog telefonen.

"Ja?"

"Hej Andrew.. Hvor er det længe siden... Hvordan går det?"

"Det går fint. Er der sket noget?" Jeg vidste godt at det var en smule mærkeligt at spørger om, men hun ringede aldrig til mig, så jeg tænkte at den eneste grund til, at hun skulle begynde at ringe nu, ville være hvis der var sket et eller andet alvorligt.

"Ja, min skat, nu må du ikke blive ked af det.."

"Hm.." Svarede jeg, hun skulle ikke fortælle mig hvordan jeg skulle føle.

"Det er Martha.. Den er helt gal. Hun er røget på hospitalet igen.. Lægerne siger at hun ikke kommer til at klare den.." Jeg lod røret synke. Alle andre end Martha! "Andrew? Er du der stadig?" Lød det kort efter. Jeg skyndte mig at føre røret op til mit øre igen.

"Ja.. Hvor lang tid har hun endnu.." stammede jeg.

"Omkring en uge, måske 14 dage.. maks.." Hun blev stille, og det samme blev jeg. Jeg havde et utal af tanker i mit hoved lige nu. Hvad med alt det jeg havde kæmpet for hernede i Congo? Hvad med plantagen? Alice? Børne? Undervisningen?

"Er du ked af det, skat?" lød det fra min mor i den anden ende af røret, og jeg kunne ikke lade hver at blive små irriteret.

"Ja. Ja, jeg er ked af det! Men det skal du ikke bryde dit hoved med."

"når okay.. Kommer du så hjem igen?" Det var lige før jeg kunne høre min far stå tavst i baggrunden og gnide sig i hænderne.

"Muligvis.." Jeg vidste at min mor fiskede på min fars vegne. Han havde jo ikke nogen kontrol med mig hernede og slet heller ikke nogen form for indflydelse. Hvilket var skønt! Men noget sagde mig at det var bedst, at vende næsen hjemad, bare for Marthas skyld i det mindste.

Da jeg havde lagt på med min mor, kom Alice ind til mig med urolige øjne.

"Hvad var det?" Jeg rystede på hovedet og så ned i jorden, mens jeg tog mig til nakken.

"Det var Martha.."

"Hende der havde taget sig af dig som lille?" Jeg nikkede.

"Hun er kommet på hospitalet.. Lægerne tror ikke hun har langt igen.." Jeg mødte ikke hendes øjne. Jeg var bange for at se skuffelsen i dem. Fuldstændig i vildrede begyndte jeg at gå frem og tilbage i hytten.

"Så du tager altså hjem.." Jeg stoppede op og kiggede på hende.

"Hun er ved at dø.. Hun er et af de mennesker der betyder allermest for mig i mit liv.. Jeg bliver nød til det.." Alice nikkede.

"Kommer du tilbage?" Endnu engang kiggede jeg på hende,  men hendes blik var fæstet på gulvet.

"Det ved jeg ikke.."

"Andrew.." hun så på mig og smilede tappert. "Jeg kan godt tåle at få sandheden.." jeg stod lidt og kiggede ned i gulvet mens jeg bed ned i min underlæbe. Hvad var det egentlig jeg ville?

"Det tror jeg ikke.." begyndte jeg. "Jeg vil gerne tage ekstra uddannelse for at blive en rigtig lærer.." Hun grinede på sådan en bedrevidne måde.

"Det ville klæde dig." Smilede hun og kom over og lagde armene om mig til et kram. "Du ved godt jeg kommer til at savne dig og dine rene negle, Prettyboy?" Jeg grinede.

"Du kan bare ikke lade hver at kommentere det, kan du vel?" hun grinede.

"Når man er så forfængelig, må man godt kommentere på det.."

Juridisk overførte jeg skolen og lejligheden til Alice. Jeg skulle ikke bruge det mere, med mindre jeg kom til Afrika igen, hvilket jeg jo selvfølgelig håbede. Men så havde hun da muligheden for at sælge lejligheden, hvis hun på et tidspunkt blev træt af det.

Jeg fik også snakket med min far i telefon. Han var rystet over hvad der var sket med Martha, og ville gerne gå med til at ligge flere penge i projektet i Congo. Han fortalte mig også at han var meget stolt af det jeg havde fået udrettet, hvilket var mere end jeg kunne have bedt om.

Jeg fik uddelegeret opgaven med at undervise, til en lokal, ældre mand, der havde undervist før i en nærliggende landsby. Jeg var virkelig glad for at børne stadig kunne få undervisning, selvom jeg rejste væk.

Senere den uge, stod jeg i lufthavnen ved siden af Alice. Hun havde været enormt stille, hvilket ikke lignede hende, men som jeg godt forstod, for jeg sagde heller ikke meget. Jeg havde svært ved at jeg snart at skulle væk fra Afrika igen, og væk fra det hjem og de venner, jeg ellers havde fået hernede. Snart blev der over højtalerne nævnt mit fly og vi mødtes i et langt kram. Det var som om vi begge var ved at dø inden i ved tanken om, ikke at skulle se hinanden i rigtig lang tid. Jeg savnede allerede hendes dumme kommentare og hendes altid kampklar væsen.

Da vi igen gav slip, sagde jeg farvel og vendte mig for at gå. Jeg hadede hvert eneste skridt jeg tog væk fra det venskab jeg havde fået. For jeg havde aldrig mødt nogen mere passende for netop den titel - Min bedste ven.

Pludselig hørte jeg hende råbe efter mig. Jeg vendte mig og kunne ikke lade hver at grine lidt, i det jeg så hende komme løbende, på hendes korte ben. Før jeg kunne nå at sige noget, havde hun kastet sig om halsen på mig og placeret sin mund imod min. Først var jeg dybt forbløffet, men snart efter, gav jeg efter og lukkede øjne, mens jeg lagde armene om hende og løftede hende, så hun lettede fra jorden. Kort efter endte kysset og hun trådte et skridt tilbage med det største smil på munden.

"Så det er sådan det føles!" Hun rynkede på næsen. "Det var sku ikke noget særligt!" Jeg grinede højt. "Så kan vi vidst godt fastslå at vi har fået stillet nysgerrigheden, ikke også?" Jeg nikkede.

"Jo.." smilede jeg til hende. Med et grin vendte hun sig og vinkede til mig, mens jeg rystede på hovedet og grinede over en klassisk Alice.

"Vi ses, Prettyboy!"