Connigan (Afsluttet)

26

Der var noget over hospitaler, der fik mit sind og stemning til at dale til et minimum. Den sterile lugt blandet med dagens ret, ramte mine næsebor, i det jeg kom ind på gangen Martha lå på. Jeg skyndte mig hen til skranken, for at høre hvor hun lå. 

"Hun er på stue 13.." Jeg nikkede og stussede et øjeblik over sygplejerskens ligegyldighed. 

Måltrettet gik jeg forbi syge ældre, der bare lå og ventede på at dø. Jeg kunne ikke lade hver at spekulere i, hvordan hele ens liv kørte i cirkel. Man starter livet her og slutter det, for det meste også her.

Snart kom jeg til hendes stue og skulle lige til at gå ind, da jeg blev stoppet af nogle velkendte stemmer. 

"Andrew!" Jeg vendte mig og så mine forældre komme ned af gangen. Min far travede altid sådan afsted, mens min mor måtte tage dobbelt så mange skridt, for at følge med i sine højehæle. "Du er hjemme igen!" Konstaterede min far og gav mig hånden. Mens min mor gav mig forfinede kindkys, og udtrygte bekymring for min meget solbrændte kulør, fortsatte min far: "Og du kunne ikke lige have ringet og sagt det? Du rejser måske igen?" 

Jeg sendte ham et par irriterede øjne, mens min mor greb om min fars ene arm.

"Bertie, ikke her! Ikke nu!" 

"Vi må da vel for pokker vide, hvornår han er hjemme, og hvornår han ikke er.." brokkede han sig, mens jeg rettede mig op. 

"Det har du helt ret i far, men jeg havde andre ting i tanke da jeg ankom hjem. Det beklager jeg meget." Jeg smilede et fattet smil, og bemærkede at det skubbede så hårdt til ham, at han nær var væltet ned af den magtpind han stod på. Han var ikke længere den eneste hane i hønsegården. Og det vidste han. Min mor brød ind og smilede mildt. 

"Vi er her alle for Martha, men jeg synes du skal gå ind først, Andrew. Hun vil blive så glad for at se dig." Jeg nikkede og løftede et øjenbryn af min far, der trådte et skridt tilbage i det jeg vendte mig for at åbne døren ind til hende. 

"Vi snakker Afrika og så videre, på et andet tidspunkt, far." Sagde jeg ind over skulderen. Han nikkede, og jeg bemærkede et glimt i hans ene øje, der vidnede om stolthed over den måde jeg hånterede tingene på. 

Der var halvmørkt, da jeg kom ind i det triste hvide rum, med den orangegule stribe midt på væggen hele vejen rundt. Jeg skævede til hende og bemærkede at hun lå og sov, stille og roligt i sin seng. Så jeg tog mig friheden at nyde stilheden fra mine forældre, og samværet med min gode gamle ven. Det var en blæsende efterårsdag, men farverne udenfor var smukke. Jeg stillede mig derfor over til vinduet med hænderne i lommerne og kiggede ud på bladene der hvirvlede forbi. 

Mine tanker faldt endnu engang på afrika, og hvordan det havde været. Glæderne, samt sorgerne. Afskeden med det hele, havde på en måde føltes rigtig. Det var ikke meningen jeg skulle være i afrika, men jeg følte heller ikke at jeg kunne gå tilbage til min fars firma. Jeg rynkede panden og sank.

"Det er første gang du virkelig ligner en rigtig mand.." Lød det pludselig fra sengen. Jeg vendte mig og så hende smile svageligt til mig. "Er du ikke sød at trække gardinerne lidt fra, så jeg kan se farverne, jeg elsker efteråret sådan." Jeg gjorde som hun sagde, og blev en smule forskrækket da jeg så, hvor grå hun var blevet. 

"Hvordan har du det?" Sagde jeg roligt og satte mig på en stol, ved siden af hendes seng. Jeg lagde min hånd oven på hendes og fornemmede, at varmen allerede var ved at forlade hendes krop. Så jeg sank og smilede roligt til hende. 

"Arh.. Jeg har haft det bedre, men jeg er ved godt mod, hvilket er det vigtigste." 

"Stadig positiv?" Smilede jeg.