Connigan (Afsluttet)

13

Da jeg endelig nåede hendes lejlighed, bankede jeg forsigtigt på. Jeg kastede et hurtigt blik på blomsterne jeg havde købt hende, og glædede mig til at se hendes overraskede ansigt. Men hun åbnede ikke døren. Ikke engang efter at jeg havde banket på 2, 3 eller 4 gange. Til sidst blev jeg nervøs, så jeg fandt hendes ekstra nøgle under en potteplante ude i gangen, og låste mig ind i lejligheden.

Med det samme jeg kom ind, fik jeg øje på et par herresko, ved siden af hendes højhælede og mit hjerte sank udenom et slag. Mine tanker begyndte med det samme at benægte alle de jaloux følelser og mistillid, jeg så længe havde haft til hende. Det kunne ikke passe, den slags skete ikke for mig! Jeg fortsatte ind i lejligheden, og bed mærke i en lyd, som med det samme fik min puls til at stige til det tredobbelte. Med hjertet i halsen, for jeg derfor over og flåede hendes soveværelses dør op..

Mine arme blev slappe, og blomsterne jeg havde i den ene hånd, faldt nærmest i slowmotion mod gulvet.

Hvad jeg så, havde spillet i mit hoved så mange gange før. Jeg var overbevist om, at det var nøjagtig det syn jeg netop nu så, jeg ville se, og alligevel, på trods af den pure sandhed der var foran mig, benægtede jeg stadig inderst inde at hun kunne finde på det.

"Andrew!?" Råbte hun, halvt forskrækket over min pludselig ankomst, og halvt af noget der mindede om fortrydelse. Mine øjne kørte roligt overvejende rundt i rummet. Mit hoved kunne for et øjeblik slet ikke kapere, hvad det var jeg så. Evan, der ellers havde været godt i gang oven på min forlovede, kastede sig af hende og så skrækindjagende på mig. Han var klar over hvad han havde gjort.

"Det er ikke hvad det ser ud til!" Skyndte hun sig at sige. Jeg mødte hendes øjne og anede ikke hvordan jeg skulle reagere. Noget i mig modsagde min fornuft med et "Det er rigtigt nok, det er ikke hvad det ser ud til.."

"Sig noget Andrew.." Tiggede hun, mens Evan var ved at hive tøjet på. Hun begyndte at græde, i det jeg vendte mig om for at komme væk. Evan fulgte efter mig.

"Andrew.. Vi kan forklare.."

"Vi?" Jeg vendte mig imod ham og mærkede vreden blusse op i mig. "VI!?!? I har allerede et vi?!" Jeg kunne se hvordan han krympede sig. Han havde aldrig set mig rasende, i virkeligheden var det de færreste der havde det.

"Jeg elsker hende.." Begyndte han igen. Uden at tænke mig to gange om, svingede jeg ham sådan én på hovedet, at han faldt om på gulvet. Isabella skreg og tog sig til munden.

"Hvad er det du gør!?!" Skreg hun og ville løbe over til Evan. Men jeg nåede at stoppe hende. Hendes blik løftede sig bange imod mig, men jeg var ligeglad. Raseriet der boblede i mit sind gjorde mig kold og ligegyldig. Selv da hun begyndte at græde, så jeg blot på hende, med kolde følsesløse øjne.

"Ringen!" Jeg holdt min håndflade ud imod hende.

"Andrew.. Lad mig nu forklare.."

"Der er ikke noget at forklare Isabella.. Giv mig ringen.."

"Men det er min.. Vi skal jo giftes!" Jeg lo hånligt.

"Fandme nej!"

"Men jeg har kraftedeme arbejdet hårdt for at få det bryllup på benene, Andrew!!" Råbte hun hysterisk, hvorefter jeg bare greb ud efter hendes hånd og tog ringen selv, mens hun skreg og slog mig med den anden hånd. "Du kan ikke bare aflyse brylluppet!! Invitationerne er allerede sendt ud!" Råbte hun arrigt, mens hun kastede sig ved siden af Evan, der havde sat sig op på gulvet. Jeg stoppede op og vendte mig på min vej ud af lejligheden.
"Ved du hvad.. Jeg er skide ligeglad..!" Og med det forsvandt jeg ud af døren.

Jeg anede ikke hvordan jeg var havnet, på en beskidt lille bar. Jeg må have kortsluttet på en eller anden måde. Men der sad jeg i hvert fald og huggede den ene øl efter den anden i mig. Flere gange fandt jeg mig selv stå ude foran et graffiti tilmalet spejl, på det nussede toilet, og forsøge at overbevise mig selv om, at tage hende tilbage, fordi det at være alene ikke var mig. Hvortil jeg endnu engang gik i baren og drak endnu mere. Tanken om at tage hende tilbage, blev derfor druknet, og det samme blev jeg. Sådan forgik det i en uges tid. Jeg kom så tit på baren, at bartenten var ved at få flip af mig. Jeg havde oven i købet tillagt mig den uvane at holde min brandert ved lige, ved at drikke om morgenen når jeg stod op. Det tog for det meste hovedpinen. Min mobil var forlængest løbet tør for strøm, men det gjorde mig ikke noget, for jeg var ligeglad med hvad omverden havde at sige til mig.

En morgen vågnede jeg fra min rus, med en enorm hovedpine, nede i min jacuzzi, driv våd og forvirret. Jeg kæmpede mig op over kanten, og mærkede hvordan hele mit hoved hamrede og dunkede voldsomt. Jeg stønnede og fik kastet resten af min krop ud over kanten, for derefter at ramme gulvet hårdt. Der lå jeg i en rum tid og lod mit hjerte bløde og flyde ud over hele toiletgulvet. Der var så meget i mit hjerte der flød over, og samtidig føltes det tomt som min kæmpe lejlighed. Jeg kunne ikke forstille mig, mit liv uden hende. Tanken om at have mistet alt det vi havde bygget op. Det var som om der var kommet en gruopvækkende betændelse i vores forhold, som nu lå og rådnede op i mit bryst. Mit blik var tåget og konfust, mens jeg forsøgte at komme på benene og støttede mig til håndvasken. Jeg kunne dårligt trække vejret for mit tunge hjerte.

For at samle mig selv, pjaskede jeg lidt vand i ansigtet og tørrede det af i et håndklæde. Med et fik jeg øjenkontakt med mig selv i spejlet og mærkede et jag i brystet. De sorte render under mine øjne gik i et med min grå hudtone. Mine øjne var røde og hævede, mens mit hår var fedtet og strittede ud til alle sider. Jeg fjernede blikket fra mig selv. Det var ikke til at holde ud at se på.

En klump satte sig igen på tværs, men blev hurtigt visket ud, da jeg hørte banken på min dør..