Connigan (Afsluttet)

9

Det var ikke for at blære mig, når jeg sagde at mit liv ikke kunne blive meget bedre. Jeg havde alt hvad en mand i min alder ønskede sig. En smuk forlovet, et job tusindvis og atter tusindvis ville skære sin ene arm af for at få, en lækker lejlighed og ikke mindst en flot bil at køre i. 

Isabella og jeg havde det fantastisk sammen, jeg følte helt at vi var forelskede på ny. Vi grinede sammen, hvilket vi ikke havde gjort i lang tid, og den sex vi havde var fantastisk. Det hele fulgte med i en bølge af lykke og overstadighed. Samtidig med havde vi flere snakke om fremtiden. Min lå i Congo, som jeg ikke helt kunne ryste af mig efter mødet med John, og Bella virkede til at synes det var en god ide.

Jeg stod i elevatoren på vej op til mit kontor og dagdrømte om den fremtid der lå foran mig, da dørene til elevatoren åbnede og jeg gik ud. Udenfor stod Jensen, som jeg hilste smilende på. Men jeg modtog intet tilbage, så jeg stoppede op og så på ham og først nu opdagede jeg, at han havde en papkasse med alle sine ting fra sit kontorbord i armene. 

"Hvor skal du hen?" Spurgte jeg derfor og blev mødt med triste øjne, som jeg ikke i første omgang havde lagt mærke til. 

"Jeg er blevet fyret.." Med det samme fik jeg dårlig samvittighed over at mit liv lige nu var så perfekt, og udbrød: 

"Hvad? Det har jeg da ikke fået noget af vide om?" Han rystede på hovedet.

"Neej.." Trak han på det og tøvede. "Det er også først sket her til morgen.. Din far har sagt at jeg får løn for den næste måned, men at jeg så skal sørger for at rydde mit bord til den næste der kommer.. Han har vist allerede fundet en anden.. Mere ung fyr.." 

"Jensen.. Det må være en misforståelse.. Jeg kan snakke med ham for dig hvis du synes.. Jeg kunne ikke forstille mig at min far kunne finde på at fyre dig, bare lige sådan, efter så mange års trofast tjeneste." 

"Mange tak Andrew.. Men det behøver du ikke.. jeg skal bare have fundet på hvad jeg skal sige til min hustru derhjemme... Huset er allerede sat på tvangsaktion og det næste bliver vel at hun ansøger om skilsmisse.." Han sukkede og så ned i sin kasse fyldt med minder om en tid for et firma, der ikke bekymrede sig to potter pis om hans velbefindende. Jeg var målløs, jeg anede ikke hvad jeg skulle sige til manden. "Når.. jeg må videre.." Smilede han tapperet. "Håber vi ses igen en dag, Andrew." Han forsvandt derefter bag elevatordørene.

Efter at have samlet mine tanker, stormede jeg over til min fars kontor. Martha, der sad udenfor og strikkede, så hvor hidsig jeg var, og forsøgte at stoppe mig. 

"Han sidder i møde, Andrew!" Jeg brasede ind af døren med Martha i hælende. Min far sad ved sit skrivebord og gjorde store øjne til alt påstyret. Han sad midt i et telefonmøde. "Jeg forsøgte at stoppe ham, det gjorde jeg virkelig.." Hviskede Martha undskyldende, mens min far viftede hende ud. 

"Hør, der er lige kommet noget op.. Kan jeg ringe tilbage senere?" Sagde han til personen i den anden ende og lagde derefter på. "Hvad fanden er det for en måde at komme anstigende på?" Udbrød han herefter, mindre professionelt og lænede sig tilbage i sin kontorstol. 

"Du har fyret Jensen! Hvorfor?" Han så på mig et øjeblik, som om jeg havde haft en fjollet hat på, som han ikke forstod noget af. 

"Jensen var gammel, og du sagde selv at vi skal have ny energi for at nå ud til de unge!"

"Hvornår har jeg sagt det??" Jeg trådte et selvsikkert skridt frem imod ham, og kunne fornemme at han godt lagde mærke til det, men at han holdt sig i sit sæde, rolig som en klippe sad han med foldede hænder ind over maven, og løftede knap nok et øjenbryn af mit udbrud. 

"Det gjorde du den dag du forslog at vi tog Evan ind.." 

"Jeg spurgte dig om der var et job til ham, ikke at du skulle fyre nogen for at give ham et!" Han viftede ligegyldigt med hånden. 

"Gjort er gjort, Andrew.. Jeg skulle jo skille mig af med ham på et tidspunkt.." Han nikkede diskret over imod døren som om jeg skulle forlade hans kontor, mens han vendte sig imod sin telefon. Han havde netop løftet røret da jeg bankede hårdt i bordet. 

"FAR!" Rasede jeg. "HAN HAR VÆRET TROFAST OVERFOR DET HER FIRMA LIGE SÅ LÆNGE JEG HUSKER, OG SÅ FYRER DU HAM UDEN VARSEL FRA DEN ENE DAG TIL DEN ANDEN!" Han lagde røret og så på mig med vrede øjne. Men det var tydeligt at jeg havde chokeret ham nok til at have vippet ham i hans klippefaste facon. "ER du klar over hvordan hans personlige situation ser ud? Hvor ubetænksomt det er at fyre ham? Nu må han gå fra hus og hjem!!" 

"Andrew!" Afbrød han mig og rejste sig. Men jeg nægtede at rykke mig en meter. Jeg vidste at den her samtale kun handlede om magt, og jeg havde skubbet nok til balancen, at min far nu havde rejst sig fra hans kongesæde. Jeg havde derfor ikke intentioner om at løsne mit magtgreb om ham. "Jeg kunne ikke være mere ligeglad med hvad der forgår i hans private liv! Den her virksomhed har over 1500 medarbejder. Hvis jeg skulle sætte mig ind i hver enkelts situation og behov, kunne jeg jo for pokker ikke lave andet end det! Det her business! Hvor mange tror du, der ville komme på arbejde, hvis jeg ikke betalte dem? INGEN!! De er mindst lige så ligegyldige overfor mig med hensyn til hvad der sker i mit liv! De lader bare som om de har interesse, fordi jeg er chefen!" Han satte sig igen ned, og jeg kunne med det samme fornemme hans lille selvsikre sejres smil da han atter sad med hænderne foldet ind over maven. "du må nok hellere begynde at tage notater.. For det er nøjagtig samme behandling du får af dem.."

Da jeg igen stod ude ved siden af Marthas lille kontor, helt elektrisk af irritation over at han endnu engang havde vundet, fik jeg øje på Evan, der var igang med at sætte sine ting, på den plads der på et tidspunkt havde været Jensens.