Connigan (Afsluttet)

4

Isabella hang på mig hele aften. Flere gange sendte hun mig flirtende forelskede blikke, kyssede mig eller nussede min hånd forførende. Det var så meget at jeg helt glemte realiteten.

Med et blev der banket på et glas, og jeg vendte mig for at se min far stå oppe på et podie og bede om folks opmærksomhed. Der blev stille i forsamlingen mens han fortsatte:

"Jeg vil gerne udbringe en skål.." han hævede glasset og så rundt i salen med søgende øjne. "Knægt.. hvor er du?" Jeg gjorde mig synlig, mens han viftede mig op til sig. "Kom her knægt!" Mens jeg gik derop, kunne jeg mærke alles øjne på mig. Jeg tog en champagnefløjte fra en tjener, der kom mig imøde før jeg gik op på podiet, og hørte min far fortsætte:
"Som jeg var ved at sige før: Jeg vil gerne udbringe en skål, til ære for min søn, der netop har færdiggjort sine økonomi studier og som her til aften har gjort mig endnu mere stolt, ved at sige ja til en stilling hos Kenton Coffeé som under direktør! Skål for Andrew J. Connigan!" Jeg tog en tår sammen med de andre og skævede ned til Isabella, der blev ved at sende mig vovede blikke.

Snart efter stod vi atter på gulvet, et stykke fra podiet, da en mand med hvidt hår og et velfriseret overskæg, stoppede foran min far og jeg.
"Andrew! Sikke stor du er blevet!" Grinede han og klappede mig på skulderen. Jeg havde ikke den fjerneste anelse om hvem han var og hvorfor han sagde sådan.

"Undskyld.. men jeg er ikke helt sikker på at vi.." prøvede jeg mig med før min far afbrød:

"Det her er John, han er lige kommet hjem fra Afrika.. Sig mig John, er de stadig lige så sorte som altid i Congo?" Han smilede af min fars bemærkning, og med det samme så jeg noget i hans øjne, som virkede ægte. Det var noget jeg normalt aldrig så i nogen af alle de andres øjne, men her var en ægte følt følelse, der skinnede ud af hans mørkeblå øjne som en skjult skat, jeg så længe havde søgt efter.

"Ja, de er stadig sorte i Afrika, Bertie.."

"Hvorfor er du ikke mere sort end det?" Jokede min far videre, mens jeg desperat tænkte på hvordan jeg kunne få ham til at holde mund.

"Far! Jeg tror mor gerne vil tale med dig!" Skyndte jeg mig derfor at indskyde midt i min fars rungende latter.

I det han var væk vendte John sig imod mig og smilede.

"Sidst jeg så dig var du ikke mere end.. hvad? 7år? Så er det klart du ikke kan huske mig."

"Der er også sket meget de sidste 20 år.." smilede jeg og lod mine øjne søge efter Isabella.

"Som din far så fint gjorde opmærksom på, er jeg netop kommet hjem fra Congo.." jeg nikkede interesseret og tog en tår af min champagne.

"Hvorfor kommer du hjem? Jeg har hørt at der stadig er meget at lave dernede, med at få Kenton Coffeé gjort fair trade?" Han grinede.

"Du er rigtig sat ind i sagerne.. Tjah.. Jeg er gået glip af det meste af min datters liv, og nu er hun blevet mor til en lille pige.. Jeg vil ikke også gå glip af hende.." han smilede sagligt, mens han så rundt i rummet. "Må jeg give dig et godt råd?" Jeg nikkede. "Lad aldrig dit arbejde tage overhånd. Det er kun et arbejde, sådan et kan du få et nyt et af. De mennesker du har i dit hjerte, kan du ikke bare bytte ud." Jeg smilede. Det gav mening, og for en gangs skyld var det ikke en arbejdsnarkoman jeg stod overfor, der gav mig vejledning om hvordan jeg skulle danne mig en karriere eller tjene så mange penge som muligt. John var forfriskende, og jeg kunne med det samme lide ham.

"Det vil jeg tage til mig." Smilede jeg og så ham blinke kækt til mig. "Hvordan var Congo?" Hans øjne forvandles pludselig til nærmest forelskede.

"Congo var fantastisk. Hvis du nogensinde får muligheden for at tage derned, så grib den! Og giv ikke slip før du har oplevet hende!" Han smilede stort og grinede. "Maden er skøn, klimaet er perfekt og menneskerne, det er det bedste af det hele. De er hjertelige, gæstfrie og ikke mindst en hel anden kop kaffe i forhold til den her gruppe stivnakkede, pengegriske backstappere, der kun tænker på deres næste køb og hvordan de kan få flere penge!" Jeg jublede i mit indre. Han var alletiders, og desto mere han talte om Congo, desto mere optaget blev jeg af at tage dertil.

Da jeg kom hjem den aften med Isabella, kunne jeg ikke holde op med at snakke om Congo til hende. Jeg var overbevist om, at der var en grund til at jeg havde mødt John. Imens hun åbnede min skjorte og kyssede mig på brystet, snakkede jeg derfor videre:

"Jeg håber sådan vi en dag kan komme til Congo!"

"Mhmm.."

"Bare os to!" Hun skubbede mig ned på sengen og kravlede ind over mig.

"Bare os to.." gentog hun og bed mig i læben med et støn.

"Hov!" Jeg skubbede mig op på albuerne. "Jeg fik ikke Johns nummer.. måske har min far det.." jeg søgte efter min mobil i mine bukser, mens Isabella roligt lagde en hånd oven på min og smilede tålmodigt.

"Kan det ikke vente til i morgen?" Jeg mødte hendes øjne, og blev slået ud af mine Congo tanker. Hendes blå øjne funklede i det halvmørke rum, og fik mig til at synke hårdt.

"Jo... jo, det kan det vel.." smilede jeg og blev mødt med et kys, der hurtigt udviklede sig til mere.