//UDDRAG//
Et bang lyder, der han smadrer hånden ind i de gule mursten. Blodet drypper langsomt ned fra hans hånd. Blodet efterlader et mærke på muren som han slår igen. Og igen. Og igen. Og det forsætter. Det giver mig et chok for hvert slag, han s...
"Hvad laver du her? Har du fulgt efter mig?" Han sætter sig på det yderste af bænken, længst væk fra mig.
"Måske." Mine øjenbryn flyver op i panden. Hvorfor har han forfulgt mig? "Men jeg har en god grund!" Skynder han sig at tilføje.
Jeg nikker; "Så kom med det!" Det kommer alt for surt ud. Dammit Kimberly!
"Altså jeg tænkte, at det her var min eneste mulighed for at fortælle dig det," Vil han fortælle mig det nu? Det, som i at han har kunnet lide mig siden 7. klasse? Han tager en dyb indånding; "Så er det nu, Owen!" Mumler han. Jeg tror ikke, det var meningen, at jeg skulle høre hans lille "pep-talk". Men det gjorde.
"Jeg har kunnet lide dig siden 7. klasse!" Han snubler hurtigt over ordene. Opfør dig overrasket, Kimberly! Ellers opfanger han det bare! Han venter på en reaktion. "Jeg ved godt, at du kan lide Nathan - og ikke mig - men vil du i det mindste sige noget?" Stilheden fylder, selvom han bad mig om at snakke. "Hvad er der galt?" Skal jeg fortælle ham det? Det burde jeg vel. Altså det er da ondt ikke at fortælle ham. Okay, Kimberly fortæl ham det. Men hvordan? Måske lidt ala: "Jeg har faktisk vidst det hele weekenden, pga. jeg overhørte dig og Marcos samtale inde på toilettet til galla. Upsi?" Nej, det er for ondt. Begynd at snakke, Kimberly!
"Øhm... Altså... Okay, nu fortæller jeg det bare!" Mumler jeg nervøst. "Jeg ved godt, at du kan lide mig."
Han taber kæben; "Hvordan?" Han skubber sin kæbe op igen med hånden. "Har Marco sladret?"
"Nej, nej nej!" Owen ånder lettet op. "Altså, jeg overhørte måske dig og Marcos samtale på toilettet til galla?" Her er blevet alt for varmt. Nu er jeg glad for, at jeg tog en t-shirt på i morges. Mit blik rammer de larmende ænder, der overdøver stilheden mellem mig og Owen. En akavet stilhed. Nogle må bryde den. Han skal gøre det. Jeg sagde noget sidst, så derfor skal han afbryde stilheden. Lyder fair i mine ører. Lige så fair som stilheden.
"Hvorfor sagde du ikke noget?" Jeg kigger på ham. Hans blik er trist og han hænger let med hovedet. Nej, ik vær trist!
"Samtalen virkede lidt privat, tror jeg?" Hvorfor tvivler jeg overhovedet på det? Selvfølgelig er det en privat samtale! Marco fortalte ligesom alle sine følelser til Owen, og at han er til piger. Det er rimelig fucking privat! Hvis det var mig, der fortalte alle mine følelser til nogle, så ville jeg ihvertfald synes, at det var meget privat.
"Fair." Stilhed. Selv ænderne i søen er stille nu. Det er som om de venter. Venter på at nogle tager et skridt, men hvad er skridtet? At en af os går? At vi lever lykkeligt til vores dages ende sammen? Ænder, hvad fuck er skridtet?
"Undskyld, jeg kom."
"Nej, nej, nej, det skal du ikke undskylde for!" Jeg smiler genert. "Det burde faktisk være mig, der undskyldte. Undskyld." Han rykker sig tættere på. Jeg gør det samme. Vi sidder tæt op af hinanden nu. Mit blik fanges af hans fyldige læber. Gad vide om de er bløde? Jeg læner mig ind til et kys. Så tæt på, bare nogle millimeter mere, så er jeg der. Der på hans fyldi- ænderne begynder at skrappe og får mig tilbage til virkeligheden.
"Jeg kan ikke det her, ik lige nu!" Jeg rejser mig op. "Undskyld!" Så sætter jeg i løb. Væk fra en fortvivlet Owen og nogle søde ænder, der kun vil en det bedste. Og det bedste er ikke Owen.
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
