//UDDRAG//
Et bang lyder, der han smadrer hånden ind i de gule mursten. Blodet drypper langsomt ned fra hans hånd. Blodet efterlader et mærke på muren som han slår igen. Og igen. Og igen. Og det forsætter. Det giver mig et chok for hvert slag, han s...
"Stacy, jeg ved altså ikke, hvad jeg skal give ham!" Siger jeg irriteret ind i mobilen, mens jeg kigger videre på slips. Slips kunne godt virke for billigt. Måske ikke slips. Det er jo vores 1-års dag. Det at vi blev gift for 1 år siden virker helt surrealistisk. Bare tanken om ham i hans sort og hvide jakkesæt giver mig kuldegysninger hele vejen ned af rygraden.
"Er det ikke nemmere bare at give ham chokolade og nogle billetter til en Knicks kamp?" Stacy griner let. "Hvad er der, Dione?" Dione spiller for mit indre blik; hendes sorte krøllede hår, de intense grøn blå øjne og hendes manglende fortænder. Jeg kan ikke vente til juni; så får jeg selv en lille rolling. Og så endda med en jeg elsker; det kunne ikke være meget bedre. "Jeg bliver nødt til at løbe, Kim. Jeg stemmer for billetter til en Knicks kamp og noget ved siden af, hej h-"
Og med det sagt er hun væk og har efterladt mig alene. Hvordan skal jeg nu vælge, hvad han skal have? Billetter til en Knicks ham lyder fornuftigt. Blomster ved siden af kunne være en mulighed. Eller måske skulle jeg give ham en fotobog med vores yndlings minder? Vi har jo trods alt nogle år på bagen nu. Jeg kunne også være fløde og give ham et puslespil med os på. Hvis det skulle være, så ville det helt sikkert være sådan et 2000 brikker puslespil. Men han vil nok aldrig få det samlet, og så vil det bare ligge og flyde i en kasse gemt væk, så når vi skal rydde op om 15 år, finder vi det og prøver at samle det, men giver op, hvor vi så bagefter ville gemme det væk igen, glemme om det de næste 15 år og gentag. Ved nærmere eftertanke så lyder ideen med bogen meget bedre.
En eller anden bumper ind i mig bagfra, hvilket forstyrrer mine tanker. På mindre end et millisekund vender jeg mig om mod ham, klar på at spørge, hvad han laver. Men det gør jeg ikke. Alle mine bevægelser stopper, da jeg ser ham. Hans brune øjne virker velkendte og det undskyldende smil gemmer hans overlæbe. Det kan vel ikke være -
"Kimberly?" Spørger han. Jeg nikker.
"Nathan?" Han nikker også, men med et smil på læben. "Nathan Jeremiah Wright, er det virkelig dig?" Mit blik glanser over ham. Han har klippet sig karse, men det er ved at gro ud, og han har groet et skæg. Det er dog trimmet til perfektion. Han har en sort skjorte på indenunder en grå zip-up hoodie, hvilket ikke ville klæde alle og enhver. Men det klæder ham. Det gør alt.
"I egen høje person!" Jeg griner noget, der nærmere minder om et fnis. Det er den ting, hvor man bare puster luft ud af næsen.
"Hvad laver du i New York?" Spørger jeg nysgerrigt. Sidste gang vi sås i high school, hvilket må være 7-8 år siden, havde han ingen planer om at tage til New york - af hvad jeg husker.
"Min kærestes kusine skal giftes." Han placerer akavet hænder i lommerne på hans sorte jeans. Som tilbehør tager han også et akavet smil på. Men hans overlæbe forsvinder stadig, hvilket er min yndlings del ved hans smil.
"Det er fantastisk at høre! Tillykke til hende." Jeg tager en tot af mit hår og kører den bag øret, selvom den allerede er der. Mit tilbehør er også et smil. Et stort et af slagsen.
"Ja, det er det da." Han løfter skuldrene og sukker.
"Noget går dig på, spyt ud."
"Altså det hele er meget nyt, vi har kun været sammen i et halvt år, og jeg er bange for, at hendes familie ikke vil kunne lide mig. Det lyder ynkeligt, jeg ved godt." Han stryger sig over det karseklippede hår.
"Det er sødt, at du bekymrer dig." Et skævt, opmuntrende smil finder sig vej til mine læber.
"Hvad sker der så i dit liv? Altså hvorfor er du i en butik for mænd? Du er vel ikke-" Skifter han emnet, da det andet tydeligvis var for heftigt for ham lige nu. Jeg lægger hånden på maven.
"Jeg var faktisk i gang med at vælge noget til Elias til vores 1-års jubilæum."
"Så i har datet i et år? Det er godt at høre!" Han smiler stadig, indtil jeg løfter min hånd og viser min vielsesring. Med et begynder han at grine forvirret og akavet. "Oh, du er gift! Tillykke, tror jeg."
"Tak," Støttende lægger jeg hænderne mod ryggen. Han er ikke stor endnu, men han er tung. Også selvom jeg kun er halvvejs. Man skulle næsten tro, at der var 2 derinde. Men det ville ikke ske - scanningerne viser kun en baby. Kun en baby og kun et hjerteslag.
"Sker der ellers noget andet?"
"Jeg har lige fået jobbet som grundskole lærer, men jeg kan alligevel ikke nå at være der så lang tid endnu." Hans blik forvirres, men jeg smiler stort. Bare tanken om selv at få et barn, at få ham, er fantastisk. Han skal til at spørge ind, men jeg afbryder ham: "Jeg er gravid."
"Ej, tillykke! Det er fantastisk." Han smiler så stort, at han får smilerynker. Alderen giver vel lidt rynker - han er nok bare lidt tidligere på den end andre.
"Tak! Vi glæder os også så meget." Hans mobil bipper, og han tager den instinktivt op af lommen.
"Det er min kæreste, så jeg må hellere gå." Han laver en akavet bevægelse med hånden for at demonstrere det. "Det var hyggeligt at se dig."
"Det var også hyggeligt at se dig." Jeg lægger hovedet på skrå og planter et let smil på mine læber. Han vender sig om for at gå. "Vent!"
Han vender sig om. "Hvad?"
"Jeg tænkte på noget," Med et stryger jeg håret om bag øret, selvom det allerede er der. Det er blevet til en dårlig vane, jeg har fået fra Stacy. Han nikker. En dyb indånding fylder mine lunger. "Altså du må gerne sige nej, hvis du synes det er underligt. Jeg ville selv synes, at det var lidt underligt, og det giver god mening, hvis du også-"
"Sig det nu bare." Hans stemme er blid, som han kommer tættere på mig.
"Må vi opkalde ham efter dig?" Først ser han forvirret ud, mens så smiler han stort. På et split sekund omfavner han mig.
"Ja! Ja, selvfølgelig må i det!" Han krammer hårdere til.
"Rolig nu, der er en baby inde i mig." Han giver slip hurtigere end lynet McQueen. En dyb øjenkontakt skabes mellem os. En sød stilhed lægger sig mellem os. Men hans mobil ødelægger hurtigt øjeblikket. Endnu en besked er tikket ind på hans mobil.
"Jeg bliver simpelthen nødt til at gå," Han finder en kuglepen frem fra hans hoodie lomme. "Giv mig din hånd." Men inden jeg selv når at give ham mind hånd, så tager han den og skriver numre derpå. "Det her er mit nye nummer. Send billeder af Nathan til det, så snart han er ude!" Han løfter sin lillefinger, og jeg tager imod den.
"Det lover jeg." Vi ryster lillefingrene i et par sekunder, før han forsvinder ud af syne. Mit blik vandrer mod nummeret på min hånd. Hans 2-taller ligner nærmere 3-taller end 2-taller. Gad vide om han kommet til at minde om ham?
Oups ! Cette image n'est pas conforme à nos directives de contenu. Afin de continuer la publication, veuillez la retirer ou mettre en ligne une autre image.
Det her bonuskapitel er en tak for at få 7,1k reads, 420 votes og for at komme på #1 på danish ud af 468 historier. Det er så mange historier! Og sådan jeg lagde over historier, der havde sådan 200k reads. I er for vilde.
Jeg håber at I og jeres bekendte har det godt i den her tid:)
Spørgsmål: Hvordan håbede du, at Kimberlys og Nathans fremtid så ud? Hvordan har du det med corona?
