//UDDRAG//
Et bang lyder, der han smadrer hånden ind i de gule mursten. Blodet drypper langsomt ned fra hans hånd. Blodet efterlader et mærke på muren som han slår igen. Og igen. Og igen. Og det forsætter. Det giver mig et chok for hvert slag, han s...
"Hvordan har du det?" Spørger Lia bag mig, mens hun prøver at indhente mig. Jeg vil egentlig helst lyve og sige, at jeg har det fint. Men jeg har det ikke fint.
"Min far skal til at blive begravet, hvad tror du selv?" Jeg sukker; hvorfor skal jeg altid lyde så fandens spydig? "Undskyld, det var ikke meningen at lyde spydig." Jeg flytter hånden på håndtaget af min fars kiste. Jeg sveder, sådan virkelig meget. Solen dingler højt på himlen og stråler som om alting var godt. Gid der regnede i stedet. Mit blik fanger den ene mand, midt i 30'erne, der hjælper med at bære kisten ud af kirken, men kun fordi han arbejder i kirken. Den anden mand er bag mig. Tessa og jeg bærer foran. Vi kender ikke nok til, at andre kan hjælpe os med kisten. Lia når op ved siden af mig.
"Jaer okay." SIger Lia lavt. Vi får sænket ham ned i det dybe hul. Tårerne triller ned om kap på både Tessa og jegs kinder. Vi omfavner hinanden. Begge vores forældre er ikke til stede længere, måske lever mor stadig, men vi ved ikke en skid om hende. Jeg har selv glemt hendes navn, og jeg er for bange til at spørge Tessa om det. Det vil sige, at jeg ikke kan opsøge hende. Og det vil sige, at jeg ikke kan finde hende.
Jeg strækker armene og kigger på Tessa. En smule mascara løber sort og trist ned af hendes kinder. Men mit blik fanges af noget bag hende.
Nathan.
Han har røde roser i hånden. Hvordan kunne han komme? Han har spredt rygter om mig - om os. Jeg får øjenkontakt med Lia, der hurtigt indser det hele. Hun tramper mod ham.
"Fuck. Af. Nathan." Hendes kæbe er spændt, som hun hvisler ordene ud gennem tænderne. Hvert ord bliver sagt med mellemrum, så kun en komplet idiot ikke ville forstå det.
"Jeg vil bare støtte hende!" Han peger sin frie hånd hen mod mig med så meget kraft, at jeg falder til jorden. Han rører mig ikke, men alligevel har han nok kraft til at få mig til at falde sammen af ren og skær bevægelse med armen. Den dreng har for meget magt over mig. Jeg knuger mine ben tæt ind til mit bryst. Ind, ud, ind, ud.
"Kan du ikke se, at hun ikke vil have dig her?" Hendes stemme er hævet og skinger, selvom hun prøver at bevare roen. Nathan mumler noget utydeligt.
"Hvis du virkelig gør det, så forsvinder du fra den her gravplads. Lige. Nu." Lias blik er skræmmende. Det er ikke rettet mod mig, men alligevel løber kuldegysninger ned af ryggen på mig. Flere tårer strømmer ned. Det er en endeløs strøm af regn ned af mine kinder. Han sukker dybt og går væk med sine røde roser. Endelig.
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
