Årene der gik - Citybois

"Anthon forhelved.." - Part 9

Læsning på eget ansvar🥴

Jeg kom hen til Anthons hus og bankede på, der gik ikke ret lang tid før Anthon åbnede "heej Vera!" sagde han begejstret "heej Anth" sagde jeg og krammede ham.
Vi gik ind på Anthons værelse, han gik ind først efter ham kom jeg jeg kiggede ned i jorden, det følte jeg lige for åbenbart, vi gik ind, jeg kiggede op og skulle til at sætte mig i sengen da jeg så Thor side i sengen.
Jeg kiggede ham i øjnene og kunne mærke angsten inden i mig komme frem, tårerne kom frem i mine øjne, jeg prøvede at holde dem tilbage, men det var svært.
Jeg kiggede hen på Anthon som stod med en skævt lidt bekymret smil, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, jeg blev bange, ked af det og også overrasket, jeg havde aldrig havde så bange for en person som lige nu, jeg vendte mig om jeg gik med hurtige skridt ud i køkkenet og satte mig, jeg følte at jeg ikke kunne noget som helst mine ben var nærmest låst og min hjerne kunne overhoved ikke tænke klart.

Thors synsvinkel
"Vera havde skrevet og spurgt om hun måtte komme her over, jeg tænkte at det var en god mulighed for jer, til at snakke igennem" sagde Anthon "Anthon forhelved, jeg slog hende i hoved! kunne du ikke se angsten i hendes øjne! hun er jo skide bange for mig!" sagde jeg, både sur men også trist.
"Jaer okay, jeg går lige ud og snakker med hende" sagde Anthon, jeg svarede ikke, jeg nikkede bare.

Normal synsvinkel
Jeg sad og rystede, jeg græd, jeg kunne knap nok gå! jeg så ud af øjenkrogen at Anthon kom ud *shit* tænkte jeg bare.
"Det må du altså virkelig undskylde Vera.." sagde Anthon, jeg kunne ikke svare ham, min mund var helt lammet, jeg kiggede bare på ham med forskrækkede og bange øjne, jeg tog hænderne op til mit ansigt, jeg kunne ikke noget.
"Hey Vera? er du okay?" sagde Anthon, da han nok godt kunne se at jeg rystede helt vildt, jeg rystede på hoved som et nej, han krammede mig "hvad sker der, Vera?" spurgte han, jeg kiggede man i øjnene "jeg ved det ik.." fik jeg fremstammet med en rystende stemme.
Thor kom ud af værelset, det blev bare værre nu, jeg husker ikke særlig meget mere end Anthon prøvede at komme i kontakt med mig men jeg kunne ikke sige noget, jeg kiggede bare ham i øjnene og ned i bordet igen med tårerne løbende ned af mine kinder.

Anthons synsvinkel
"Vera, Vera! hvorfor svarer hun ik?" spurgte jeg "jeg ved det ik!" sagde Thor og gik hen til os og satte sig, det hjalp ik, nu rystede hun mere, hun rejste sig og gik over i sofaen "lad mig være, plz! Du må ik slå mig" græd hun, "Thor, gå lige ind på mit værelse" sagde jeg, han gik med et trist blik.
Jeg gik over til Vera "Vera, han slår dig ikke, jeg lover" sagde jeg stille, hun sagde ikke noget, hun kiggede bare op på mig, hun krammede mig og holdte godt fast "hjælp mig Anton, jeg er bange.." fremstammede hun.
Jeg krammede hende, jeg kunne mærke det også ramte mig, jeg fældede en tåre "det skal nok gå! jeg lover" sagde jeg og kiggede hende i øjnene "men Anthon, jeg er bange for ham! han slog mig! jeg endte på hospitalet!" sagde Vera med tåre i øjnene, jeg sagde ikke noget "jeg går nu Anthon, det er for meget lige nu!" sagde hun og rejste sig "nej Vera vent! kan vi ikke snakke med ham?!" spurgte jeg "Anthon forhelved" sagde hun og gik ud af døren, med tårerne løbende ned af kinderne..
Hvad fanden har jeg lavet! klokken er 23:45 og hun går hjem alene, men jeg kan ikke følge efter hende, hun er sikkert skuffet over mig, det er vel forståeligt..
Jeg gik ind til Thor, som sad på min seng med helt røde øjne "forfanden mate.." sagde jeg trist, han kiggede op på mig, rejste sig og gik ud, tog hans ting og skred.
Shit, hvad fanden har jeg gjort sagde jeg lavt til mig selv og lod min krop falde ned på min seng.

Veras synsvinkel
"Shit hvad fanden skete der lige der" sagde jeg til mig selv, jeg gik i siden af vejen, jeg var helt grædefærdig *woaw, jeg er virkelig så bange for ham..* tænkte jeg mens jeg gik ned af vejen, jeg ville bare hjem, og det skulle være nu!
Jeg var virkelig skuffet over Anthon, han vidste hvordan jeg har det med Thor, han så mig ligge med blod i hele ansigtet, og alligevel gjorde han det her.
Jeg kom hjem og skulle til at låse døren op, jeg tog hånden ned i lommen, der var de ik "shit" sagde jeg, jeg ledte overalt, i lommer, min taske og selv under blomsten, men vores ekstra nøgle var der heller ik.
"Selvfølgelig skulle jeg glemme dem hos ham, lige i dag!" sagde jeg frustreret.
Jeg bankede på men ingen hørte dig, jeg prøvede derefter at ringene til min mor, hun tog den ik, så jeg ringede til min søster, hun tog den selvfølgelig heller ik.
Jeg valgte efter lidt tid at ringe til min bror, han tog den nok, ganske rigtigt det gjorde han, *fuck ja!* tænkte jeg hurtigt