Årene der gik - Citybois

Han kunne være død, uden jeg vidste noget -Part 22

Jeg slog mine øjne op og kiggede forvirret rundt, jeg havde ikke nær så ondt som sidst jeg var vågen, jeg var i et helt tomt rum, kun mig, den seng jeg lå i og alle de maskiner rundt om mig, ingen dører eller vinduer kun meget lidt lys fra alle de maskiner der lyste, jeg hørte skidt et sted fra, jeg prøvede at sætte mig op men jeg var spændt fast til sengen, jeg prøvede igen og igen, men jeg kunne ikke komme fri jeg råbte efter hjælp, det eneste jeg kunne hører var grød og svag råben efter mit navn, det var som om jeg blev hevet gennem et andet univers "Vera!" "Kan du hører mig Vera!" "Hallo!" Jeg slog hurtigt øjnene op og kunne hurtigt mærke jeg havde svedt ret så meget, det var bare et mareridt "av" en læge ruskede blidt mig, jeg kiggede forvirret rundt der var mange i lokalet
"Åh endelig, hej Vera!" Det var min mor, hun kom hen og gav mig et akavet halvt kram "hvad, hvem nej hvor er jeg?" Spurgte jeg meget forvirret "du var med i en bilulykke, du er sluppet meget let, du kunne ha' været død!" Svarede en af lægerne meget bekymrende, jeg kiggede over på ham, alt kom op i mit hoved igen! træet, smerten og Anthon der lå der, helt kvæstet "hvor er Anthon!" Halv råbte jeg mens jeg var på vej ud af sengen "du skal ikke gå nogen vegne! Du har brækket dit ben 3 steder" sagde han mens han tog et rynken billede frem af mit ben "shit" nogle af mine ben knogler var helt forskudt.
"Her prøv dem nu" en læge kom en 2 krykker i hånden, efter godt 2 uger i kørestol var det nok på tide jeg prøvede at se om jeg kunne gå bare lidt, jeg havde ikke talt med Anthon siden ulykken, mine forældre snakker ikke om ham, han kunne i princippet være død uden jeg vidste noget.
"Av" det var fandme svært at gå igen efter så lang tid, jeg gik med de der krykker op og ned af hospitals gangen, det var hårdt og gjorde ondt men efter et par timer lærte jeg det, så gik det fint nok.