Årene der gik - Citybois

Det er min skyld, ik? - Part 15

Læsning på eget ansvar!🥴

"Thor stop nu please" halv råbte jeg, klokken var 01.35, Thor havde fået ALT for meget at drikke, han havde taget fat om min arm og hevet mig med op oven på, på hans værelse "du ville jo gerne, Vera!" halv råbte han tilbage og tog hans hånd op under min kjole "Thor nej! stop!" råbte jeg og fik skubbet ham væk.
Jeg løb ned, tog mine ting og løb ud af døren, ingen lagde mærke til at jeg løb ud, men de var jo også skide fulde allesammen.
Her gik jeg, helt alene i mørket, intet strøm på min telefon.
Jeg magtede ikke at tage hjem, jeg havde brug for ro.
Jeg gik ned til søen i Gentofte der var helt fredfyldt, det var rart, jeg var på vej hen til den bænk der lige ved siden af søen, da jeg mærkede en arm bag fra tage fat om mig, jeg kunne ikke se hvem, personen hev mig ned i græsset, han holdte i mine arme, jeg skreg, skreg højt, men ingen hørte mig, han flåede kjolen af mig, jeg var bange og overrasket over hvad fanden han havde gang i, til sidst kunne jeg ikke gøre mere, der lå jeg, på græsset, nøgen, med en fremmede mand oven på mig, det var det alt gik i sort.

Jeg vågnede mandag morgen, det var lige blevet lyst så klokken var nok ikke så meget, jeg var stadig i stort chok, jeg havde ondt overalt, jeg følte mig så klam! Det var jo min skyld, ik?
Jeg kunne jo bare havde taget hjem... eller blevet hos Thor, jeg huskede ikke rigtig noget fra i går aftes, ikke andet end Thor var ret fuld og prøvede at komme i "bukserne" på mig.
Jeg rejste mig op og gik mod mit hus med makeup i hele fjæset, stadig intet strøm og i kæmpe chok.

Jeg skyndte mig og tage min halv retarderet kjole på igen og min jakke ud over, jeg gik, gik og gik noget mere, da jeg endelig nåede mit hus, jeg gik hen, låste op og gik indenfor, min mor og søster var stadig ikke kommet hjem.
Jeg tog mit overtøj af og gik hen det nærmeste spejl, jeg havde et kæmpe blåt mærke på min underarm, jeg kiggede mig selv i øjnene i spejlet "fuck hvor er du klam Vera!" Sagde jeg højt og irriteret på mig selv.
Jeg gik op på mit værelse, lagde min telefon til opladning og kiggede på mit ur over min dør, den var kun 05:58.
Jeg gik hen foran mit eget spejl, jeg hev kjolen af mig, så jeg stod i undertøj, jeg havde også et ret stort blåt mærke på min talje og op mit håndled, det havde jeg først opdaget nu. Jeg kiggede mig selv dybt i øjnene og der, tårnene begyndte at falde ned af min kind, de landede som regndråber på mit gulv.
Jeg faldt fuldstændig sammen, intet og ingen kunne redde mig nu, jeg er blevet... voldtaget! Det man tror kun sker i film, det man tror aldrig kommer til at ske for en selv! Det skete for mig... og jeg hader mig selv for det!