Årene der gik - Citybois

Hvad skal jeg gøre? - Part 18

"Hej Thor" sagde jeg lavt, han svarede mig ikke, han løb hen med åbne arme og gav mig et dejlig langt kram, det var et af de bedste kram jeg havde fået!

Vi sad på kanten af min seng med en god halv meter mellem os, der var stille, ikke akavet stille, men stille.
"Vera jeg er altså virkelig ke-" "nej Thor, jeg er okay, det er min skyld!" sagde jeg og kiggede ned i mine hænder "Vera! nej det er ikke din skyld!" svarede Thor bestemt, jeg svarede ikke, jeg nikkede bare stille, Thor kiggede sig rundt og fik øje på pillerne i min seng, jeg så ud af øje krogen at han strakte sig og tog et fast greb om dem "mod dep-" Thor stoppede og kiggede hen på mig, jeg kiggede på ham og en tåre røg ned som jeg hurtige tørrede væk i mit ærme "undskyld Vera" sagde Thor, lagde pillerne og gik forsigtigt hen til mig, han satte sig på hug foran mig og holdte min hænder "de- de er gamle" sagde jeg og prøvede at lyde overbevisende, Thor svarede mig ik, han krammede mig.

Jeg lå i min seng med Thor, vi havde snakket og hygget os, det var rart.
"Thor?" "jaer?" svarede han "de der piller ik? de er ikke gamle, jeg fik dem faktisk i dag" sagde jeg med et lille smil på læben, Thor kiggede bekymrede op på mig "hvis det er noget du ville tale om, så står min dør altid åben, det ved du!" svarede Thor, han tog en arm rundt om mig og pressede mig ind til ham "tak Thor, men plzz ik sig det til nogen" sagde jeg og kiggede ham i øjnene "jeg lover!" sagde han og smilte.

"Veeeera!" råbte min mor fra køkkenet ville jeg gætte, jeg gned mig i øjnene og rejste mig forsigtigt op, Thor var taget hjem, klokken var også mange, jeg gik hen i køkkenet "hvaad" svarede jeg hende træt "du har en tid hos psykologen på mandag" svarede min mor, jeg nikkede og gik på mit værelse igen.
Sikke noget pis, en psykolog kunne da forhelved ikke hjælpe mig med skid, tænkte mens jeg lå i min seng, jeg tog min macbook og surfede lidt rundt på nettet indtil jeg faldt i søvn.

Tusind tak for over 200 læsere! Det betyder alt🙏🏻