Årene der gik - Citybois

"Men hvorfor mig Anthon?"

"Vera, du har besøg!" Hørte jeg min mor råbe, det var nu 15 dage siden jeg kom hjem fra hospitalet, jeg gik stadig med krykker, jeg gik stille ned da det var ret svært med krykker, det stod en kvæstet Anthon med højre arm i slynge og sår i hele hoved. "Anthon?" Gispede jeg og humpede over til ham, jeg gav ham et kæmpe kram, han krammede tilbage med hvad han nu kunne, jeg mærkede en tåre løbe ned af min kind, det kunne godt være at han det var hans skyld mit ben var så kvæstet men jeg elskede ham jo stadig.

"Men hvorfor mig Anthon?" Vi sad og snakkede oppe på mit værelse "undskyld Vera, jeg ved ik hvad jeg tænkte på" han lød virkelig hæs, som om noget gik ham på, man kunne nærmest høre smerten i hans stemme "Anthon, du kunne jo ha været død" sagde jeg lavt med en hæs stemme "Vera" han kiggede mig dybt i øjne, det var som om hele verden gik i stå, ik på en romantisk måde, mere uhyggeligt "det var jo mening, at jeg ikke skulle være her mere forhelved" jeg troede ikke på ham, han havde jo det perfekte liv? Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, var det virkelig sådan han havde det?
"Anthon, du bliver nødt til at love mig, at det aldrig sker igen" Vi havde snakker i godt 2 timer nu, han svarede ikke, men kom et lille smil og kyssede mig blidt på kinden. Hvad betød det?

"Hvad så med din mor, har hun det godt? Spurgte jeg og kiggede hen på Anthon, vi var ved at spise med min mor og søster, han tøvede men sagde lavt "hun er på hospice" jeg kiggede overrasket på ham "årh Anthon det er jeg virkelig ked af" kom det fra min mor "det er jeg virkelig også Anthon, hvis du har brug for noget så sig til" sagde jeg og kiggede ham i øjne, hans øjne var helt blanke "tak Vera" han smilte blidt i det en tåre røg ned som han hurtigt tørrede væk med hans ærme