Årene der gik - Citybois

"Undskyld, jeg kan bare ikke mere!" -Part 21

"Vera jeg kan ik" sagde Anthon og trak sig for kysset "det er okay Anthon, jeg forstår dig godt" svarede jeg og smilte.

Anthon startede bilen og kørte ud af byen, der var et godt kvarter hjem.
Vi kørte og kørte, Anthon var meget stille, lidt for stille synes jeg.
Jeg tog min hånd på hans som var gearstangen, han begyndte at kører hurtigere "Anthon hvad laver du?" da han ramte 130 km på landevejen "undskyld Vera, jeg kan bare ikke mere" sagde han, jeg venter hoved mod vejen og så et meget stort træ lige foran mig, en tåre trillede ned af min kind da jeg vendte hoved mod Anthon igen og alt blev sort.

Jeg vågnede sammen klemt mellem en bil og et træ, klokken lort om natten der var ingen mennesker "Anthon!" Prøvede jeg at råbe da jeg ikke kunne se ham "Anthon!" Prøvede jeg igen grædende, hele min krop gjorde vanvittig ondt, jeg fik vendt mig lidt til siden så jeg kunne se førersædet, der lå en klemt Anthon med blod i hele ansigt, jeg råbte og råbte og råbte lidt mere efter hjælp, men efter som ingen kunne høre mig, gav min krop lige så stille op, til sidst kom blev alt sort, kun smerte den vilde smerte kunne jeg mærke.

"Ring 112 forhelved!" Hvad fanden er der sket" "hjææælp!!"
Der var alt for mange stemmer til jeg fattede noget, jeg slog mine øjne op i den vildeste smerte, jeg havde aldrig prøvet noget lignede!
Jeg kiggede hen på menneskerne som prøvede at få Anthon ud af bilen, der kom nogle mennesker løbende og fik mig ud på vejen, jeg skreg i smerte lige der, men inden kunne hører min smerte, den kom helt inde fra.

"Hallo, hallo kan du hører mig?" "Kan du huske dit navn" der var så mange stemmer igen, jeg slog langsomt mine øjne op igen og mærkede den voldsomme smerte igen, der var meget lys, mine øjne flakkede rundt, stemmerne forsvandt igen og det gjorde jeg også mentalt.

Noter: håber i stadig ville læse med🙏🏻